Ure
Her er Rolex-uret til 120.000 kroner, der er opkaldt efter en frø
Kunne du forestille dig at gå med et hundedyrt ur fra Rolex, der er opkaldt efter en frø fra en tv-serie? Et af de mest populære Rolex ure bliver kaldt for ”Kermit” – opkaldt efter et frøen fra Muppet Show. Og der findes et unikt eksemplar af uret i Danmark.
Et af verdens største statussymboler og mest populære ure er Rolex Submariner. For mange er dykkeruret fra verdens mest populære urmærke det ultimative ur.
Men der findes mange forskellige udgaver af Rolex Submariner, der første gang blev introduceret helt tilbage i 1953.
Et af de mest populære og efterspurgte Submariner er modellen med referencenummeret 116610LV ”Kermit”. Uret er opkaldt efter frøen Kermit fra Muppet Show, fordi drejekransen har et grønt indlæg, der minder om Kermits grønne farve.
Netop denne model af Submariner sælges for meget høje beløb, fordi uret kun blev produceret i få år. Det kom på markedet i 2003 som en fejring af Rolex Submariners 50-års fødselsdag, men allerede i 2010 stoppede Rolex med at producere ”Kermit”.
I Danmark findes et unikt eksemplar af dette Rolex Submariner. Uret er et af de sidste som Rolex producerede, og det har ligget i et pengeskab i 16 år.
“Det er naturligvis mange penge for et ur. Men det er et unikt eksemplar i den ubrugte og upolerede stand, som uret har. En klar fordel ved et ur som dette, er, at det nærmest kan kaldes gratis at eje i den forstand, at du om tre til fem år får samme eller højere pris for uret, end det du betaler i dag,” siger Lasse Holm Andersen, der ejer urforhandleren Urbørsen.dk, til Time & Crown.
Lasse Holm Andersen er uddannet urmager og har arbejdet professionelt med ure i 22 år. Han fortæller, at det er meget sjældent, at han har set så flot et eksemplar af ”Kermit”.
“Noget at det ekstra lækre ved dette eksemplar er, at du kan være sikker på, at uret aldrig har været poleret. Det har ligget i bankboks i mange år. Jeg ser ofte Rolex Submariner fra disse årgange, der har fået en eller flere poleringer, så urkassens facetter og kanter ikke står helt skarpt. Alt står skarpt på dette ur,” forklarer forhandleren.
Urbørsens mest solgte urmærke er Rolex, og nye tal fra den internationale forhandler Bezel.com viser, at netop Rolex Submariner modeller kan findes på tre af pladserne på top 10 over de mest solgte luksusure.
Det mest populære er et Rolex GMT-Master reference 126710GRNR, der har kælenavnet ”Bruce Wayne” efter karakteren, der bliver til Batman.
Lasse Holm Andersen mener, at det ”Kermit”, som han har til salg, er ekstra unikt fordi det i sin tid blev solgt fra en dansk forhandler.
”Uret har stadig plastik på. Det er usædvanligt for et ur, der er solgt i 2010. Man kan se på papirerne, at det er solgt hos Klitgaard i Aalborg. Ejeren er en samler, der i alle årene aldrig har båret uret. Det har ligget i et pengeskab og er som nyt,” fortæller urforhandleren.
Netop kælenavne er noget som mange Rolex ure har fået over årene. Det er blandt andet ”Batman”, ”Pepsi”, ”Cookie Monster”, ”Starbucks” og netop ”Kermit”.
Anders Lind står bag ur-magasinet Time & Crown. Han er fremover blevet tilknyttet M! som vores egen ur-ekspert.
Læs også: