LEGO og Formel 1 i samme sætning? Jep, det sker. Og det bliver langt fra en fantasibil i plastik til ungernes værelse. Nej, vi snakker et seriøst samarbejde mellem The LEGO Group og F1 ACADEMY, som kulminerer med en rigtig racerbil på gridden i 2026. En vaskeægte LEGO Racing-bil. Og ja, Esmee Kosterman bliver kvinden bag rattet.
Fra klodser til køreevner
Hvis navnet Esmee Kosterman ikke lige ringer en klokke, så er det på tide at stifte bekendtskab. Den 20-årige hollandske racerkvinde debuterede i F1 ACADEMY som Wild Card i Zandvoort sidste år og har allerede sat sig i respekt med bl.a. en sejr i Ford Fiesta Sprint Cup. I 2026 tager hun hul på sin første fulde sæson – og det sker i en bil med LEGO-logo og en livery, der blender motorsportens sprog med LEGOs legesyge farver og mønstre.
Det betyder også, at man for første gang får en officiel F1 ACADEMY LEGO Speed Champions-model. Sættet kan allerede nu forudbestilles og består af 201 dele, Esmees #32 og en minifigur i matchende køredragt. En fed lille hyldest til motorsporten – og en smart måde at give ungerne en bid af gridden derhjemme.
Læs også:
F1 ACADEMY og vejen dertil
F1 ACADEMY blev lanceret i 2023 som et nyt skridt i motorsportens udvikling. Serien er skabt specifikt for kvindelige kørere og har til formål at øge diversitet og adgang til Formel 1-systemet. Med 42% af Formel 1-fans værende kvinder og 87% af unge piger, ifølge LEGO’s egen undersøgelse, der gerne vil se flere kvinder i motorsporten, giver det god mening at udvide feltet med netop et LEGO-hold.
Og der er pondus bag beslutningen. LEGO’s samarbejde bliver en af de mest markante brandalliancer, F1 ACADEMY har landet siden opstarten. Ud over bilen og modellen vil LEGO også være synlige ved events, og allerede i weekenden under Las Vegas Grand Prix uddeles der custom LEGO Botanicals Bouquets til podieplaceringerne. Ja, selv blomsterne er bygget af klodser.
Las Vegas, speed og stil
Samarbejdet blev lanceret med manér under Las Vegas Grand Prix, og det giver mening. Formel 1 ruller i disse år ind i en ny æra af bling, popkultur og global appel, og LEGO ligner en naturlig makker i det cirkus. Ikke bare som legetøjsproducent, men som kulturikon.
Vi er spændte på at se, hvordan LEGO Racing klarer sig på banen, men én ting er sikker: Esmee Kosterman og hendes farverige F1-racer bliver svære at overse, når starten går i 2026.
Læs også: