Isterningemand ville afkøle troperne
Alle grinede, da Frederic Tudor i 1805 begyndte at sejle is fra Bostons søer til syden. Trods hånlatteren, tonsvis af smeltet is og flere konkurser nægtede han at give op - om ikke andet ville han selv skabe behovet for is!
Frosttåger stod ud ad deres munde, mens faklerne sendte flakkende skygger ud over den frosne sø. De kunne ikke tillade sig at stoppe. Et pludselig tøvejr kunne ødelægge isen, og det ville koste en formue.Mændene delte isen op i blokke. Nogle skulle til New Orleans og Charleston, andre til endnu fjernere havne som Havanna, Calcutta og Singapore.
Inde på bredden stod en lavstammet mand indhyllet i tyk pelsfrakke. Fra en dyb lomme trak han en notesbog. Med sirlig håndskrift begyndte han at skrive: "Frosten dækker vinduerne, hjulene knirker, drengene løber, vinteren hersker, og is til en værdi af 50.000 dollars flyder foran mig på Fresh Pond-søen".
Mandens navn var Frederic Tudor, og den kæmpestore, isdækkede sø foran ham var hans rige. Mange år forinden - i 1805 - havde alle grinet af ham, da han foreslog at fragte is til det varme syden og sælge den. Det var dengang. Ingen grinede længere ad Frederic Tudor, som nu havde fået tilnavnet "Iskongen".Barn af den amerikanske frihedskrig
Kanontordenen fra den amerikanske uafhængighedskrig var knap forstummet, da Frederic Tudor blev født ind i en velhavende advokatfamilie i 1783.Drengen var lige så rastløs og fuld af ideer som den unge nation. Som 13-årig blev han sendt på latinskole i Boston.
Men han opdagede hurtigt, at bøger og teorier ikke var noget for ham. Han længtes efter det virkelige liv uden for skolens mure. Forældrene lod Tudor få sin vilje. Han begyndte som lærling i en butik. Det var ikke nok til at tilfredsstille drengens rastløse og kreative sind. Han forsøgte sig derefter som opfinder og udviklede en lænsepumpe, som skulle gøre skibe synkefri. Opfindelsen blev ingen succes.
Da Tudor var 17 år, blev broren William sendt til Cuba på kurophold. Den eventyrlystne Tudor tog med. Om foråret var Cuba et caribisk paradis, med tropiske frugter, hvide sandstrande og svalende bølger. Men så kom sommeren med kvælende hede, myg og malaria. På vejen hjem tilbragte Tudor flere uger i Charleston i South Carolina. Her var om muligt endnu varmere og trykkende."Heden fik tungen til at hænge ud af munden", skrev han i sin dagbog.
Selv de lokale drinks var lunkne, og han længtes hjem til Massachusetts med de kolde, friske vintre og søer fulde af klar, kølende is... En idé begyndte at danne sig i hans hoved.
Læs også: Rige købmænd tog magten over London
Sathish Kumar
Ingen tør leje skibe ud til ismanden
Hjemme i Boston købte Tudor en stor notesbog. På forsiden tegnede han et ishus af den slags, han havde set de lokale lagre isblokke i nær familiens feriehus.På første blad skrev han: "Den, som giver op ved den første modgang uden at slå det næste slag, vil aldrig opnå succes, vil aldrig blive en helt i kærlighed, krig eller forretninger".
De ord skulle blive hans ledetråd livet igennem. Nogle dage efter noterede han sin store plan: "Boston 1. aug. 1805. William og jeg har på denne dag besluttet at samle alle vore værdier og sætte gang i vores projekt - at fragte is til Vestindien den kommende vinter".Det var på den caribiske ø Martinique, Tudor ville føre sin plan ud i livet. Han sendte broren i forvejen for at indgå aftaler med de lokale. I mellemtiden forberedte Tudor sig ved at læse alt om, hvordan is blev skåret op, opbevaret og transporteret. Derefter høstede han flere tons is fra en sø nær hjemmet.
Han forsøgte efterfølgende at leje et skib, men rederne mente, han måtte være forrykt. Ingen ville udleje til en last, som ville smelte få døgn efter afrejsen. De frygtede, at smeltevandet ville ødelægge både skrog og resten af lasten.Tudor brugte derfor 4.000 dollars på at købe briggen Favourite. Få dage efter afrejsen skrev avisen Boston Gazette: "Ikke en spøg. Et fartøj er blevet anmeldt ved toldhuset med en last is beregnet på Martinique. Lad os håbe, at projektet ikke skvatter på isen!"
Forretningen begynder i Caribien
Tudor ankom til Martinique med islasten i foråret 1806. Rejsen havde taget tre uger, og en stor del af isen var smeltet undervejs. Tudor lod sig dog ikke slå ud og begyndte straks at uddele flyveblade med reklame for den is, som havde overlevet turen mod syd."I dag den 7. marts og de følgende tre dage vil vi sælge et parti IS, bragt til denne havn i god behold fra Boston. NB. Det er nødvendigt at medbringe et stykke stof for at pakke isen ind. På den måde bevares den længere tid".
Brødrenes håb var, at Martiniques befolkning ville komme valfartende i stort tal for at få fat i is til at køle deres mad- og ikke mindst drikkevarer. Kun få lokale dukkede imidlertid op, og af dem anede flertallet ikke, hvordan de skulle håndtere den smeltende is:"Befolkningen bruger de latterligste metoder til at opbevare isen. Nogle bærer den gennem gaden i middagssolen, andre lægger den på et fad foran døren og beklager sig, når den smelter. Andre igen lægger isen i en spand med vand eller endda i salt!" skrev Tudor ær-gerligt til sin svoger.
Han var imidlertid sikker på, at hans is nok skulle blive populær. Det gjaldt bare om at overbevise de potentielle kunder. Og tænke langsigtet.Tudor forsynede derfor øens mest populære barer med gratis is, så de kunne sælge kolde drinks. Når kunderne først var blevet vænnet til afkølede drinks, ville de aldrig mere godtage lunkne drikkevarer, håbede han.
Projektet på Martinique kostede Tudor 4.500 dollars. Alligevel var han overbevist om, at verden nok skulle komme til at elske hans is.
Læs også: Tower Bridge reddede London
Polfoto/Corbis
Tudor bliver forretningsmand
I 1807 sejlede Frederic Tudor på ny mod Caribien med en forsendelse is. Denne gang var målet Cuba, hvor ideen om ishandel var blevet født.Begyndelsen lovede ikke godt. Under et møde med guvernøren nægtede tolken først at oversætte amerikanerens talestrøm. Han syntes, forslaget var for absurd til at plage guvernøren med! Til sidst fik Tudor dog sin aftale - seks års monopol på al ishandel på Cuba.
Monopolet fik Tudor til at investere i opførelsen af en række ishuse, hvor han kunne lagre isen efter losning. Det krævede store lån, men han havde hele tiden regnet med, at de første år ville koste ham store tab. Ikke alle var dog lige så tålmodige. Og i 1812 gik en af hans kreditorer til domstolen."I mandags blev jeg arresteret og spærret inde i Bostons fængsel på grund af gæld. Det var sikkert uundgåeligt, men jeg havde håbet at slippe, da mine forretninger efter syv års indædt kamp omsider ser lovende ud", skrev han.
Med hjælp fra venner fik han rejst nok penge til at betale kreditoren og slippe ud af fængslet. Modgangen havde ikke knækket ham, og nu satte han sig for at erobre byerne i USA's sydstater.I 1817 åbnede han et ishus i Charleston og året efter i Savannah. Han brugte de samme metoder som på Martinique. En aggressiv markedsføring og gode introduktionstilbud. I flyvebladene skrev han, at den bedste måde at transportere isen var at pakke den ind i et tæppe: "Disse kan købes i passende størrelse i ishuset til 1 dollar stykket".
Frederic Tudor var blevet forretningsmand med stort F.Inderne jubler over Bostons is
I 1819 ejede Tudor en lang række ishuse i USA, på Cuba og Martinique, og issalget gik strygende. Han skrev til en ven, at han alene i årets første måneder havde solgt is for 30.000 dollars og regnede med at sælge for 8.000 mere.Få måneder senere måtte han imidlertid konstatere, at hele hans kapital var væk på grund af høje vintertemperaturer og generel lavkonjunktur: "Jeg ejer ikke så meget som en enkelt dollar. Det er slut!" skrev han deprimeret.
Det tog ham tre år at komme ovenpå igen, så han igen kunne udvide sit is-imperium - denne gang til destinationer mange tusinde kilometer væk. I årevis havde han drømt om at fragte is til Indien. Han var overbevist om, at de britiske kolonister tørstede efter is til at holde drinks og agurkesandwich kolde.I 1833 blev 200 tons is lastet på skibet Tuscany i Bostons havn. Målet var Calcutta i Indien. Rejsen tog fem måneder, og skibet krydsede ækvator to gange. Alligevel nåede det frem med omkring 100 tons is i behold.
Isen fra Boston blev en sensation, og ikke kun blandt de britiske kolonister,.Også de indfødte kom valfartende. "Hvis der findes en ægte luksus her, så er det denne", skrev en samtidig indisk historiker begejstret.
For enkelte blev oplevelsen nærmest et chok: "En inder var modig nok til at røre isen, men troede, han brændte sig, surrede hånden ind i kjortlen og stormede væk, tæt fulgt af ængstelige tilskuere", berettede Tudors kaptajn efter en af de følgende rejser.
Isen var så populær, at Calcuttas indbyggere samlede penge ind til at opføre et lager til isen.
"Tanken om at have den reneste is tilgængelig hele året er uimodståelig", skrev en inder.
Læs også: Sådan fungerede den flyvende fæstning
Polfoto/Corbi
Alle bruger is
Handlen med Indien gjorde det muligt for Tudor at betale alle sine kreditorer. Nu begyndte flere og flere forretningsmænd i Boston imidlertid at indse, at ishandel ikke var galskab, men en indbringende forretning.I 1855 var 12 selskaber involveret i ishandlen omkring Boston. Samtidig blev det almindeligt at have isbokse i de private hjem. Her kunne en enkelt isblok holde mad og drikke koldt i mange dage.
Trods konkurrencen var Frederic Tudor tilfreds. Hans vision om at sælge is til Jordens varme regioner var blevet virkelighed. Han døde som en velhavende mand i 1864, 80 år gammel.
Efter Tudors død fortsatte ishandlen for fuld kraft. Alene i 1879-80 købte amerikanerne over 5 mio. tons is. Først da køleskabet begyndte at blive masseproduceret i 1920'erne, sluttede eventyret.Det sidste ishus i Massachusetts lukkede 1942. I dag kan turister dog fortsat se fortidens ishuse stå forladte rundt om i Indiens havnebyer - som minde om iskongen Frederic Tudor, der nægtede at give op.
