Henrik "Store" Larsen om sit livs kamp
For 23 år siden skrev lille Danmark fodboldhistorie, da vi bankede tyskerne 2-0 i finalen. Forinden havde vi været igennem en nervepirrende semifinale mod Holland. En kamp, hvor Henrik 'Store' Larsen var den helt store profil.
Efter vi havde vundet over Frankrig i den sidste puljekamp, fandt vi ud af, at vi skulle møde Holland, som var blandt favoritterne. Vi vidste godt, at de havde et godt hold. Det var jo både van Basten, Gullit, Koeman, Rijkaard, Bergkamp og hvad de ellers hedder. Vi havde vores bange anelser, men nu var det gået så godt i den andre kampe, så vi skulle da give det chancen i hvert fald.
Der var fem dage til kampen, men vi gjorde nu ikke så meget anderledes. Vi trænede en gang hver dag, spiste lidt, var lidt inde på stadion, hvor vi skulle spille og så var vi en tur forbi McDonalds for at få humøret lidt op.
Vi boede på et dejligt hotel lige ud til vandet, så vi kunne gå rundt og hygge os lidt, spille lidt kort, læse et par gode bøger og se lidt tennis i fjernsynet. Der var jo ikke Playstation. Det var i stenalderen dengang.
Kampdagen var stille og rolig. Vi stod op om morgenen, havde taktikmøde, gik en tur, spiste frokost og tog en time eller to på øjet, før vi kørte til stadion og fik lidt prematch-food, som typisk var pasta og hvidt brød.
Jeg fandt min plads i omklædningsrummet, før jeg gik en tur ud på banen, så jeg lige kunne mærke, hvilke dupper, jeg skulle bruge. Jeg spillede altid med lange dupper, men jeg skulle lige mærke, om de skulle være ekstra lange.
Der var en meget afslappet stemning i omklædningsrummet. Der var plads til fis og ballade lige indtil ti minutter før kampen, så strammede vi lige op og sagde: "Kom nu gutter. Nu skal vi ud at give den en skalle." Vi kendte hinanden rigtig godt, så vi behøvede ikke sige så meget.
Jeg har aldrig været nervøs, når jeg skulle spille fodbold. Jeg havde selvfølgelig forventningens glæde, da jeg stod i spillertunnellen på vej ud. Det var fuldt stadion, mange TV-seere og så selvfølgelig en kæmpe kamp.
Vi havde et hold med mange løbestærke spillere og en plan om, at en af de centrale midtbanespillere altid skulle løbe i feltet.
Da jeg ser, at Brian Laudrup rykker på kanten, tænker jeg, at er det bare med at komme i feltet. Jeg tager løbet oppe fra midtbanen og bag ryggen på Bergkamp, da han slår indlægget, og så var det bare med at heade den ind.
Jeg tænkte ikke rigtig over, hvordan jeg skulle juble. Det var bare op med armene og så derudaf til tilskuerne.
Hollænderne udligner ret hurtigt, men i det 33. minut sætter jeg et angreb i gang fra midten. Jeg tager bolden bagom på egen halvdel og spiller den ud på kanten til Flemming Povlsen, der sætter en mand af. Jeg følger bare med op ad banen. Flemming slår et indlæg, som Kim Vilfort header indover, hvorefter Brian Laudrup header på mål. Ronald Koeman redder på stregen, men bolden triller ud til mig på kanten af feltet, og så sparker jeg den bare fladt og præcist ind.
Jeg nåede at tænke: 'Nu holder du den nede og så ud i siden, så tager han den ikke'. Det var et velovervejet spark. Jeg ville ikke sætte indersiden på, for så vidste jeg, at den ville ryge over, så jeg valgte det rene vristspark.
Holland udlignede til allersidst i kampen, og så vidste jeg godt, at det var op ad bakke. Det var ren overlevelse. Vi havde vel ikke et eneste skud på mål i den forlængede spilletid, men vi forsvarede os med næb og kløer, og så havde vi en dygtig målmand i Peter Schmeichel.
Jeg tænkte bare, at vi skulle i straffesparkskonkurrence, og så måtte vi se, om vi kunne klare den der.
Jeg sagde til Richard Møller Nielsen, at jeg gerne ville sparke. Jeg skulle bare sparke først, for jeg havde lidt ondt i lysken, så jeg ville ikke blive kold.
Jeg var slet ikke nervøs på vej op til pletten. Deres målmand, van Breukelen, var ude at sige et eller andet til mig, da jeg lagde bolden på plads, men det opfattede jeg ikke rigtig. Jeg havde besluttet, at jeg ville sparke fladt i højre side, og det ville jeg ikke lave om på, for så brænder man. Så jeg kiggede slet ikke på, hvad målmanden gjorde. Og så gik den heldigvis ind.
Van Basten brændte det næste spark, og vi scorede på resten. Da Kim Christofte sparkede den sidste ind, løb jeg bare op til ham og Peter Schmeichel sammen med resten af holdet, og så endte vi alle sammen i en stor bunke. I sådan en situation tænker man ikke rigtig.
