Langt fra et monster-comeback
Filmmonstret over dem alle skuffer. Eller rettere, filmen gør. Det gigantiske filmmonster er derimod filmens helt store stjerne og eneste lyspunkt.
Foto @ WarnerBros
Der er ikke noget i hele verden, jeg hellere ville end at give Godzilla seks stjerner ud af seks mulige. Jeg elsker katastrofefilm. Jeg elsker ødelæggelser af bibelske dimensioner (på film vel at mærke). Og jeg elsker gigantiske filmmonstre. Jurassic Park er min yndlingsfilm. Men jeg elsker i særdeleshed også den gode historie, glimt i øjet og interessante karakterer. Og desværre er Godzilla fuldstændigt blottet for de sidste tre - og i min optik - vigtigste elementer.
Foto @ WarnerBros
Her er ingen Will Smith, der med sin charme og karisma gjorde actionfilmen Independence Day fra 1996 til en af de mest sete katastrofefilm nogensinde. Der er absolut ingen humor eller one-liners at spore i Gareth Edwards' fortolkning af Godzilla. Jeg vil vove at påstå, at netop humor og charme ellers er alfa og omega i en film, der handler om et kæmpemæssigt monster. Blottet for humor tager filmen sig selv alt for seriøst. Og det fungerer simpelthen ikke i denne genre. Dermed ikke sagt, at der skal fyres en one-liner af hver eneste sekund. Men hvis filmen går efter at ramme en seriøs og realistisk tone, er det svært ikke at blive irriteret over klichéerne og de utallige plothuller.
Foto @ WarnerBros
Det hjælper heller ikke filmen, at skuespilpræstationerne mildt sagt er sløje tangerende til det pinagtige. Vores helt Ford Brody spillet af Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass) er fuldstændig blottet for karisma, og som publikum er man ligeglad med, om han lever eller dør. Filmens sande hovedperson er det gigantiske filmmonster Godzilla. Den måske mest badass udgave af filmmonstret nogensinde. Og scenerne hvor Godzilla raserer alt på sin vej er næsten (men også kun næsten) prisen på biografbilletten værd.
3 ud af 6 stjerner.
