Der var store forventninger til Supergirl. Filmen skulle bygge videre på succesen fra James Gunns Superman og cementere det nye DC-univers som en seriøs konkurrent til Marvel.
Men virkeligheden har været alt andet end super.
Efter de første uger i biograferne har Supergirl kun indspillet omkring 110 millioner dollars på verdensplan, og det gør den til en af de største økonomiske fiaskoer blandt DC’s live action-film.
Kun ‘Catwoman’ har klaret sig dårligere
Hvis tallene holder, bliver Supergirl den dårligst sælgende DC-film siden Halle Berrys famøse Catwoman fra 2004.
Den film sluttede med en global omsætning på blot 82 millioner dollars og har i over 20 år været synonym med en af superheltegenrens største fiaskoer.
Supergirl har godt nok overhalet den bundplacering, men den kæmper stadig for at komme forbi Blue Beetle, der sluttede biografturen med cirka 130 millioner dollars.
Det er næppe den statistik, Warner Bros. havde håbet på.
Læs også:
Et flop uden undskyldninger
Flere af DC’s tidligere skuffelser havde trods alt ydre omstændigheder imod sig.
Wonder Woman 1984 og The Suicide Squad udkom midt under pandemien, hvor de samtidig blev sendt direkte på streaming, mens Birds of Prey blev ramt af nedlukninger kort efter premieren.
Supergirl har haft en helt almindelig biografpremiere uden de samme udfordringer, hvilket gør de lave billetindtægter endnu mere bekymrende.
En vigtig brik i James Gunns plan
Problemet handler ikke kun om én film.
Supergirl var nemlig udset til at blive en af de centrale figurer i James Gunns nye DC Universe, som blev skudt i gang med Superman i 2025.
Planen er, at universet over de kommende år skal vokse med både nye helte og skurke, inden de største karakterer samles i kommende storfilm.
Når en af de vigtigste byggesten allerede snubler ved billetlugerne, sender det naturligvis nogle bekymrende signaler.
Hvad er næste træk?
Næste live action-film i rækken bliver Clayface, som satser på en mørkere gyserstil og et markant lavere budget på omkring 40 millioner dollars.
Netop det kan vise sig at være en fordel. Gyserfilm har ofte vist, at de kan skabe solide overskud uden at skulle sælge billetter på niveau med de største superheltefilm.
Om det bliver filmen, der genetablerer troen på James Gunns DC-univers, må tiden vise.
Indtil videre må Warner Bros. dog konstatere, at Supergirl ser ud til at flyve direkte mod en plads på listen over DC’s største biografflops nogensinde.
Læs også: