Kæmpe fuck-up ved nattens Oscar-show: Her er alle vinderne
The Oscars 2017 forløb uden de store overraskelser. Lige indtil til allersidst, hvor det, der bare ikke måtte ske, skete.

Hold da kæft! Nattens Oscar-show i Dolby Theatre med Jimmy Kimmel som vært var en forudsigelig affære de første 23 statuetter igennem. Men da den største - prisen for 'Bedste Film' - skulle overrækkes, skete der det, der bare ikke måtte ske: Den forkerte vinder blev læst op.
Det var Bonnie og Clyde - Faye Dunaway og Warren Beatty - der skulle annoncere aftenens store vinder. Og Beatty kunne efter at have kigget nøje og i længere tid end normalt på kortet give det videre til Dunaway, som fortalte, at det var forhåndsfavoritten La La Land, der havde vundet.
Men efter at producerne var godt i gang med takketalen, fortalte de, at det faktisk ikke var La La Land, der havde vundet, men derimod outsideren Moonlight, som der stod på det rigtige kort.
Et ord: Awkward!
På en eller anden måde havde Beatty og Dunaway nemlig fået overrakt det forkerte kort, hvor der stod, at Emma Stone havde vundet Oscaren for 'Bedste Skuespillerinde' i La La Land. En pris, hun ganske vist havde vundet minutter tidligere.
Efterfølgende erstattede Moonlight-crewet så La La Land-folkene, men instruktør Barry Jenkins var for paf til overhovedet at kunne give en ordentlig takketale.
Tre ord: Endnu mere awkward!
Det kæmpe fuck-up må siges at være et af de mest chokerende og pinlige øjeblikke i showets 89 år lange historie.
Set med danskerøjne var der ikke meget at råbe hurra for, da Under Sandet måtte se sig slået af den iranske The Salesman i bedste ikke-engelsksprogede film, mens Aske Bangs Silent Nights blev slået af den ungarske Sing i kortfilmskategorien. Heller ikke halvt danske Viggo Mortensen vandt for bedste mandlige hovedrolle for sit vildmandsportræt i Captain Fantastic. Her var det forhåndsfavoritten Casey Affleck for filmen Manchester by the Sea, der løb med sejren.
La La Land, der på forhånd havde tangeret rekorden for flest nomineringer med 14 styk, vandt dog alligevel seks Oscars - heriblandt for bedste instruktør og som nævnt tidligere bedste kvindelige hovedrolle (Emma Stone).
Herunder kan du se alle vinderne
Bedste mandlige birolle: Mahershala Ali i Moonlight
Bedste make-up: Suicide Squad
Bedste kostume: Fantastic Beasts... and Where to Find Them
Bedste dokumentar: O.J.: Made in America
Bedst lydredigering: Arrival
Bedste lyd-mix: Hacksaw Ridge
Bedste kvindelige birolle: Viola Davis i Fences
Bedste ikke-engelsksprogede film: The Salesman
Bedste animerede kortfilm: Piper
Bedste animationsfilm: Zootopia
Bedste scenografi: La La Land
Bedste special effects: The Jungle Book
Bedste klipning: Hacksaw Ridge
Bedste kortfilmsdokumentar: The White Helmets
Bedste kortfilm: Sing
Bedste fotografering: La La Land
Bedste soundtrack: La La Land
Bedste sang: "City of Stars" fra La La Land
Bedste originale manuskript: Manchester by the Sea
Bedste adapterede manuskript: Moonlight
Bedste instruktør: Damien Chazelle for La La Land
Bedste mandlige hovedrolle: Casey Affleck for Manchester by the Sea
Bedste kvindelige hovedrolle: Emma Stone for La La Land
Bedste film: Moonlight