Joey fra Friends' pick up lines: Brug dem i virkeligheden
Kan 'how you doin' fungere i virkeligheden?
Det er svært at sige Friends uden at sige How you doin. Joeys ikoniske pick up line, der bare virker. Hver gang. Han er seriens scoretrold, og han gør det godt. Sommetider også så godt, at man stiller sig selv spørgsmålet, om det overhovedet ville virke i virkeligheden? Og, let's face it, det ville det sikkert ikke. Det er tydeligvis lettere at score i et fiktivt univers, men alligevel er der visse af Joeys tricks, man meget vel kan tage med sig ud i den virkelig verden.
Lån en baby
I et afsnit låner Chandler og Joey Ross' baby til at score damer med. Pointen er vel højst sandsynligt at udstråle far-potentiale. Og ja, det er ret kliché, og for mange vil det sikkert ikke virke helt efter hensigten. Men elementer af det gør: Lån en hund! Eller endnu bedre: Køb en hund! De fleste piger falder for en hund hurtigere, end du kan nå at sige How you doin, og hvis hun selv bor i en et-værelses, hvor en hund er mindre velkommen end ananas på din pizza, så er den helt sikkert hjemme.
Det europæiske eventyr
Denne historie er så god, at Joey advarer Ross: "You're going to want to have sex with me when you hear it." Det lyder lovende, og i Friends virker den også efter hensigten - både når Joey bruger den, og når Rachel senere bruger den på Ross. Umiddelbart vil jeg sige, at historien selvfølgelig helst skal være ægte, men hvis du har en god historie, så brug den! Og fortæl den gerne både fængende og spændende - alle kan lide en god historie.
Doctor Drake Ramoray
Joey bruger i høj grad sin rolle som Dr. Drake Ramoray i Days of Our Lives, når han skal score, og selvom jeg godt ved, at det ikke er alle, der kan hive en rolle i en tv-serie ud af score-ærmet, så har Joey alligevel fat i noget. Du skal nok ikke få sendt en flaske vin hen til dig fra en falsk fan, men hvis du har noget, du er stolt af at have opnået, så fortæl om det - men vær gerne lidt ydmyg. Selvsikkerhed er frækt, men serveret med ydmyghed bliver det bare lige en tand bedre.
How you doin
Sidst, men absolut ikke mindst, den famøse pick up line, som vi alle kender og elsker: How you doin. Den virker hver gang, og det gør den selvfølgelig kun, fordi det er Joey (og fiktivt, men altså..) Hvis du absolut skal bevæge dig ud i pick up lines i håbet om at score, så gør det med selvironi og en form for originalitet. Og lad for guds skyld replikker som 'jeg er ingen Lars Larsen, men jeg kan få dig til at se dyner' blive hjemme.