Motor
Louis Vuitton giver Formel 1-trofæet VIP-behandling i Las Vegas
Trofæ fra den fineste skuffe.
Det handler om fart, luksus og en god portion fransk finesse, når Louis Vuitton endnu en gang melder sig ind i motorsportens mest eksklusive selskab. Denne gang er det i anledning af Formel 1 Grand Prix i Las Vegas 2025 – hvor de ikke nøjes med at vifte med ternede flag, men også med klassisk håndværk i Monogram-canvas.
Trunk med tradition og finish line flair
Vi snakker ikke bare om en kasse til et trofæ. Louis Vuitton har håndlavet en decideret Trophy Trunk i deres historiske atelier i Asnières, Frankrig – stedet hvor Georges Vuitton i 1897 lavede sine første bildesignede rejsekufferter. Trunk’en er dækket i det ikoniske monogram, med et V, der selvfølgelig både står for Victory og Vuitton. Og som en subtil hyldest til målstregen, er den prydet med det sort-hvide Damier-mønster, der får en racerbane til at føles lidt mere couture.
Las Vegas og Formel 1 – mere end bare fart og neonlys
Grand Prix’et i Las Vegas er ikke bare endnu et løb. Det er det 22. i sæsonen, og det strækker sig over tre dages højoktan drama midt på The Strip fra den 20. til den 22. november. Las Vegas GP blev første gang kørt i 2023 og har hurtigt markeret sig som en af årets mest spektakulære begivenheder – både på banen og på tilskuerpladserne.
Samarbejdet mellem Louis Vuitton og F1 er en del af en større aftale med LVMH – hvilket betyder, at luksusgruppen ikke bare sender bagage, men også champagne (Dom Pérignon), ure (TAG Heuer) og eksklusive juveler (Tiffany & Co.) med til festen.
Louis Vuitton og motorsport – en langvarig affære
Det her er langt fra første gang, LV blander sig i den benzinlugtende verden. De har før leveret specialdesignede trunks til bl.a. FIFA World Cup, Roland-Garros og America’s Cup. Hver gang med det samme statement: Sejre skal transporteres med stil.
Så næste gang nogen hæver en pokal i Las Vegas, kan man være sikker på, at trofæet har haft en mere luksuriøs rejse end de fleste tilskuere.
Læs også: