Hvis du har gået og håbet på nyt fra din yndlingsskaldede snigmorder i jakkesæt, så kan du godt lade smilet glide lidt op i mundvigen. IO Interactive har nemlig officielt bekræftet, at Hitman 4 er på vej.
Men – og der er et men – du kommer til at vente lidt endnu.
James Bond først, Hitman bagefter
I et interview med Variety fortæller IOI’s CEO Hakan Abrak, at fokus lige nu ligger på at færdiggøre 007: First Light – det ambitiøse Bond-spil, der har release den 27. marts 2026. Og med en gigantsucces som Hitman: World of Assassination, der stadig får DLC og opdateringer, er der travlhed i det københavnske studie.
“Selvfølgelig kommer der mere Hitman,” siger Abrak. “Men lige nu skal vi igennem det her år og næste, og først efter vi har lanceret co-op i World of Assassination, begynder vi at tale om den næste Hitman.”
Agent 47 i co-op? Ja tak!
En co-op funktion i Hitman-universet lyder måske som en kontroversiel udvidelse, men ifølge IOI er det netop dén slags nye mekanikker, der kan åbne helt nye veje i serien. Forestil dig to agenter, der koordinerer perfekte hits midt i en gala, eller kaos, der opstår, når man ikke gør det.
Det lyder som både en velsignelse og en potentiel katastrofe. Med andre ord: underholdning.
85 millioner spillere og stadig i live
Hitman-franchisen er ikke bare en kultklassiker – den er en af de største danske spilsucceser nogensinde. Over 25 millioner solgte spil, 85 millioner spillere og stadig over en million aktive spillere hver måned. Det er tal, der giver IOI masser af grund til at vende tilbage til Agent 47 – og gøre det ordentligt.
Samtidig arbejder studiet på en ny fantasy-titel med arbejdstitlen Project Fantasy – en online multiplayer-verden, som ifølge Abrak er noget “helt andet end en pistol og et jakkesæt.”
Eminem som mål i Hitman?
Indtil Hitman 4 rammer, kan du dog stadig få din snigmyrde-fix. I det seneste Elusive Target-event i World of Assassination er målet ingen ringere end Slim Shady himself. Ja, den Eminem. Agent 47 skal hjælpe Marshall Mathers med at tage sit farligere alter ego af dage – og det er gratis at spille på alle platforme lige nu.
Læs også: