Verden

How I Met Your Mother-skuespiller idømt mellem 32 år og livstid for at stikke kæreste ned med 20 knivstik

Vi kender ham bedst fra småroller i hitserier som How I Met Your Mother, men virkelighedens verden har vist sig at være langt mere dyster og brutal for skuespilleren Nick Pasqual. Han er netop blevet idømt en fængselsstraf på mellem 32 år og livstid. Det sker, efter han i et sygeligt jalousi- og voldsvanvid brød ind hos sin ekskæreste og stak hende ned over 20 gange med en kniv.

Det er den amerikanske nyhedsstation ABC7, der rapporterer om den benhårde dom over den 36-årige skuespiller.

Den uhyggelige sag fandt sted i maj 2024, hvor Nick Pasqual sneg sig ind i Los Angeles-hjemmet hos sin ekskæreste, makeupartisten Allie Shehorn, mens hun lå og sov.

Her overfaldt han hende på groveste vis og tildelte hende de mange knivstik, hvorefter han febrilsk forsøgte at flygte ud af landet mod den mexicanske grænse.

Mødtes på filmset – så eskalerede mareridtet

Parret mødte oprindeligt hinanden i 2023 under optagelserne til storfilmen Rebel Moon, hvor han havde en ukrediteret statistrolle, og hun arbejdede i sminkeafdelingen. Men forholdet udviklede sig hurtigt til et voldeligt mareridt.

Kort før det blodige overfald havde Allie Shehorn fået udstedt et polititilhold mod Nick Pasqual. Han var nemlig forinden blevet anholdt for hustruvold, men blev løsladt mod en kaution på 50.000 dollars. Kun fem dage senere brød han ind ad hendes vindue klokken 4.30 om natten og trak kniven.

Allie Shehorns liv blev kun reddet, fordi hendes bofælle fandt hende liggende i en pøl af blod umiddelbart efter angrebet, hvorefter hun måtte igennem en 14 timer lang operation. Overfaldet har dog givet hende permanente skader for livet. Hun kæmper i dag med voldsomme ar på halsen og armene, har mistet følesansen i hænderne og har delvist mistet synet.

Fanget ved grænsen til Mexico

Efter den vanvittige udåd forsøgte Nick Pasqual at stikke af til Mexico, men retfærdigheden indhentede ham hurtigt.

Han blev spottet og anholdt ved et checkpoint i Sierra Blanca i staten Texas, hvorefter han blev udleveret til Californien i håndjern.

Efter en retssag er han nu blevet kendt skyldig i blandt andet drabsforsøg, groft indbrud i privat beboelse og grov vold mod en samlever.

Nu kan han bruge de næste mange årtier på at overveje sine syge handlinger i et amerikansk topsikkerhedsfængsel.