Hovedbrud

Bag enhver tekst sidder der et menneske, som har skrevet den.

Et menneske som med sin tekst giver dig et lille indblik i vedkommendes følelser og tanker. Her hos mig behøver du ikke være vindueskigger, for jeg har frivilligt åbnet min dør på klem - du er velkommen til at kigge indenfor. Engang imellem dukker der ting op, som umiddelbart kan være vanskelige at forholde sig til, og som der ikke altid findes fornuftige forklaringer til.

Jeg vil så gerne forstå, men engang imellem stiller tilværelsen store uforståelige spørgsmål, som skaber frustrationer og begrænsninger i de livsværdier, jeg har. Livsværdier, som jeg er så nervøs for, skal forvandles til støv og sive ud af mine hænder.

Nogle gange bliver de i skuffelse og fortvivlelse råbt højt op mod himlen, så fuglene flakser og søger skjul i træer og buske. Nogle gange bliver de vægtløse. Flyvske og skælmske bæres de på kærlighedens vinger og spredes ud til alle fire verdenshjørner.

Andre gange har de fået spændt blylodder omkring sig, så de næsten er ved at drunkne i havets dyb. I de tilfælde har jeg efterhånden lært, at det engang imellem er nødvendigt både at gå med seler, livrem, lasso og redningsvest, hvor nogle af dem løber løbsk og forvilder sig alt for langt væk. Jeg kan godt lide at holde dem tæt ind til kroppen - de er nemlig både mit kuldskær og min varme. Mine tårer og mine smil. Mine tvivl og mine håb. Mine afsavn og mine længsler. For nogen er de ingenting, for mig er de alting.

Det er dem, der gør mig til det menneske, jeg er. Et menneske, der nogle gange har pladsmangel til at rumme alt den kærlighed, jeg gerne vil vise og give til dem, jeg elsker.  Et menneske der engang imellem ikke åbner sit rum op og giver plads til at rumme den kærlighed fra dem, der elsker mig. Bortset fra min søn, min mand og min bror, som får alt den plads, de har brug for.

Komplekser
Jeg er et meget udadvendt menneske på en indadvendt måde. Det lyder vist lidt forvirrende, men kan  kortfattet beskrives således: Min person udsender nogle signaler, der får andre mennesker til at føle sig trygge, tillidsfulde og fortrolige i mit selskab. Jeg er en person, der har en skulder, andre kan læne sig op ad og øse deres problemer og sorger ud til, såvel som glæder og lykke.

Mit hoved rummer mange menneskers livshistorier og skæbner.

Ved at være noget for andre, får jeg styrket min ringe selvværdsfølelse. Jeg er et meget komplekst menneske med én, vil jeg nærmest kalde det, overudviklet sårbarheds- og følsomhedstærskel. Ét meget blufærdigt og sky menneske, der har svært ved at åbne for de følelser og tanker, der er i mit indre. De forbliver indadvendte "hemmelige" tanker og følelser, i mit udavendte jeg - overfor andres.

Hvis jeg skal være rigtig analytisk, så er mine egne tanker og følelser nærmest blevet komprimerede for at kunne skabe plads til andres. I mit indre er jeg det mest uperfekte menneske. I mit ydre er jeg efterhånden uddannet sminkør, der mestrer at lægge en ansigts make-up, der paser ind i de kulisser, hvor jeg færdes på de skrå brædder som statist. 

Min scenekunst startede allerede, da jeg var ganske ung. Med årene er jeg steget i graderne, så jeg engang imellem også får tildelt nogle hovedroller. Med ansigtet lagt i de rigtige folder og med de rigtige replikker kan jeg opnå succes og anerkendelse. Manglende selvværd og selvværdskomplekser udmønter sig oftest i usikkerhed og utilstrækkelighed til ens evner. Det giver skyldsfølelser, fordi man aldrig føler sig sikker og tilstrækkelig og altid efterstræber at gøre tingene endnu bedre.

Selvværd
Det at lægge øre til og lytte til, hvad andre mennesker fortæller, har jeg høstet et personligt udbytte af. Det har været en stor gevinst for min selvværdsfølelse og har sat mange ting i perspektiv i mit eget ufuldendte jeg.

Alt det, jeg ikke vidste om alt muligt og mange ting, bliver til småting, når jeg måler det i forhold til alt det, jeg har lært af og om mennesker. Det har gjort mig bevidst om de nære ting i livet, og hvordan jeg giver dem fylde og holdbarhed.

Det har lært mig ikke altid at være på vagt og have forventningsangst til ikke at kunne indfri andres forventninger. Det har lært mig, at de fejl og mangler, jeg i så mange år ikke ville acceptere, jeg havde, egentligt er det bedste jeg har, fordi de gør mig til et rigtigt og fejlbarligt menneske.

Udrensning
Når jeg skriver, får jeg lettet mit hjerte. Ryddet op i det virvar af tanker, der hele tiden fabrikeres i mit hoved. Samtidig skaber det også trafikregulering på alle de følelser, der engang imellem sætter sig fast i trafikpropper. Dem som findes i virkeligheden og i mine drømme.

Jeg er lytteren og læseren. Jeg taler med de ord, jeg skriver. Det giver mig en fred og en ro at skrive, og en velkommen mulighed til at fortælle omverdenen om den person, de måske engang skulle få lyst til at kigge over skulderen, for at læse det hun har skrevet.

Jeg sidder med en håndfuld værdier, som fylder mit liv med glæde og kærlighed.

En stor guldklump fyldt med utallige små guldstøvs partikler, som jeg gerne vil strø ud til dem, som måske har brug for lidt mere at holde fast om.

Bag enhver tekst sidder der et menneske, som har skrevet den.