Husker I også Jolly Cola-hundene, eller er jeg bare et gammelt røvhul?

Der er få ting, der kan få en mand til at føle sig ældre end nødvendigt. Knæ, der knirker. Ungdommen, der kalder CD’er for “vintage”. Eller det øjeblik, hvor man nævner noget, man var sikker på var almen viden – og bliver mødt med tomme blikke. Præcis sådan et øjeblik havde jeg forleden, da jeg i et nostalgisk anfald kom til at nævne Jolly Cola-hundene på min konto… og ingen anede, hvad fanden jeg talte om.

Er der virkelig ingen andre, der kan huske det geniale stykke marketing fra 90’erne, hvor man kunne købe et par flasker Jolly Cola – og emballagen var et lille, sammenfoldeligt pap-hundehus? Ikke nok med det, inden i lå der en lille Jolly Cola-bamsehund. En lille trofast vovse, som du kunne sætte op på hylden, køre rundt i legetøjsbilen eller bare lade passe på dine sodavand.

Men næh nej, responsen var til at tage og føle på: “Hvad snakker du om, makker?” “Er det noget, du har drømt?” eller den klassiske: “Var det før eller efter du begyndte at spise rugbrød uden skorpen?”

Minibøger i Nutella-låget og legetøj i cornflakes-pakken – Når markedsføring var sjov

Det var en tid, hvor virksomheder gik all-in på gimmicks. Ikke noget med QR-koder og apps, næ nej. Dengang fik du fysiske ting med hjem.

Vi snakker legetøj i bunden af Cornflakes eller små bøger i låget på din Nutella – små mønter eller måske en lille Asterix-fortælling.

Eller Space Jam-figurer og små plastimønter i Kim’s Chips?

Jolly Cola’s bud var altså bamsehunde pakket ind i et pap-hundehus, som man fik med, når man købte liter-flasker. Ingen fancy forklaringer, bare: Her, tag en hund med, og drik noget cola.

Det var enkelt, det var genialt – og det virkede. Alle unger i kvarteret gik rundt med de små Jolly-hunde, som de stolt viste frem, mens forældrene sukkede over endnu en flaske sodavand, der skulle klemmes ind i køleskabet.

Er det min hukommelse, eller er I bare unge?

Nu begynder jeg jo at tvivle. Har jeg virkelig levet længe nok til, at Jolly Cola-hundene er blevet en obskur reference?

Jeg gik i lidt eksistentialistisk krise, så for at finde ud af, om jeg var offer for min egen senilitet eller Mandela-effekten, allierede jeg mig med min kone og mine døtre – efter en kort rundtur i det efterhånden ambitiøse bamsemuseum på børneværelset fandt vi den.

The one and only.

Senil? Not so much. Gammel? Jep.

Uanset hvad, står jeg ved det: Det var markedsføring, når det var bedst. En bamsehund i pap-hundehus slår enhver influencer-kampagne any day. Og hvis du sidder derude og kan huske det – så smid lige et pip, så jeg ved, jeg ikke er den eneste gamle stodder i lokalet.

Eller også må jeg bare erkende, at min barndom ligger i samme kategori som VHS-bånd og Stereo Studio: Noget kun de gråhårede husker med et skævt smil.