Der findes roadtrips. Og så findes der Carbage Run.
Det hollandske vanvidskoncept har gennem årene udviklet sig til noget nær Europas mest kaotiske blanding af skattejagt, bilkirkegård og mandehørm på fire hjul. Reglerne er simple: Din bil må ikke koste mere end 1000 euro, den skal være over 20 år gammel, og så skal du ellers være klar på omkring 3000 kilometer gennem Europa på fem dage.
I år går turen fra Østrig videre til Albanien og til sidst til Kroatien, hvor omkring 570 biler fra Skandinavien og Tyskland triller afsted mod checkpoints, bizarre udfordringer og sammenbrud i vejkanten.
Og blandt feltet finder man Michael “Mylle” Vejlstrup og Kenneth Vejlstrup fra holdet Dukes of Djursland.
“Det er jo lidt Gumball for fattigrøve,” griner Michael.
Du kan følge hele deres forløb her:
Læs også:
Point fremfor fart
Carbage Run handler nemlig ikke om at komme først.
Undervejs får deltagerne løbende opgaver fra arrangørerne, som først afsløres på selve dagen. Det kan være alt fra at finde et absurd objekt til at dokumentere mærkværdige situationer.
“Man får 2-5 opgaver om dagen. Det kan for eksempel være at finde en positiv graviditetstest.”
Først når man når dagens checkpoint, får man adgang til næste mission.
Det hele er organiseret af hollandske arrangører, som gennem årene har opbygget et ry for at presse deltagerne ud i lige dele eventyr og total idioti.
Sponsorater på Carbage Run-måden
Og sponsorerne?
Dem håndterer Dukes of Djursland heller ikke helt traditionelt.
I stedet for kun at give plads til de helt store firmologoer og energidrik-reklamer – som i øvrigt skriver 10-12 sponsorere i år til årets løb – har holdet blandt andet også fået støtte fra en flok kammerater, der betalte for at få deres ven foreviget på bilen via et gigantisk AI-genereret billede af hele hans fodboldhold klædt ud i bryllupstøj.
“Det er jo mere sådan nogle interne jokes end rigtig reklame,” fortæller Mylle.
Og det opsummerer egentlig Carbage Run ret perfekt:
Det er mindre Formel 1-sponsorater.
Mere drukhistorier på hjul.
Morfars gamle Audi får endnu en tur
Mylle deltager i år for femte gang. Første løb var tilbage i 2017, og denne gang sker det igen sammen med hans bror for 3. gang.
“Det er vigtigt at køre med et menneske, man har det godt med.”
Deres våben i årets løb er denne gang en Audi fra 1998.
“Det er min morfars gamle bil, som vi har arvet. Den har vi passet og plejet.”
Og hvad pakker man så til 3000 kilometer gennem Europa i en bil, der teknisk set kunne dø når som helst?
“Reservedele!”
Resten må løses undervejs.
Havari-blink betyder instant hjælp
Selvom der er point, placeringer og præmier på spil, beskriver Mylle fællesskabet som noget helt særligt.
Holdene kører ofte i kortege, og Dukes of Djursland følges blandt andet med tre hold fra Nordjylland, så man kan hjælpe hinanden ved nedbrud.
“Selvom alle konkurrerer med hinanden, så er alle interesserede i at få så mange biler i mål som muligt.”
Og hjælpen kommer hurtigt.
“Drejer man ud til siden med havari-blink, så går der ikke mange minutter, før de første 2-3 biler står klar til at assistere.”
Den mentalitet har udviklet sig til regulære røverhistorier gennem årene.
I 2023 blev en særlig award uddelt til to deltagere fra Nordvestjylland, som under ekstremt vejr og stenskred i Rumænien brugte timer på at bugsere strandede biler fri på en nærmest livsfarlig bjergvej.
“Det går så vidt, at da de hjælpende gutter holder i Luxembourg året efter og gearkassen er gået i stykker, så er der en, der tager to fridage for at køre ned med en ny gearkasse, fordi de selv blev hjulpet året før.”
Stødhalsbånd, prankboards og “Kikset Brian”-energi
Carbage Run handler dog ikke kun om overlevelse.
Det handler også om at larme mest muligt.
I år livestreamer holdet løbende fra turen, mens de samtidig har stødhalsbånd på, så folk hjemmefra kan købe et stød for 50 kroner som støtte til benzinbudgettet.
Derudover har de produceret 25 små printplader med bizarre lyde, som de planlægger at gemme i andre deltageres biler undervejs.
“Stort fokus på horn, lygter, larm og rabalder.”
Årets tema for Dukes of Djursland er fædre.
Ikke den hyggelige type.
Mere den slags med grimme kortærmede skjorter og T-shirts med elendige dad jokes.
Tidligere har de blandt andet kørt som hillbillies og oliesheiker, men i år går de fuld “Kikset Brian”.
Samtidig har de også fået trykt 500 klistermærker med teksten:
“Warning, this is not a buttplug.”
Dem skal Europa nu udsmykkes med.
Camp-liv og skøre traditioner
Om aftenen overnatter deltagerne i camps eller telte, mens enkelte vælger at sove direkte i deres biler.
Og hvis nogen forsøger at snyde lidt for meget på budget-reglerne?
Så venter offentlig ydmygelse.
“Hvis du kommer i for ny en bil, bliver du hevet på scenen og skal forsvare din sag, mens du bliver kaldt en taber.”
Der er dog stadig noget på spil.
Vinderen tager 1000 euro med hjem, andenpladsen får 500 euro, og tredjepladsen 250. Derudover kåres også den mest originale Runner-bil – altså den bil, der bedst indkapsler hele Carbage Run-ånden.
En ånd, som ifølge Mylle efterhånden favner langt bredere end tidligere.
“Det har i mange år været pølsefest, men flere og flere kvinder joiner nu. Alle samfundslag mødes i en fælles passion for mandehørm og motor.”
Læs også: