Er der noget Guy Ritchie elsker, så er det kriminelle genistreger, britiske gangstere og højoktan plot twists. Men denne gang dropper han fiktionen og går all in på virkelighedens krimiscene. The Diamond Heist, Ritchies nye dokumentarserie på Netflix, dykker ned i en historie, der er så vild, at den kunne være skrevet af ham selv – men den er sand.
Og nu har vi fået den første officielle trailer.
En heist-plan større end fiktionen
Dokumentarserien – som rammer Netflix i april – tager os tilbage til sommeren 2000, hvor en gruppe kriminelle fra det sydøstlige London beslutter sig for at lave deres sidste store job. Målet? Intet mindre end Millennium Dome (i dag kendt som The O2 Arena), hvor verdens næststørste fejlfrie diamant og andre værdigenstande til en værdi af hele £350 millioner var udstillet.
Lee Wenham, én af hovedmændene bag kuppet, fortæller selv i serien, hvordan planen var simpel: Kør en bulldozer direkte igennem væggene, tøm vaulten og flygt i speedbåd ned ad Themsen. Men selvfølgelig er intet så simpelt i Londons underverden.
Flying Squad lurer i kulissen
Det særlige ved The Diamond Heist er, at serien ikke kun lader os høre fra gerningsmændene selv. Den byder også på interviews med medlemmer af den berygtede Flying Squad – Metropolitans eliteenhed – der havde overvåget Lee og hans bande i månedsvis og var klar til at slå til ved første fejltrin.
I traileren bygges spændingen op med klip fra både planlægningen af kuppet og politiets forberedelser på at sætte en stopper for det. Og det hele kulminerer med en af de mest spektakulære politioperationer i britisk historie.
Klassisk Ritchie – bare i dokumentarform
Selvom det er en true crime-dokumentar, mærker man tydeligt Guy Ritchies fingeraftryk. Serien beskrives som en “true crime caper”, og stilen emmer af den energi og skarpe kant, vi kender fra hans film som Snatch og Lock, Stock and Two Smoking Barrels. Dog denne gang uden fiktive karakterer – her er det ægte kriminelle, ægte diamanter og ægte risici.
Serien er produceret i samarbejde med Lightbox Media, som står bag flere prisvindende dokumentarer, og bliver en tre-delt fortælling, der skifter mellem perspektivet fra forbryderne og politiets side.
Ritchie har travlt på alle fronter
The Diamond Heist er kun ét af flere projekter, Guy Ritchie har gang i for tiden. Ud over dokumentarserien arbejder han også på den kommende sæson af The Gentlemen, den nye krimiserie MobLand, Wife & Dog og ikke mindst hans kommende Sherlock Holmes-serie med Hero Fiennes Tiffin i hovedrollen.