Magasinet M!

Island of Mors: gyldne dråber fra Brænderiet Limfjorden

Whisky-rundtur i det danske land!

Sidste år lancerede vi vores artikelserie, som kiggede nærmere på, hvilke slags whisky man kunne finde hjemme i det danske hjemland efter et par inspirerende og interesseskabende ture til Skotland og Irland. Vi har kigget nærmere på Ærø WhiskyFary Lochan og Thy Whisky.

Denne gang faldt vi over en interessant whisky, som produceres på Mors - nærmere bestemt Sillerslev. Foruden deres famøse ‘Cold Hawaii’-rom, som finder man deres first edition single malt-whisky, Island of Mors. Vi var så heldige lige at nå at få fingrene i folkene bag og desuden en af de eksklusive flasker, da firmaet er på trapperne til at skifte lokation og navn.

Island of Mors er en whisky, som er produceret på økologisk malt, destilleret på pot-stills og fadlagret på gl. Olorosso-sherryfade. Whisky-typen er ikke røget og sætter derfor sin lid til at udvinde smagene udelukkende fra sherryfadene.

Island of Mors er så småt klar til at rykke rødderne op og bevæge sig væk fra Mors-området for at prøve kræfter med lokalområdet i Sundsøre Havn. De næste whiskyer i rækken, som endda også får et navneskifte, er allerede klar til at komme på flasker, og det er kun et spørgsmål om tid, før de gyldne dråber rammer markedet igen.

Her vil produktionen fokuserer på at genindføre den røgede smag ved at få Refsvindinge-bryggeriets malt ind til eksperimenterne.

Island of Mors: gyldne dråber fra Brænderiet Limfjorden

“Grunden til at vi startede et destilleri, er en gammel drøm, der fik tid til at udvikle sig i lyset af finanskrisen.

Jeg har et arkitektfirma, hvor der under finanskrisen blev stoppet alt byggevirksomhed, så tiden skulle bruges på noget andet.” Fortæller medejer og grundlægger Ole Mark, som understreger, at passionen for forædling af alkohol får lov til at blomstre videre i Sundsøre Havn.

“Arbejdet med at destillere begyndte i 1979 i Aarhus under studietiden. Som færdiguddannet har der været mange arbejdsrejser til udlandet. Bl.a. Skotland, Tyskland og Caribien, hvor jeg fulgte op på den gamle hobby. Det har resulteret i et eksperimentarium, hvor vi producerer mange forskellige alkoholtyper bl.a. whisky, rom, brandy, calvados, gin, snaps og likør. Området vi er flyttet til rummer flere spændende producenter af lokale og økologiske fødevarer.”

Eksperimenterne med den nye whisky vil fokusere på at udvikle røgsmagen i etaper - Den næste, der frigives, er med 30% røgmalt. Næste igen er på 60% røgmalt. Næste på 100% røgmalt, og derefter tilbage til starten igen med en uden røg igen.

Deres single malt lavet på økologisk bygmalt blev destilleret i 2013 og sendt på markedet i et begrænset omfang på blot 462 flasker - whiskyen har en alkoholstyrke på 46 %. Vi har smagt lidt på de gyldne dråber, og whiskyen er en meget interessant størrelse - ved første duft kan den virke en smule sprittet og nærmest lidt tequila-agtig i sin aroma, hvilket er et anderledes og interessant førstehåndsindtryk.

Dykker man derimod lidt mere ned i smagen, opdager man, at whiskyen er overraskende blid i sin indledende smagsnuancer med ret intense sødlige toner fra sherry-tønderne. Smagen er overraskende blød og afrundet med en lille sprittet eftersmag, som varmer kroppen godt igennem. Den har tunge noter af karamel, som næsten tendenserer til de mere dybe marcipan-noter. Røgen har jeg altid godt kunne lide i min single malt, men dens manglende tilstedeværelse i denne flaske giver derimod frirum til at kunne dykke ned i nogle lidt mere blide nuancer, som måske ville være skjult af røgmængden - balancerende noter af appelsin og vanilje springer frem og gør whiskyen afrundet og føjelig.

Alt i alt en rigtig spændende og velsmagende whisky, som bringer nogle ellers ofte subtile smagsnuancer frem i billedet og gør whiskyen til en fløjsblød smagsoplevelse med en velplaceret krydret eftersmag!

Vi ser frem til at følge med i udviklingen fra destilleriets nye lokation!

Hjemmeside

Pris pr. flaske: 1.195 kroner

Del

Seneste nyt