Musik

Kaos på svenske hitlister: Dansk-produceret AI-sang ligger i toppen

Ups?

En rørende svensk popsang med en følsom vokal og et gennemført EP-koncept topper lige nu Spotifys hitliste i Sverige. Men kunstneren bag – en vis “Jacub” – eksisterer ikke. Det gør til gengæld det danske pladeselskab Stellar Music, som står bag udgivelsen, og som nu for første gang kommenterer den virale succeshistorie.

Sangen ‘Jag vet, du är inte min’ fra EP’en ‘Kärleken är bränd’ har slået både Taylor Swift og Zara Larsson af pinden i vores naboland – og det med en vokal skabt af kunstig intelligens.

Et gennembrud uden et ansigt

Jacub har ingen Instagram. Ingen optrædener. Ingen interviews. Kun musik. Det har dog ikke forhindret sangen i at gå viralt på både TikTok og i svenske medier som Aftonbladet og Expressen, hvor debatten om AI-musik er brudt ud med fornyet styrke.

Nu har Stellar Music, som blandt andet har Scarlet Pleasure og Giift i stalden, delt en officiel kommentar på LinkedIn, hvor de både hylder succesen og anerkender de etiske dilemmaer, projektet rejser.

»Vi ved ikke helt, om vi skal grine eller græde,« skriver selskabet. »Grine fordi vi er stolte af at have skabt musik, som publikum finder vedkommende. Græde fordi vi forstår de udfordringer, vores værk repræsenterer for en branche, vi har været en del af i årtier.«

AI-musik med intention

Hos Stellar afviser man ikke, at AI gør det lettere end nogensinde at spytte musik ud. Men de understreger, at det kræver mere end bare software at skabe noget, der rører folk.

»Det er nemt at generere en AI-sang, som ingen hører. Det er noget andet at lave et værk, som folk vender tilbage til,« lyder det.

De påpeger også, at Jacub-projektet har været drevet af en tydelig kunstnerisk vision – ikke blot et eksperiment for eksperimentets skyld. Sangskrivning, produktion og udtryk er skabt af rigtige mennesker med erfaring i musik, og teknologien har kun været et værktøj.

“AI music slop” og kompensation

Selskabet udtrykker samtidig bekymring over udviklingen, hvor anonyme aktører uploader tusindvis af AI-genererede tracks uden kunstnerisk formål. Det, man i visse kredse allerede kalder “AI music slop”.

»Det er afgørende, at de mennesker, der står bag musikken, bliver kompenseret, når techfirmaer og andre tjener penge på kunstnerisk arbejde,« lyder det.

Med Jacub har Stellar Music skabt en interessant hybrid: Et ægte pop-projekt med rødder i AI, men båret af menneskelig kuratering og intention. Og i modsætning til meget af den AI-musik, der hidtil er blevet afvist som gimmick, har ‘Jag vet, du är inte min’ ramt noget ægte hos lytterne.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for fremtiden.