Magasinet M!

Hvor sundt er det at spise på Bodega?

M!'s journalist Mads smed 2,5 kilo på 7 dage ved udelukkende at leve af øl og bodegamad. Sundt var det nok ikke, og hans krop endte da også med at hade ham. Læs, hvordan det gik her:

Hvor sundt er det at spise på Bodega?
BODEGA-DIÆTEN

Der flyver altid masser af fjollede ideer gennem luften på redaktionen, så det kommer ikke som en overraskelse, da chefen foreslår, at en af os skal leve en uge af bodega-mad. "Fedt," tænker jeg, "toast, rundstykker med spegepølse, biksemad med spejlæg, peanuts og chips."

For det første er jeg inkarneret bodega-menneske - og derudover er det sgu da en opgradering i forhold til de frysepizzaer og 7-Eleven-pølsehorn, jeg plejer at leve af. Altså udover vores frokostordning på arbejde selvfølgelig. Den vil jeg nok komme til at savne, men muligheden for erstatte den ugentlige fiskedag med fire parisertoast, opvejer næsten det negative.

Tror jeg. For den højre hånd, der automatisk flyver i luften for at melde mig klar til udfordringen, er jeg en uge senere klar til at skære af og smide i en affaldskværn. Sammen med hjernen, der fik den til at lave bevægelsen. Her er min uge i bodega-helvede.

REGLERNE:

- Jeg må kun spise mad, som jeg kan købe på bodegaer.

- Maden skal indtages på bodegaerne.

- Jeg skal drikke øl til maden.

- Bodegaerne må ikke være fancy gastro-bodegaer, som egentlig bare er restauranter.

- Rygning skal være tilladt på bodegaerne.

- Jeg må gerne indtage drikkevarer andre steder.

 

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
DAG 1:

Det er mandag, men jeg er for en gang skyld i fint humør med udsigten til øl og toast til frokost. Regnen, der siler ned, burde måske have været et forvarsel om, at den kommende opgave ikke bliver helt så nem, som jeg har regnet med, siden jeg meldte mig. Som jyde er jeg jo vant til, at der er masser af gode måltider at hente på værtshusene, så min største bekymring er egentlig, hvordan denne artikel nogensinde skal få en snert af udfordring over sig.

Jeg har slet ikke gidet undersøge mulighederne for bodegamad. Min kampvægt siger 81,6 kilo, og jeg regner med, at den nok kommer til at stige lidt med alle de øl, jeg skal hælde ned til mine måltider. Min morgenmad består altid af to kopper kaffe, så det er kun to måltider, jeg skal erstatte. Da resten af redaktionen smutter i kantinen til frokost for at æde hakkebøffer med løg, lister jeg ned mod Guldfasanen 150 meter fra redaktionen, hvor jeg glæder mig til at sætte tænderne i en toast og skylle den ned med en bajer. I arbejdstiden.

Det sker ikke. "Hahaha. Nej, vi må da ikke sælge mad på grund af rygeloven, men vi har flæskesvær," siger bartenderen med en hånlig latter. RYGELOVEN! Fuck, den har jeg helt glemt. Har chefen hele tiden vidst det? Jeg gnasker mig igennem en pose flæskesvær, der bliver skyllet ned med en håndbajer, før jeg knap så kæk går tilbage til redaktionen. Jeg finder ikke meget trøst hos chefen, der absolut ikke mener, at der er nogen grund til at droppe udfordringen. Nu må jeg på jagt. Heldigvis bor jeg på Vesterbro, som er proppet med mere eller mindre lyssky bodegaer, der i mange tilfælde er pisseligeglade med rygeloven. Efter jeg har været rundt på syv af dem for at spørge, har jeg kun fået to pilsnere indenbords, da jeg går hjemad. Det er godt, der er så mange proteiner i øl for det bliver et par lange uger...

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
DAG 2:

Min mave er ikke helt tilfreds med mig, da jeg står op. Det føles lidt som om, der er nogen, der i løbet af natten har støvsuget min mavesæk for alt indhold. Jeg hælder en kaffe i mig og tager på arbejde, hvor jeg beslutter mig for at undersøge mulighederne på de andre værtshuse på Frederiksberg. Der er intet at komme efter. Undtagen flæskesvær, chips, peanuts og øl. Den tomme mave har ikke lyst til sidstnævnte, så jeg går tommavet tilbage.

I desperation smider jeg den mærkeligste statusopdatering, jeg nogensinde har lavet (ædru) på Facebook: 'Er der nogen, der kender en bodega eller otte i København/Frederiksberg, hvor man kan få sig en gang cowboytoast eller biksemad? Bare et eller andet spiseligt udover flæskesvær og peanuts. Det må ikke være en eller anden fancy restaurant-bodega. Det skal være et klassisk brunt værtshus'. Heldigvis giver det pote. Der er et enkelt sted på Vesterbro blandt forslagene, så om aftenen går jeg mod Café Sommersted, der ligger 3-400 meter fra min lejlighed.

Der er helt tomt, og jeg tør næsten ikke stille den legendariske ejer, Cindie, spørgsmålet. "Har i toast," spørger jeg forsigtigt. Hun smiler og svarer bekræftende. Jeg gnasker mig meget tilfreds igennem to parisertoast. Til 25 kroner stykket. Det bliver ikke helt billigt det her. Stedet er fuldstændig mennesketomt, men jeg får en god snak med Cindie, der kun må sælge toasten, fordi hun 1) Ikke skal røre ved den og 2) Har omdannet billardrummet til rygerum, så der er et røgfrit lokale at servere i. Vi brokker os lidt over udviklingen, men det er sgu meget hyggeligt det her.

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
DAG 3:

Jeg møder administrationschefen ved kaffemaskinen på arbejde. Hun var en af dem, der foreslog Sommersted, så jeg takker hende hjerteligt, mens jeg fortæller om projektet. "Jamen, Funke på Farimagsgade har da smørrebrød," siger hun. Jeg skynder mig ned efter smøger og pung og hopper på metroen til Nørreport. 300 meter senere står jeg over for en midaldrende dame, der siger: "Nej, desværre serverer vi ikke mad mere. Rygeloven, du ved..."

Ja, den kender jeg efterhånden lidt for godt. Heldigvis er min hjerne intakt nok til at spørge om alternativer, og hun er sød nok til give mig to navne på konkurrerende steder. Det ene er for smart i forhold til reglerne, men det andet er perfekt: Hvide Lam på Kultorvet. Nu skal jeg have frokost! Da jeg træder udenfor, er luften så tyk af regn, at man nærmest skal have svømmefødder på for at komme frem, så i stedet bestiller jeg en pose peanuts og en øl. Da regnen stopper skal jeg tilbage til et møde på arbejde. Maden må vente.

Men endelig klokken 20.15 om aftenen sidder jeg med noget, der minder om et måltid: Tre stykker højtbelagt til 79 kroner og en tung stout til cirka det halve. Der er tilmed live jazz og rygning indendørs. Nu skal der smovses. Det kan godt blive et stamsted under kuren, tænker jeg, selv om smørrebrødet knaser underligt - og jeg undrer mig over, hvorfor de må servere mad i røgen, mens jeg tager et hiv af min smøg mellem bidderne.

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
DAG 4:

Jeg hopper bare ned på Frederiksbergs bruneste værtshus Solbakken til en pose peanuts og en øl til frokost. Nu ved jeg jo, hvor jeg skal indtage aftensmaden. Og halv ni om aftenen sidder jeg på Hvide Lam igen. Stemningen er god, og der er masser af mennesker, da jeg kommer ind, men det lille tomandsbord, hvor jeg indtog mit måltid dagen før, er frit. Jeg lægger mine ting og går i baren. "Tre stykker smørrebrød og en fadøl," siger jeg til den unge pige i baren. "Åhh, vi fik faktisk solgt det hele til frokost," siger hun.

Det viser sig, at Hvide Lam har røgfri frokostservering af smørrebrød, så det er resterne, der er til rådighed om aftenen. Og det er egentlig meningen, at man skal spise det udenfor, men det lader de gæsterne bestemme. Det er sådan, de omgår rygeloven. Jeg sætter mig møgsulten og virkelig skuffet ned med min øl, da der kommer en meget mærkelig kvinde hen og sætter sig ved mit bord. Hendes stol står lidt i vejen for døren til dametoilettet, så da en ung pige skyndsomt prøver at åbne døren på en temmelig desperat facon, der uden tvivl afslører hendes blære-status, støder døren ind i min bordkvindes stol. I stedet for at flytte den, siger hun: "Du skal lære at lave knibeøvelser. Det har jeg altid gjort. Det burde alle unge piger også gøre."

Jeg skynder mig at kigge diskret op i loftet, da hun vender blikket mod mig: "Det burde du også. Jeg er sexolog og..." Jeg plejer ikke at være uhøflig, men ordet sexolog har altid fået mig til at kaste lidt op i munden, så jeg lader som om, jeg ikke har hørt hende og går. På vejen mod Nørreport kommer jeg heldigvis forbi en lille bodega kun 50 meter fra Hvide Lam. Jeg har gået her 1.000 gange før, men jeg har aldrig lagt mærke til stedet, der hedder Rosengårdens Bodega. Der hænger et par skilte på facaden, som jeg skynder mig at nærstudere: Cowboy- og Parisertoast! To sekunder efter står jeg i baren og bestiller en af hver. Da den søde pige bag baren smider dem i en af de gamle toastmaskiner, som stod i alle hal-cafeterier i provinsen i 80'erne, er min lykke gjort. Det er ren nostalgi.

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
DAG 5:

Det er fredag. Der er kun tre dage endnu, men jeg er virkelig træt af situationen. Træt af toast. Fysisk træt. Og virkelig træt af, at jeg skal sidde og kigge på, mens resten af redaktionen æder sig igennem de monsterstore kyllingeburgere, der er på menuen i kantinen i dag. Jeg smutter over på Guldfasanen, hvor jeg spiser en pose flæskesvær og skyller den ned med en Tuborg. Der sidder kun et par sutter, der kigger på mig som om, det er mig, der ikke har noget liv.

Da klokken bliver 15.30 har jeg to valg. Det fornuftige: At tage hjem, sove et par timer og glemme alt om, at det er weekend. Eller det jeg gør: At gå i fredagsbaren, drikke øl på tom mave og tage til den fest, jeg er inviteret til om aftenen. Jeg er sikker på, at flæskesværene gør deres bedste for at stå imod de seks-syv øl, jeg hælder ned til dem i maven, men 80 gram grisehud kan kun absorbere den første bajer, tror jeg. Resten går lige i blodet og til hjernen, så jeg er i alt for højt humør, da jeg begiver mig videre til festen. Det eneste, jeg rigtig kan huske, er, at jeg siger det samme til alle, jeg møder: "Jeg er på bodega-hik-kur, sjå jeg har ikke spist. Du må virkelig undskylde, at jeg er sjå stjiv..."

Klokken 23 er der en fornuftig sjæl, der vækker mig i min stol og siger, at han nok skal følge mig ned til en taxi. Jeg får fremstammet noget med Hovedbanegården til taxichaufføren, så jeg bliver sat af lige foran mit stamværtshus Jernbanecaféen. Der skal jeg da lige ind og have aftensmad: Chips. Og mange flere øl. Det er den eneste dag, jeg indtager den anbefalede mængde kalorier, men de har nærmest kun været flydende.

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
DAG 6:

Det er alt for sent til frokost, da jeg vågner. Jeg har ikke fået rigtig mad i halvandet døgn, og derfor er det vel også meget naturligt, at der kun kommer noget væske op i en ubestemmelig farve, da jeg løber ud på toilettet og benytter det med den forkerte ende af kroppen.

Der går vel ti minutter, hvor jeg studerer cisternen indgående, mens det snurrer rundt i mit hoved, før jeg tør rejse mig op. Jeg har - smart nok - beholdt mit tøj på, så jeg hurtigt kan gå i 7-Eleven efter cola. AFVIST, står der på dankort-terminalen. Jeg prøver igen. AFVIST. Hvad fanden har jeg lavet i går? Jeg ringer til Nets, der siger, jeg skal ringe til min bank. Det er lørdag, din idiot, får jeg lyst til at råbe, men jeg behersker mig, selvom jeg ikke ligefrem oser af overskud. Jeg ringer til min bror, men han kan først komme forbi i morgen.

Jeg har virkelig brug for mad, men i stedet tyer jeg til det næstbedste middel mod tømmermænd. Klokken er 16.30, da jeg åbner den første reparationsbajer fra køleskabet, 21.30, da jeg åbner nummer fem og 21.45, da jeg falder i søvn på sofaen uden at have indtaget føde i mere end to døgn.

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
DAG 7:

Håndværkere har det med at være lidt sløve med deres arbejde, og tømmermændene er da heller ikke helt færdige med at banke søm i min hjerne. Om det er andendagstømmermænd, eller om jeg gjorde det hele værre med min reparationskur, ved jeg ikke, men jeg er ikke helt ovenpå, da min bror endelig kommer forbi med lidt finansiel hjælp ved 14-tiden.

Jeg er faktisk slet ikke sulten, selv om det nu er 64 timer siden, jeg sidst har spist noget, der ikke stod Kims på. Jeg er bare lidt ligeglad, udmattet og rigtig glad for, at jeg har en sofa, der vender mod Premier League-kampen på fjernsynet. Jeg drikker to liter vand, mens jeg kigger på kampenmed samme interesse, som var det en serie 5-kamp på Falster. Og falder i søvn igen.

Da jeg vågner ved 20.30-tiden har min mave endelig fået sin hukommelse tilbage. Den knurrer. Og jeg har rent faktisk fået appetit, så jeg skynder mig op til Sommersted. Der er lukket om søndagen. Just my luck. Der skal noget indenbords, så jeg smutter til Rosengårdens Bodega, hvor jeg endelig efter 71 timer igen får mad indenbords. Fire parisertoast og en øl, som jeg virkelig ikke har lyst til, er et rent festmåltid, men jeg glæder mig dæleme til frokost i morgen.

ANNONCE
Hvor sundt er det at spise på Bodega?
EFTERSPIL:

Min bankrådgiver ringer om mandagen, efter jeg har sendt ham en mail om mit spærrede kort. Grinende siger han: "Nå, du har nok været på værtshus". "Ja, men det er jeg sgu da hele tiden," siger jeg. "Det kan da ikke være derfor, de har lukket mit kort?" Men det er det:

"Nets har sådan nogle computere, der analyserer dine forbrugsmønstre. Og hvis de for eksempel detekterer, at du har nogle atypiske transaktioner, går den ind og spærrer kortet," forklarer han. "Og i går var du jo rundt på fem forskellige steder, hvor du købte for et mindre beløb hvert sted," fortsætter han.

Jeg får afsluttet samtalen og åbner min netbank. Ganske rigtigt. Fem forskellige værtshuse over hele Vesterbro. Og jeg kan kun huske det første. Der er en grund til, at man skal spise, før man drikker alkohol. Måske vi skulle afskaffe rygeloven igen, så man kan få mad på alle bodegaerne?

Nå ja - og vægten er nede på 78,1.

ANNONCE
Del
Om forfatteren
M! M!

Følg på:
Facebook
Instagram

Vil du blogge hos os?

Seneste nyt