Jean-Claude Van Damme var helt væk på coke under optagelserne til Street Fighter
90'er-klassikeren med en lettere påvirket actionhelt!
Street Fighter fra 1994 var en af de film, som fik konceptet 'fra spil til det store lærred' til at blive en evig skuffelse, bortset fra at den på mange punkter var så dårlig, at den faktisk blev god. Jean-Claude Van Damme var genial som den klassiske actionhelt med lidt tendenser til at skeje ud i scenerne.
Hvis man lytter til instruktøren Steven De Souza fortælle om optagelserne, så er det egentlig et mirakel, at filmen overhovedet blev færdig.
De Souza fortæller nemlig, at Van Damme aka. Muscles from Brussels var helt væk på coke under alle optagelserne til filmen.
Det fortalte han i et interview med The Guardian:
"Jeg kunne ikke fortælle om det dengang, men det kan jeg nu. Van Damme var helt væk på coke. Studieselskabet havde hyret en 'passer' til filmens stjerne, men passeren var desværre en dårlig indflydelse på ham."
Hvorefter han fortsætter:
"Van Damme meldte sig ofte syg, så jeg blev hele tiden nødt til at finde andre scener i manuskriptet - uden ham - som vi kunne skyde på hans 'sygedage'."
Det hjalp heller ikke ligefrem på filmens produktion, at den blev optaget i Thailand i det øjeblik, hvor landet var ved at hele efter et politisk kaos kaldet "Black May", hvor 52 mennesker blev dræbt under en militærprotest i 1992. Der var et kup under opsejling og landet var ved at koge over.
Desuden brugte de det meste af budgettet på at få Van Damme og Raul Julia med på rollelisten - hvoraf Julia pludselig fik mavekræft og ikke kunne passe sit kostume eller kæmpe mod Van Damme. Street Fighter blev hans sidste film, før hans død.
Filmen blev, som forventet efter disse hændelser, en fiasko hos anmelderne.
Alligevel - hvis man tænker på, hvor svært det har været at få filmen i hus, så burde de sgu næsten få en Oscar for deres indsats!