Magasinet M!

Kære Johnny Brian

Gæsteskribentens opsang til de unge mænd i biler...



Mange af os kan nikke genkendende til det at betjene kunder på den ene eller anden måde. Selv arbejder jeg som tankpasser på en lille lokal station i udkanten af Tønder. Dette er et fritidsjob, sideløbende med studierne og i næsten tre år har jeg betjent alverdens forskellige slags mennesker.
ANNONCE
Kære Johnny Brian
Det er en kendsgerning, at størstedelen af stationens kunder er af mandligt køn og generelt er det en mandsdomineret verden, jeg arbejder i. Men med tilstrækkelig ben i næsen og stakkevis at kække bemærkninger er det lykkedes mig at blive accepteret af det faste klientel, men selv jeg har mine grænser og mangler nogle gange at få afløb for mine indre aggressioner over forskellige kunders opførsel.

Speciel en type eller en slags mennesker kan få mine indre organer til at gå i stå, nakkehårene til at rejse sig og jeg får med ét lyst til at sparke og slå til ting. Derfor har jeg skrevet et brev, rettet mod en helt speciel gruppe mennesker. Stilmæssigt tilbageblevet i 80"erne, IQ-mæssigt på niveau med en stueplante. Lad os bruge navnet Jonny Brian, som en slags fællesbetegnelse.

Jeg generaliserer, jeg bitcher, jeg provokerer og jeg træder nogle folk over tæerne, men er DU en af dem, der i den efterfølgende debat vil piske en stemning op, kan jeg kun fortælle at det her bare er ment som hjælp. Det er for dit eget bedste.

Kære Jonny Brian.

Hvor lang tid er det vi har kendt hinanden nu. To, tre år? Eller kan man i vores tilfælde bruge ordet; "kendt"? For vi kender jo ikke hinanden. Eller det vil så sige, at du tror du kender mig, men jeg ved intet om dig. Ikke andet end hvilken bil du har, hvad du sådan vidst nok laver, udover at køre rundt i denne her bil og ja, så har jeg jo også mødt en masse af dine venner.

Men Jonny Brian, jeg er et meget tålmodig menneske, altid venlig, smilende og jeg dømmer ikke folk uden grund. Men nu er det på tide, at vi får nogle ting på det rene. Det er på tide jeg får sagt de ting jeg altid har ønsket at få sagt. FOR JEG ER SÅ FUCKING TRÆT AF DIG.

Da du første gang valgte at tanke din 84"er Opel Kadett med KN-filter, hjemmesvejset udstødning og rust på bagklappen og i skærmkanterne måtte jeg trække på smilebåndene. Du kom ind i butikken, sort Schott Jakke, mærket var vendt på hovedet, Buffalo sko, meget små og stramme lyse cowboybukser og sølvhalskæder og armbånd, der tilsammen må have vejet omkring 5 kg.

Det var også tydeligt, at du ikke havde bleget dit hår i nogen tid. Men som den søde sjæl jeg nu engang er, smilede jeg venlig tilbage, da du blinkede til mig, kaldte mig "baby" og kastede de 35,75 kr. som du havde tanket for, ned på disken. Pavestolt og sprudlende af selvtillid forlod du igen butikken og umiddelbart skulle man tro, at du havde franskbrød under armene så bredskuldret du med ét blev, men dine tynde ben i de alt for stramme bukser kunne afsløre, at det slet ikke forholdt sig sådan.

Sådan startede det hele og det er ikke svært at remse op hvad du og jeg sådan har oplevet i løbet af de sidste år og jeg er da ked af hvis jeg evt. glemmer noget eller du ikke mener at have noget med sagen at gøre, men lad mig gøre det hurtigt for at mindske de smerter du vil føle i brystet om lidt.

Jonny Brian:

Jeg er så pisse træt af, at du skal lave hjulspind ude foran min arbejdsplads. Jeg er træt af, at du ikke kan køre stille og rolig ind på parkeringspladsen eller for den sags skyld ud igen, men altid skal sparke sømmet helt i bund. Jeg brækker mig når du kalder mig baby, blinker til mig, tager fat i min arm, forsøger at ae mine hænder, når jeg giver dig penge tilbage.
ANNONCE
Kære Johnny Brian
For firsindstyvende gang, så kan du ikke købe mit telefonnummer og jeg vil ikke med dig til biltræf i Esbjerg. Jeg gider ikke med dig ned på det lokale værtshus for at drikke øl med dine kammerater og jeg vil heller ikke med dig hjem for at se en rigtig actionfilm. Okay fedt, du har en telefon med indbygget lommelygte, men behøver du lyse på mig når du kører forbi?

Ja, du behøver såmænd heller ikke dytte, eller for den sags skyld skrue helt op for dit tyske loveparade-technodrome musik fra midten af 90'erne. Det er ikke ligefrem fedt, at du råber "fisse" eller "patter" når jeg går mig en tur, jeg er faktisk lidt mere end det. Og jeg synes i hvert fald ikke, det er frækt, at du laver det symbolske slikke-sig-mellem-pege-og-lange-finger håndtegn til mig, specielt ikke, når min mor går ved siden af mig.

Men det der rent faktisk er grunden til, at jeg nu må sige stop er som følger: Du kan ikke købe et blowjob for fucking 1000 kr. Een ting er at blive kaldt luder. Det ligger jeg sgu ikke så meget i, eller det kommer jo så meget an på, hvem der ytrer sig, men en anden ting er at stå i min butik, du har 5 hjemmedrenge i ryggen, blafre med en 1000 lap og seriøst bede mig om at sutte din pik.

Undskyld mig, men jeg kender dig ikke. Jeg ved ikke, hvad du hedder, jeg ved ikke, hvor du bor, vi har aldrig ført en rigtig samtale og nu står du her og vil have mig til at putte din tissedreng i munden. Bare det, at du tror, at jeg vil sige "iiih ja naturligvis thi hi fnis" viser hvor dum og hvor ignorant du må være. Jeg har hele tiden været klar over, at den har været der, men denne gang har du virkelig blottet din stupiditet.

Men kære Jonny Brian, vi slipper jo nok aldrig for hinanden. Eller nærmere, så slipper jeg nok aldrig for dig, for lige meget hvor i Danmark, eller hvor i verden, jeg vælger at sætte mine ben, vil du altid være der. For om det er på amerikansk, spansk eller japansk, vil der altid være wannabees som dig.

Maria
ANNONCE
Del

Seneste nyt