Hvorfor må man ikke kunne lide Nickelback?

Der er nogle ting, man bare ikke siger højt. At man synes, ananas på pizza er okay. At man aldrig har set Breaking Bad. Eller – og her træder du virkelig i spinaten – at man godt kan lide Nickelback.

For hvis der er én ting, internettet kan enes om, så er det, at Nickelback er noget af det mest rædselsfulde, der nogensinde er blevet presset ud gennem en guitarforstærker. Men hvorfor egentlig? Hvorfor er det blevet en hel sportsgren at hade Chad Kroeger og co.?

Velkommen til kone-rockens højborg

Nickelback har været soundtracket til samtlige amerikanske stripklubber, bikerbarer og halvsløje stadionkoncerter siden slutningen af 90’erne. De ramte en nerve i en tid, hvor post-grunge var det helt store, og hvor man stadig kunne have en rå stemme uden at være en del af en skaterbevægelse.

Men problemet med Nickelback er måske, at de ramte for bredt. De blev lyden af midaldrende mænd, der stadig tror, de er rebelske, og de kom til at repræsentere det ultimative musikalske fastfoodprodukt: Forudsigelige riffs, en rusten vokal og tekster, der lyder som en pubertetsdagbog tilsat lidt Jack Daniel’s.

Det er kone-rock. Musikken, som mænd spiller i garagen, mens konen minder dem om, at de skal huske at tage skraldet ud bagefter.

En opskrift på at blive hadet

Men hvorfor al den had? Det er ikke, fordi Nickelback laver dårligere musik end mange af deres jævnaldrende bands – Creed, Puddle of Mudd og Staind har alle gjort sig skyldige i det samme højtragende testosteron-fyldte guitartæppe. Men Nickelback blev symbolet på hele genrens manglende kant.

Haderne elsker at påpege, at bandets sange er bygget op efter en kølig, effektiv skabelon. Internettet har længe gjort grin med, hvordan man bogstaveligt talt kan lægge to Nickelback-sange oven i hinanden – Someday og How You Remind Me – og opdage, at de er praktisk talt identiske.

Og så er der selvfølgelig Chad Kroegers stemme. Den der nasal-growl, som lyder som en blanding af en træt bjørn og en mand, der har råbt lidt for meget i en bar lørdag aften.

Internettet besluttede sig for, at Nickelback skulle være dårlige

Internettet elsker et fælles had. Det skaber fællesskaber, memes og endeløse jokes. I midten af 00’erne eksploderede det med Nickelback-memes, der udråbte dem til verdens mest rædselsfulde band.

En særlig legendarisk episode var, da 54.000 mennesker underskrev en underskriftsindsamling for at forhindre Nickelback i at spille til Super Bowl Halftime Show. Et andet højdepunkt var, da politiet i Canada truede med at afspille Nickelback for alle, der blev taget i spritkørsel.

Når først internettet får smag for at hade noget, slipper det ikke igen. Og Nickelback blev symbolet på cringe, dårlig smag og musik for folk, der stadig går i bootcut-jeans.

Men… er de virkelig så slemme?

Her er den store sandhed, som ingen vil indrømme: Nickelback er ikke et dårligt band. De skriver ørehængere. De sælger plader i millionvis. De fylder stadig stadioner. Og lad os være ærlige: De har lavet soundtracket til mange lidt for sentimentale øjeblikke i baren efter et par øl for meget.

Det er let at grine ad Nickelback, men hvis du hører Rockstar eller Photograph og siger, du aldrig har nikket lidt med, så lyver du sandsynligvis.

Så måske er det på tide at indrømme det: Nickelback er ikke værre end så meget andet. De er bare ofrene for en af de største internethadsbølger i musikhistorien.

Og hvem ved – måske bliver det engang sejt at sige, man altid har været fan.