Film

Kastanjemanden sæson 2 får undertitlen “Tælle til en, tælle til to” – holdet er klar

Klar til runde 2?

Netflix har endelig løftet sløret for næste kapitel i den danske krimisucces Kastanjemanden. Serien, der fangede seere verden over, får en ny sæson i 2026 med en helt ny sag og et forstærket hold.

Samme efterforskere, nyt mysterium

Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard vender tilbage som efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess, og denne gang får de selskab af to nye ansigter: Sofie Gråbøl og Katinka Lærke Petersen. Gråbøl, der for alvor slog igennem i Forbrydelsen, vender nu tilbage til krimiens verden i et nyt univers skabt af samme mand, Søren Sveistrup.

Den nye sæson har fået undertitlen “Tælle til en, tælle til to”, en titel der stammer fra efterfølgeren til romanen Kastanjemanden, som udkom i slutningen af 2024. Her følger vi igen Thulin, der tilfældigt havner i en sag om en forsvundet kvinde, der viser sig at være blevet stalket og truet i al hemmelighed. Sammen med Hess opdager de et mønster og et spil, hvor gerningsmanden tilsyneladende tvinger sine ofre ind i en livsfarlig gemmeleg.

Nye billeder og stemningsfulde hints

Netflix har i forbindelse med annonceringen delt det første billede af det nye hold. Og hvis man skal dømme ud fra stemningen i billedet, så ser det ud til, at vi igen skal forvente kold, nordisk noir med mørke skove, grå himmel og uhyggelige detaljer.

Fra succes til fortsættelse

‘Kastanjemanden’ landede på Netflix i 2021 og blev hurtigt en international darlig, ikke mindst på grund af sin stemningsmættede stil, intense efterforskning og overraskende plot. Serien var baseret på Sveistrups roman, og meget tyder på, at sæson 2 holder sig tæt til opfølgeren.

Der er endnu ingen præcis premieredato, men Netflix har bekræftet, at sæsonen lander i 2026.

Hvis du stadig ikke har fået set første sæson, er det måske tid til at gå i gang med at tælle kastanjer. For mørket vender snart tilbage.