Der findes samarbejder, man kan se komme på lang afstand. Og så findes der dem, der føles som et resultat af en meget lang brainstorm og en endnu længere frokostpause. LEGO og Crocs hører uden tvivl til i den sidste kategori. De to brands har netop annonceret et flerårigt samarbejde, og første skud på stammen er præcis så absurd, som det lyder: Crocs formet som en kæmpe LEGO-klods.
En træsko bygget af klodser
Den nye LEGO Brick Clog er i bund og grund en klassisk Crocs – bare pakket ind i en overdimensioneret, rød LEGO-klods. Indvendigt er der stadig den velkendte formstøbte komfort, men udvendigt ligner skoen noget, der burde ligge på gulvet og vente på at ødelægge dine bare fødder midt om natten.
Sålen beskrives som en slags klods-inspireret konstruktion, hvilket enten betyder ekstra greb eller ekstra risiko for at vælte på trapper. Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, men det ser i hvert fald ud som om, at Crocs har givet fuld gas på idéen i stedet for at holde igen.
Læs også:
Medfølgende minifigur – fordi selvfølgelig
Som om selve skoen ikke var nok, følger der også en LEGO-minifigur med. Den lille plastikmakker får sit eget sæt udskiftelige sko i fire farver: rød, sort, hvid og pink. Det er uklart, om figuren er tiltænkt som pynt, samlerobjekt eller bare moralsk støtte, når du går udenfor iført murstensfodtøj.
Minifiguren virker samtidig som et vink med en vognstang om, at der er flere farver og versioner på vej. For når LEGO først åbner klodskassen, lukker de den sjældent igen foreløbig.
Dyr, dum – og helt bevidst
Prisen lander på cirka 150 dollars, hvilket placerer LEGO Brick Clog solidt i kategorien ting, du ikke køber, fordi du mangler dem. Det her er en statement-sko. En sko, der siger, at du enten har humor, selvironi eller bare har opgivet at forklare dine valg til andre mennesker.
Samarbejdet stopper ikke her. Ifølge LEGO og Crocs er der planer om flere drops i løbet af 2026, herunder Jibbitz-tilbehør og produkter til både børn og voksne. Med andre ord: Det her er kun begyndelsen.
Når mode bliver leg
LEGO Brick Clog lander officielt den 16. februar, og selvom det er let at ryste på hovedet, er det også svært ikke at trække på smilebåndet. Det her er ikke high fashion, og det prøver det heller ikke at være. Det er mode som leg, internetkultur i fysisk form og endnu et bevis på, at Crocs efterhånden har gjort det umulige til en kernekompetence.
Læs også: