Det er ikke hver dag, man kan smide hånden i vejret og sige: “Den dér – den findes kun én af.” Men sådan er det med 1997 Lamborghini Diablo GT2. En fuldblods banemaskine med V12-brøl og en racerstamtavle, der kun bliver mere mytisk med årene. Og nu er den til salg.
Fra museumsstykke til marked
Det her er ikke bare en Diablo med lidt ekstra kulfiber og bredere fælge. Det er den eneste fabriksbyggede GT2, Lamborghini nogensinde har lavet. Chassis #ZA9DE22A0_LA12494 blev udviklet som homologeringsmodel til GT-racing og præsenteret på Bologna Motor Show i 1998. Efter en kort optræden i den franske FFSA GT Championship under DAMS Racing, blev bilen nærmest pakket væk – og stod i næsten 20 år og samlede støv på Lamborghini-museet i Sant’Agata Bolognese.
Det er først i 2015, at den blev frigivet til den private verden, og nu kan du – hvis du har den helt tunge pengepung og et åbent køreglade hjerte – blive næste ejer via Curated i Miami.
6 liter vred prototype-V12
Under den brutale karosse, som er forstærket med kulfiber og bygget over et dedikeret racerschassis, gemmer sig en prototype af Lamborghinis 6,0-liters V12 med 4 ventiler pr. cylinder. Den yder over 630 hk og sender kræfterne ud til baghjulene via en 5-trins manuel gearkasse. Topfarten? 217 mph – eller cirka 350 km/t. Og det er uden moderne aerodynamik eller elektronik til at redde dig.
Der er intet komfortabelt over kabinen. Én sæde. Plexiglasruder med sliders. Bur. Seler. Og masser af race vibes. Det her er en bil, der blev bygget til at kæmpe mod 911 GT2’er og Viper GTS-R’er – ikke til at trille til Cars & Coffee en søndag morgen.
En bil der blev til en legende
På trods af – eller måske netop på grund af – sin ekstremt begrænsede racekarriere, har GT2’eren opnået kultstatus. Den tog en 3. plads i klassen for one-offs og custom builds ved den første Erster Lamborghini Concours d’Élégance i Schweiz i 2017. Den slags priser får man ikke, hvis man bare er en pæn gammel Lambo.
Og nu står den dér. Klar til at blive solgt. Ikke via auktion, men diskret gennem Curateds officielle kanal – med prisskiltet skjult bag ordene “price on request”. Med andre ord: Hvis du skal spørge, har du næppe råd.
Et stykke Lamborghini-DNA
Diablo GT2 er ikke bare en bil. Den er et DNA-spor fra en periode, hvor Lamborghini flirtede med hardcore motorsport, men aldrig gik all-in. Den er forløberen til Diablo GT og VT 6.0 – og den bærer stadig råheden fra den tid, hvor alt ikke var poleret og elektrisk assistanceret.