Interview med comedy-værter: - Humor hjælper når man har en slange i numsen
Komikerne Martin Høgsted og Anders Grau - der blandt andet er kendt fra P3 - er værter for årets Comedy Aid. Vi har stillet dem fem skarpe spørgsmål.
De er kendt som værterne på radioprogrammet Selskabet, som bliver sendt hver lørdag formiddag på P3. I december skal komikerparret Martin Høgsted og Anders Grau være værter for det store velgørenhedsshow Comedy Aid, hvor overskuddet i år går til børn på flugt. M! spurgte de to bramfrie og sjove mænd, om de selv bruger humoren til at slippe ud af nederen situationer.
Bruger I selv humor til at flygte fra noget?
Anders: Ja! Hele tiden.
Martin: Nu lider jeg jo for eksempel af en mavesygdom, som gør, at jeg cirka halvårligt skal ind til undersøgelse og have sådan nogle slanger op i numsen. Det kan godt være rimelig akavet. Især i starten, når man bare ligger der, og der så lige slipper lidt luft ud undervejs. Der hjælper det altså lige at fyre en joke af.
Anders: Martin er nok lidt bedre til det, end jeg er. Hvis jeg for eksempel glemmer at holde døren, så han er ved at få den i hovedet, er han meget hurtig til at påtale, at det er ved at ende i en voldshandling. Der kan det være rart, at den ikke bare hænger i luften.
Martin: Det er jeg så også god til at køre rundt i resten af dagen. Men vi joker jo alle sammen for at slippe ud af akavede situationer. Om det så er til familiesammenkomster, fødselsdage, barnedåb, konfirmationer. Faktisk nok sammenkomster generelt. Der er humoren en måde at komme ud af situationer, som ellers havde været rigtig nedtur.
Nu skal I så være værter for Comedy Aid. Hvorfor sagde I ja til det?
Anders: Fordi det er en kæmpe ære at blive spurgt. Og fordi vi begge to synes, at det er en rigtig, rigtig vigtig sag.
Martin: Helt sikkert. Det her - altså børn på flugt - er sammen med fattigdom nok det altoverskyggende problem i verden lige nu, og de to ting hænger selvfølgelig ufatteligt meget sammen. Mange andre af de gode sager, man kunne have valgt at støtte, har jo alle meget lange udsigter. Men det her er ekstremt akut, og det gør det kun ekstra vigtigt.
Det giver god mening. Gør I egentlig selv noget for velgørenhed, eller er det her bare god PR for jer?
Martin: Hmm? Altså, det er jo pissegod PR!
Anders: Haha, ja. Nej, altså, vi synes jo begge to, at sådan noget er vigtigt. Jeg ved, at Martin har lavet rigtig meget gennem årene, hvor jeg nok mere har været typen, der får et girokort engang i mellem.
Martin: Ja, nu kan man jo hurtigt komme til at fremstå pissehellig. Det er sådan set ikke meningen. Men jeg synes, det er vigtigt. Jeg har før arbejdet meget i Røde Kors, og nu gør jeg det i lidt mindre omfang - og så må jeg jo kompensere økonomisk for at få styr på resten af min dårlige samvittighed.
Hvorfor skal man grine af ting, der er triste?
Anders: Det skal man heller ikke nødvendigvis. Faktisk gør vi i showet lidt et nummer ud af ikke rigtig at lave jokes med selve emnet.
Martin: Nej - man behøver ikke at gøre grin med flygtninge - det synes jeg faktisk ikke er særligt sjovt. Men pointen er, at man gerne må grine, på trods af at der sker ting rundt omkring os, som altså ikke er særligt fede.
Anders: Faktisk må alle mennesker gerne lave noget mere sjov. Humoren kan altså bruges til at få nogle af alle de kedelige og ubehagelige ting lidt på afstand. Så der må gerne grines lidt mere.
Hvad regner I med, at der kommer ud af showet?
Martin: En masse penge og opmærksomhed! Til Red Barnet, altså. Ikke til os.
Anders: Vi håber på at samle så mange penge ind som overhovedet muligt til en god sag. Og på at sørge for, at folk har en skideskæg aften.
Comedy Aid er et årligt tilbagevendende velgørenhedsshow, hvor en lang række af landets sjoveste komikere optræder for at samle penge ind til en god sag. I år går overskuddet fra salget af billetterne til Red Barnets arbejde for at hjælpe de mere end 30 millioner børn, der lige nu er på flugt. Comedy Aid kan i år opleves i Aarhus, Vejle, København og på The Comedy Store i London.