Klunker og soundtracket til din ungdom: Interview med Ronnie Lennett fra 8Ball
Vi har taget en snak med frontmanden i legendariske 8Ball.
Hvis du på et tidspunkt i de seneste 10 år skulle have nydt et enkelt glas flydende humle eller to til en forfest eller i byen, så har du uden tvivl stødt på en eller flere bangere fra 8Ball.
Gruppen bestående af Jakob Hammer, David Bertelsen og Ronnie Lennett har siden 2008 beriget os med humoristiske tekster svøbt i ørehængende rytmer - vi snakker alt fra skønsang om klunker i ungpigers ansigter til vandret polka med reality-stjernen Gustav.
Vi har taget en snak med frontmanden Ronnie Lennett omkring, hvordan 8Ball blev til, og hvad historien er bag fænomenet.
Og som så mange andre guldæg gennem tiden, så dukker succes af og til op som en tilfældighed.
4 gutter, 8 klunker
“Jeg havde jagtet succes i mange år med diverse musikprojekter, og efter at have løbet med hovedet mod en mur nogle gange i forhold til pladeselskaber, der ikke mente, jeg var helt klar, (hvilket jeg heller ikke var), så opstod “klunkesangen” ved et tilfælde, og så tog vi den videre til next level for at se, hvad det kunne føre med sig.”
Det hele startede en aften hjemme hos gruppens medlem Jakob i 2008, hvor han længe havde puslet med idéen om, at de tre skulle lave en sang sammen.
David tog idéen op og begyndte at spille riffet fra Guns N’ Roses-hittet, “Don’t Cry”.
Jakob kom med idéen, David leverede musikken - nu hvilede øjnene på Ronnie, som de andre nu forventede skulle spytte passende lyrik ud til tonerne.
“Jeg har aldrig rigtig dyrket den genre, så det var nyt for mig, og jeg troede, vi brainede og at han ville have mig til at synge noget. Jeg har efterfølgende ladet mig fortælle, at jeg er musikalsk retarderet, når jeg ikke kendte “Don’t Cry”, som i manges optik er en kæmpe klassiker.”
Tonerne fyldte rummet, og midt i det kreative kaos væltede disse ord ud af munden på Ronnie:
“Når du vågner med mine klunker i dit ansigt”.
Ordene skulle lige vendes, drejes og tygges på.
Kunne de noget?
Efter et par gentagelser blev blokken fundet frem og teksten blev skrevet.
Da aftenen var omme, efter et par tekniske tilkoblinger og en solid omgang brainstorm, var “Klunker” blevet indsunget i en blid og følsom balladeform.
“Vi havde jo latterkramper hele aftenen og syntes selv, det var det sjoveste i verden.”
På det tidspunkt indspillede Ronnie i et studie inde på Bryggen, hvor de hurtigt fik sat gang i en ny produktion hos Salar Peyhani, og efter lidt tid røg den i maskinen hos Holger Lagerfeldt, som blandt andet har stået for succeser som S.O.A.P og meget andet.
Mavefornemmelsen hos dem alle begyndte at melde sig på banen, og efter latterkramperne døde ud, var der en god fornemmelse af, at de rent faktisk havde fat i noget her.
Næste skridt før det store gennembrud var jo selvfølgelig at finde et bandnavn.
Efter lang tids ubeslutsomhed, blev det besluttet, at de skulle hedde 8Ball, fordi der nærmest var noget skæbnesvangert over at spørge “The Magic 8ball” om hjælp.
“Desuden var vi 4 gutter i projektet dengang med 2 kugler hver, og sådan noget er jo bare skide sjovt, når man er i 20’erne (eller 12) - og derfor blev det navnet 8Ball.”
Endelig kom dagen, hvor de lancerede sangen.
I juli 2019 kunne de hoppe på den stigende Youtube-bølge og ride klunkehittet til succes.
“Da vi havde smækket en video sammen i juli 2009, røg den på Youtube, og vi sad klistret til skærmen i dagevis og læste kommentarer og talte views. 1000 views, 3000 views, 7000 views og så videre - den fedeste følelse i verden!”
Trods at kommentarerne ikke var lige positive hver gang, så gjorde deres Youtube-hit, at de havde deres første live-optrædener allerede indenfor de første par uger - mere præcist som opvarmning for blandt andre Joey Moe og Morten Breum til Open Air-arrangementer.
Herefter kom den famøse skillevej - single nummer to.
“Nu var udfordringen at gå i gang med single nummer to, som potentielt kunne give os status som et one-hit-wonder, hvis ikke den kunne levere.”
Der gik en historie i medierne om, at Lady Gaga var blevet fotograferet til et show med, hvad der mindede om et mandligt kønsorgan under nederdelen, og den samlede 8Ball selvfølgelig hurtigt op og udgav så næste single, ‘Lady Gokker‘.
Det var en stor, ambitiøs videoproduktion med godt og vel 100 involverede, og den gik ikke helt som ventet.
Den fik ikke samme vanvittige modtagelse som ’Klunker’, men den fik nok medvind til at holde dem kørende indtil 2010, hvor de udgav fodboldsangen, ‘Vi Ta’r Guldet Med Hjem’, som åbnede dørene for optrædener i blandt andet Go’Morgen Danmark og på Rådhuspladsen.
“Hidtil havde vi ikke haft den store opbakning fra Radio, TV eller andre medier, både på grund af det lyriske indhold, men også fordi tiden var lidt anderledes i forhold til uptempo-numre. Så det var rart at få et rygstød og blive betragtet som lidt mere mainstream.”
Showet, der gav Ronnie Lennett mest gåsehud:
Dak eller poesi?
Rent genremæssigt har 8Ball ikke altid haft helt nemt ved at placere sig selv.
“Vi kommer tit i “Dak-kassen”, men der er trods alt også noget meget melodiøst i sangene og en ret stor diversitet i produktionerne. Vi skriver for eksempel ud fra tesen om, at sangene skal fungere som en ballade, hvis den skal have en chance, så alle vores sange er skrevet som ballader over noget lækker guitar eller klaver.”
Ronnie er den klassiske type, som er blevet skolet i drengekoret, hvor han efterfølgende fandt en kæmpe passion og kærlighed for boyband-genren.
En forkærlighed for det ømme bromance-indhold fra genren, som vi desuden kan nyde godt af i eksempelvis musikvideoen til ‘Din Søster’, hvor de leger med boybandfloskler såsom stoledans og regnvejr - bare ringe udført!
Og når man har en potpourri af musikalske bangers, som fortæller ballader om klunkeleg, øm søsterkærlighed og hvordan man håndterer en kæreste med vegetariske tendenser - hvor finder man så inspirationen henne?
I en stor del af trioens karriere var 8Ball en kæmpe del af deres hverdag, hvor de satte sig ned både sammen og hver for sig og stirrede på et stykke papir i håb om, at noget fuldstændig mindblowing ville komme til dem.
Lynet med den gode idé slog ikke altid ned, så de tænkte ofte i lejlighedssange - ikke moster Ernas 50 års fødselsdag, men nærmere bestemt julesange og sange, der handler om sportsarrangementer.
“Jeg skylder stadig en stor undskyldning for at trække ‘Tour de France’ ned over hovedet på de andre. Jeg er kæmpe cykelfan, og jeg mere eller mindre tvang dem i stramt cykeltøj for at lave video til en sang, som ikke havde skyggen af hitpotentiale, men vi fik en sjov video ud af det. Så undskyld!”
Andre gange kom idéerne af sig selv - eksempelvis med sangen Gustav.
Her dukkede Gustav selv op til drengene under en bytur og sagde; ’OMG skatter, det er jo dig med Klunkerne. Du skal da også lave en sang til mig’.
Og deres seneste sang, ‘Vegetar’, som landede på markedet i 2018, var direkte afledt som en konsekvens af en følelse af, at vegetarer og veganere var og er ved at overtage verdensherredømmet.
Og i 8Ball-gemmeren ligger der også et hav af tekster, som i tidens løb ikke har haft nok kød på eller måske en skønne dag går op i en højere enhed.
Men hvordan manøvrere et band som 8Ball sig i disse dage, hvor krænkelseskulturen har indfundet sig i hverdagen og lyrikken af og til måske kunne clashe med de sarte sjæle blandt publikum?
Svaret er som forventet, at det bliver sværere og sværere.
“Vi måtte erkende for nogle år tilbage, at en forening, hvis navn vi lader forblive usagt, bad os om at komme med et dementi, hvor vi offentligt skulle undskylde for indholdet af ‘Klunker’, som hvis man dissekerer teksten, kan tolkes som en voldtægtssang. Vi takkede pænt nej til tilbuddet, da vi derved ville give afkald på alt, hvad der hedder artistisk frihed. Det er jo en satire, og man hører heller ikke Anders Matthesen gå ud og undskylde for 38 minutter af indholdet i sine stand-up shows.”
Klunkedrengene 10 år senere
Med sprudlende lyrik, vilde musikvideoer og musik, som ofte dukker op på ‘Dak-playlister, så kan man godt spekulere lidt i, hvorvidt energien og den ungdommelige gejst og dumhed stadigvæk er intakt 10 år senere.
“Vi er jo alle sammen et andet sted i livet, end vi var for 10 år siden, og vi må nok erkende, at vi ikke har samme portion “blod i pølsen” eller “ild i piben”, om man vil.”
I starten af karrieren hed det morgenfest og byture, der strakte sig over flere dage, men nu er det begrænset til nogle gange om året.
Men så får den til gengæld også én over nakken.
Målgruppen for musikken er for tiden i højeste kurs hos dem, der er 18-25 år.
“Målgruppen har været et sted mellem 8-15 år, da vi kom frem, og jeg har mødt flere, som siger, at vi decideret har været soundtracket til deres ungdom. Der kan jeg godt blive lidt benovet over. Dem på 25-40 rykker nu også stadig meget godt med”.
8Ball anno 2020 er lige pt. reduceret til Ronnie Lennett alene på livescenen.
“I efteråret 2018 nåede vi lidt til en erkendelse af, at hypen ikke var helt den samme som tidligere. En fejlcasting, hvor vi stod og spillede for 30 mennesker, hvor hovedparten var 60+, blandet med det faktum, at der bare skete rigtig meget i vores liv, hvor et vildt weekendliv ikke harmonerede super godt, gjorde, at vi fandt tiden moden til at lægge projektet lidt fra os.”
Dog var begejstringen for 8Ball og deres shows langt fra et afsluttet kapitel, da der stadig kom forespørgsler, som gjorde, at Ronnie åbnede op for liveshows igen.
Shows, som har fået Ronnie til at tro på, at 8Ball stadig har masser i godteposen til fremtiden.
“Følelsen på scenen og samspillet med publikum tænder noget i mig, som giver mig lyst til at skrive sange igen.Der findes intet som følelsen, når publikum skråler en tekst, som du har skrevet, op mod scenen, og du bare kan stoppe med at synge og række mikrofonen ud over scenekanten.”
Ronnie har også en forventning om, at gruppen samles igen en skønne dag og kigger tilbage på minderne og det projekt, de har skabt sammen.
Selvom der måske ikke kommer ny 8Ball-musik, så mærker Ronnie, at folk lader nostalgien råde, og derfor rykker en sang, som er 10 år gammel, lige så meget i dag som dengang.
“Måske når sangene er 20 år gamle, så laver vi en reunion-tour, hvor vi headliner på alle de store festivaler. Det er nok nærmere en tilbagevendende våd drøm, end det er realistiske fremtidsudsigter.”
Og vi skal nok være de første til at købe billet til den reunion-koncert!
Lad os afslutte interviewet med en af deres helt store bangere.