Film

Jacob Elordi tilbage på serieformat i første trailer til ‘The Narrow Road to the Deep North’

Euphoria-stjernen er tilbage i serieuniverset.

Jacob Elordi tilbage på serieformat i første trailer til ‘The Narrow Road to the Deep North’
Foto: Prime Video
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 20. marts 2025

acob Elordi er ikke ligefrem nogen ny spiller i serie-verdenen. Efter at have cementeret sit navn med rollen som Nate Jacobs i HBO’s ungdomshit Euphoria, har han siden været travlt optaget af at indtage biograferne i bl.a. Priscilla og Saltburn. Men nu vender han altså tilbage til serieland – og det ser både mørkt og storladent ud.

Elordi spiller hovedrollen i den kommende Amazon Prime-miniserie The Narrow Road to the Deep North, der er baseret på Richard Flanagans Booker Prize-vindende roman af samme navn. Og hvis den første trailer er noget at dømme ud fra, kan vi godt forberede os på både krigsdrama, forbudte affærer og psykologisk intensitet.

Krig, kærlighed og traumer

Serien foregår under Anden Verdenskrig og følger den unge, idealistiske læge Dorrigo Evans (Elordi), der melder sig til hæren for at kæmpe mod aksemagterne. Det bringer ham til Sydøstasien, hvor han og hans regiment tages til fange og sendes i japanske arbejdslejre for at bygge den berygtede Thailand-Burma-jernbane – bedre kendt som Dødens jernbane. Hvis du får flashbacks til The Bridge on the River Kwai, er du ikke helt galt på den – det er samme historiske baggrund.

Serien hopper i tid mellem krigens rædsler og Evans’ senere liv, hvor den ældre version spilles af den altid solide Ciarán Hinds (Belfast, Game of Thrones). Men det er ikke kun fortidens fysiske overlevelse, der hjemsøger ham. En central del af fortællingen er også hans intense, men komplicerede kærlighedsaffære med sin onkels kone, spillet af Odessa Young.

Berlinalen-premiere og stærke kræfter bag kameraet

De første to episoder fik premiere på årets Berlin Film Festival, hvor serien høstede pæne anmeldelser for både sin visuelle stil og de stærke præstationer. Bag kameraet står instruktør Justin Kurzel – australieren, som bl.a. står bag den barske Macbeth-film med Michael Fassbender samt thrilleren The Order, der udkom tidligere på året.

Der er med andre ord lagt op til en brutal og emotionelt ladet oplevelse med The Narrow Road to the Deep North, hvor Elordi for alvor får mulighed for at vise, at han er mere end bare endnu et smukt ansigt fra teen-dramaland.

Udkommer snart

Miniserien lander på Prime Video i Australien og USA den 18. april – og med lidt held slipper den samtidig løs på den danske tjeneste. Indtil da kan du få en forsmag på dramaet i den nye trailer.

Samuel L. Jackson afslører $12 milliarder-dollars-rådet fra Bruce Willis

Læs også: Samuel L. Jackson afslører $12 milliarder-dollars-rådet fra Bruce Willis

Ny dokumentar afslører den “hjerteskærende” afslutning på Stan Lees liv – se første trailer

Læs også: Ny dokumentar afslører den “hjerteskærende” afslutning på Stan Lees liv – se første trailer