Film

Incredibles 3 på vej – Pixar hiver superfamilien ud af pensionen i 2028

Alle gode gange 3?

Det tog dem kun ti år, men nu sker det: Pixar har endelig bekræftet, at Incredibles 3 er på vej, og den rammer biograferne i 2028. Jep, det bliver et fuldt årti siden, vi sidst så Mr. Incredible kæmpe med både superskurke og vasketøjskurve – og ja, vi er klar til mere.

Parr-familien er stadig super – og stadig stresset

Filmen blev annonceret under weekendens Destination D23-event, hvor Disney og Pixar langede en stribe nyheder ud til fans, der har ventet mere tålmodigt end Frozone uden is. Peter Sohn (Elemental) står klar som instruktør, mens den oprindelige filmskaber Brad Bird vender tilbage som manusforfatter – og det er præcis den slags intern nørdinfo, der får Pixar-fans til at gnide hænder.

Ingen ved endnu, om baby Jack-Jack har fået styr på sine kræfter, eller om Dash endelig er begyndt at bruge deodorant – men ét er sikkert: der er stadig masser af kaos, komik og superhelteballade i vente.

Pixar spiller sikkert – men det virker

Med annonceringen af både Incredibles 3 og Coco 2, gør Pixar det ret tydeligt: de vender tilbage til deres tunge drenge i kataloget. Og ærligt? Det er ikke dumt. Streamingtjenesterne har allerede set et opsving i de to første Incredibles-film, og fans lader til at være mere end klar til endnu en tur i det retrofuturistiske univers.

Universet: Superkræfter, 60’er-vibe og ægteskabelige skænderier

Det, der gør The Incredibles anderledes, er ikke kun de fede gadgets og den lækre old-school stil. Det er det faktum, at du føler dig lidt set, når Helen og Bob skændes om, hvem der henter ungerne. Det er superhelte med real life problemer, pakket ind i æstetik, som kunne være planket direkte fra en Sean Connery-Bond-film.

Så spørgsmålet er ikke, om vi vil se Incredibles 3 – det er, hvor mange gange vi når at gense etteren og toeren, før den lander.