Film

John Wick og Saw på vej som store videospil: Lionsgate går AAA

Wick, kugler og controller.

Forestil dig at skulle dodge kugler som John Wick eller overleve et brutalt psykologisk fælde-mareridt i stil med Saw – men denne gang med controlleren i hånden og headsetet på. Det bliver snart en realitet, hvis man skal tro Lionsgate, som netop har teaset, at begge deres tunge filmfranchises er på vej til at få den helt store gaming-behandling.

Under et investormøde bekræftede Adam Fogelson, formand for Lionsgates Motion Picture Group, at der arbejdes på AAA-spil med både John Wick og Saw i front. Detaljerne er stadig hemmelige – vi ved hverken hvem der udvikler spillene, hvordan gameplayet bliver, eller hvilke karakterer der vender tilbage – men signalet er klart: Der satses stort.

Wick, kugler og controller

Det er ikke første gang, vi har set John Wick trække i det digitale jakkesæt. I 2017 fik vi VR-spillet John Wick Chronicles, og to år senere udkom det taktiske og lidt anderledes John Wick Hex, som blandede strategi med action på en stiliseret måde. Men der har aldrig været tale om et rendyrket, bombastisk AAA-actionspil i stil med Uncharted eller Call of Duty – og det lader til, at det er præcis den vej, Lionsgate vil gå nu.

Forestil dig slowmotion headshots, improviserede våben og en spilmekanik, hvor hvert skud tæller. Det her kunne blive noget nær det perfekte “guns-blazing ballet”-spil for dem, der elsker filmene og savner noget lignende i spilverdenen.

Spil Jigsaws spil – denne gang for real

På den mere makabre side af spektret finder vi Saw-franchisen, som også har en vis historik i gamingsfæren. Der udkom faktisk to Saw-spil tilbage i 2009 og 2010 – mørke, puzzle-baserede overlevelsesspil, der legede med dine nerver. I 2021 blev et tredje spil annonceret, men vi har endnu ikke set skyggen af det.

Nu hvor Lionsgate åbent taler om Saw i AAA-kontekst, kunne det tyde på, at Jigsaw får lov at gå all-in i næste generation. Mere blod, mere gys, og måske en åben verden fyldt med fælder og moralske valg? Man tør næsten ikke håbe.

En bredere spilstrategi?

Lionsgate virker ikke til at være færdige. Ifølge Fogelson er der flere spilbaserede annonceringer på vej, og det virker til, at studiet vil positionere sig stærkt på gamingfronten – noget flere filmselskaber har forsøgt sig med, men sjældent med gennemslagskraft. Med både John Wick og Saw i baghånden kan det dog sagtens blive en undtagelse.

Nu er spørgsmålet bare, om de holder kursen – og hvornår vi får lov til at se de første trailers.