Magasinet M!

Månedens Crush: Cecilie Vahl

25-årige Cecilie fortæller om sin tid ved 3. Marineeskadron på Bornholm, sin rejse til Nordthailand, og hvorfor det ikke kan blive vildt nok

Cecilie Vahl

Alder: 25 år

Bopæl: København

Beskæftigelse: Fotograf-studerende

Status: Single 

Instagram: cecilievahl

Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

Jeg valgte at tage Hærens Basisuddannelse ved 3. Marineeskadron på Bornholm, som er kendt for at være det hårdeste sted at aftjene sin værnepligt. Som de eneste rekrutter i det danske forsvar, bliver de værnepligtige her udannet som marineinfanterister. Det betød blandt andet, at vi hver fredag morgen havde ’Marinertræning,’ som inkluderede syretræning med løb på ´syrebakkerne´, efterfulgt af løb nede på stranden, mave- og armbøjninger i vandkanten etc. for til sidst at gå samlet ud i Østersøen med alt tøjet på.

Vi blev jævnligt udfordret med presture, hvor Marinerturen og Rexturen var de hårdeste. Efter de to ture, som lå i forlængelse af hinanden, blev vi ’døbt’ på stranden, og så kunne vi kalde os for Mariner - noget som få værnepligtige kan kalde sig i Danmark. En utrolig hård oplevelse, men en som jeg ikke ville have været foruden.

ANNONCE
Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

En af mine venner sagde engang til mig, at der findes to slags piger der søger ind i militæret. Der er dem, der søger en mand, og dem der gerne vil være en mand. Den tankegang fandt jeg utroligt provokerende. Det er jo et karrierevalg, og ikke et ønske om en kønsoperation, når en pige melder sig ind i Forsvaret. Jeg er godt klar over, at mænd og kvinder er bygget til forskellige ting, men det er altså ikke ensbetydende med, at det er fysiologisk umuligt for en kvinde at gennemføre en militæruddannelse. Derfor synes jeg også, at hver enkelt individ udelukkende skal bedømmes ud fra evner og ikke ud fra om man er mand eller kvinde.

Der var heldigvis ingen forskelsbehandling på Bornholm, og der blev stillet de samme krav til både drenge og piger. Desværre oplevede jeg en usagt forventning om, at pigerne var svagere end drengene og derfor ikke kunne klare mosten, men efter hvad jeg har set og oplevet i værnepligten, så var det langt fra tilfældet. Det gode var at vi piger, med de lave forventninger som nogle af drengene havde til os, kunne overraske dem positivt, ja måske kan man endda sige, at det ligefrem var ekstra motiverende for os. Vi følte trang til at bevise noget over for de drenge, så ja en lille tak til dem, fordi de fik os til at presse os selv til at blive endnu bedre.  

ANNONCE
Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

Jeg vil gerne skrive en bog om min tid i militæret. Hver fredag når vi blev aftrådt, skrev jeg på min private blog ”My Adventure” på Facebook til mine venner, min familie og deres venner omkring oplevelserne i ugen der var gået. Jeg beskrev oplevelserne lidt overfladisk, og derfor har jeg nu sat mig for at gå et spadestik dybere og skrive en bog. Bogen skal handle både om oplevelserne og mine tanker omkring det at have personlige udfordringer med i bagagen, som jeg blev nødt til at takle, og om den indre kamp jeg havde, som var stærkt påvirket af alt det udefrakommende både inden og under værnepligten.

Det er noget som ligger mig meget på sinde, og selv om det bliver en udfordring for mig at skrive om, tror jeg også på at det kommer til at føles befriende at få ned på papir.

"Når jeg var hjemme på weekend, kunne jeg vågne op midt om natten, skynde mig at tage tøj på fordi jeg troede, at jeg var på Bornholm og at sergenterne om et øjeblik ville komme og banke på dørene og råbe at vi skulle ud"

ANNONCE
Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

Den største udfordring på Bornholm var ikke udfordringerne i sig selv, men selve optakten til. Jeg skulle blandt andet bruge mange kræfter på at bearbejde de følelser jeg havde inden en prestur, og jeg skulle lære at acceptere, at jeg ikke vidste, hvad der ville komme til at ske. Jeg havde f.eks. svært ved at sove om natten inden REX-turen. Når jeg var hjemme på weekend i min lejlighed, kunne jeg vågne op midt om natten, skynde mig at tage tøj på fordi jeg halvt sovende troede, at jeg var på Bornholm og at sergenterne om et øjeblik ville komme og banke på dørene og råbe, at vi skulle ud på gangene.

På presturene sov jeg i starten altid med sko og tøj på og altid med et øje åbent, og jeg var konstant nervøs indtil jeg lærte at finde ro i at være uvidende omkring, hvad der kom til at ske. Det lærte jeg blandet andet takket være de mange gode råd jeg fik fra min far og to af hans bedste venner, som alle tre også har været i militæret. Et af rådene var: ”Tag ét skridt ad gangen, og fokuser på det der sker i øjeblikket - ikke bekymre dig om, hvad der vil ske om to minutter”. Det råd har jeg også prøvet at tage til mig i det civile liv, for det er utroligt befriende at tænke sådan, og det gør samtidig, at man bliver betydeligt mere nærværende.

Jeg blev medlem af Københavns Skytteforening inden jeg startede værnepligten. Jeg fandt det utroligt mediterende at skyde, fordi man fokuserer så meget på sin vejrtrækning, og det foran sig. Udover at blive bedre til at fokusere og koncentrere sig, bliver man også bedre til at finde roen i sig selv. Jeg har både skudt med riffel og pistol, men ser en større udfordring i pistolen, så det er træning med den, som jeg har valgt at fokusere på. Skydning tiltaler mig meget både fordi det er afslappende og fordi der er knald på. Jeg har aldrig fået startet på skydningen igen efter værnepligten, men min plan er at starte igen til efteråret, for jeg savner det rigtig meget.

ANNONCE
Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

På en måde, er jeg nok lidt af en drengepige. Jeg er ikke så feminin, som mine veninder og skiller mig derfor lidt ud - både i måden jeg går klædt på, og ja selv i måden jeg sidder på. Mine veninder kommenterer tit på, at jeg sidder som en “mand”, hvortil jeg blot må konstatere, at jeg altså sidder mest behageligt på den måde. Jeg prioriterer bekvemmelighed frem for alt, og af den grund er det også super sjældent, at man ser mig i et par høje hæle, selv om jeg godt ved at mange mænd finder det super sexet med lange, slanke ben. Jeg har endnu ikke fundet en begivenhed, hvor jeg synes, at det er smerten værd. Jeg kan godt se, at det ser godt ud når andre piger tager høje sko på, men jeg har affundet mig med, at mine ben har det bedst i et par behagelige sneakers.

Jeg er en gamer-girl, og det kommer ofte bag på folk, fordi jeg ikke slår dem som typen, der sidder og spiller til langt ud på natten. Jeg har altid været lidt af en spillenørd og som barn elskede jeg at spille både på gameboy, playstation og computer. Jeg har siden jeg var en lille pige blandt andet spillet Tomb Raider, og jeg er kun blevet mere inspireret af hende som person, som tiden er gået, også selv om hun er fiktiv. Jeg har ladet mig inspirere af hende, og man kan godt sige, at hun stadig er en form for rollemodel for mig.

Mit motto er: ”Udfordringer er, hvad der gør livet interessant og at overvinde dem er, hvad der gør livet meningsfuldt.” Jeg skal kunne mærke, at jeg lever og ser det som en nødvendighed for min trivsel. Jeg tror, at det at have spillet Tomb Raider ubevidst har givet mig en trang til at gå på opdagelsesrejser, at gå det ukendte i møde og at vove mig ud i noget som får selv min far til at sove uroligt om natten. Umiddelbart mener jeg ikke selv, at der er nogen grænser, så længe det har et personligt formål og ikke er oppe i højderne.

"Der var ingen hjælp at hente for jeg var helt alene. Så godt forslået kravlede jeg hele vejen op langs klippen igen, med mine 20 kg på ryggen"

ANNONCE
Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

Min far er ikke altid vild med, at jeg rejser alene. Men, jeg valgte at rejse alene til Nordthailand for et par år siden, fordi jeg følte, at det ville give mig en helt anden oplevelse end, hvis man var to. Desuden havde jeg et behov for at øve mig i at være alene uden at føle mig ensom. Jeg mener, det kunne være rigtig sundt for mange mennesker at prøve at være på egen hånd, og at kunne underholde sig selv.

Min far var dog ikke så glad for min solorejse og vandretur til Nordthailand, hvor jeg blandt andet overnattede alene i telt i nationalparkerne. Det var i regnsæsonen, så mudder var helt klart en udfordring. Et nervepirrende øjeblik var da jeg vandrede i endnu én af de mange parker med vandfald og gled ned af en stejl skrænt. Jeg endte nede i bunden ved floden, plaskvåd og dækket til af mudder og skræmmer. Der var ingen hjælp at hente for jeg var helt alene, så godt forslået kravlede jeg hele vejen op langs klippen igen med mine 20 kg på ryggen. Jeg havde heldigvis det rigtige udstyr med - mine gode stærke ben. På vejen op, hørte jeg pludselig en høj lyd over mig, og jeg stoppede op og kiggede. To meter foran mig faldt en stor klippesten ned i floden. Min far ved ikke at dette skete, medmindre at han læser det nu, og hvis det er tilfældet så, undskyld far!

ANNONCE
Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

Min far føler sig ikke altid helt tryg, når jeg begiver mig på eventyr, men det er fordi han ser de værst tænkelige ting for sig, som kan ske. Alligevel støtter han mig 100%, står ved min side og bakker mig op. For nogle år siden deltog jeg i det 10 km lange forhindringsløb ”Tough Viking”, og den sidste forhindring, som var en høj og stejl rampe/væg man skulle over, var virkelig grænseoverskridende for mig, fordi jeg har højdeskræk. Jeg nåede at gribe fat i det reb som hang højt oppe på rampen, da mine fødder begyndte at glide. Jeg blev hængende og kæmpede så længe, at mine arme blev trætte af at forsøge at hive mig selv op. Så kunne jeg høre min far skære igennem med hans høje stemme: ”Kæmpe, Cille! Kæmpe!”, og med hjælp fra en venlig herre på toppen, fandt jeg en måde at komme op på.

Det er min fars replik ’Kæmpe, Cille!’ , der lyder i mit hoved når jeg føler, at jeg ikke kan mere, og det får mig til at presse mig selv endnu mere end, jeg troede var muligt.

ANNONCE

Jeg har meldt mig til `Alene i vildmarken´ på DR1, og det kommer ikke som en overraskelse for min familie, at jeg gerne vil være med. Jeg leder hele tiden efter nye og større udfordringer, et nyt ”mål” at skyde efter. Det tiltaler mig, når jeg kan blive udfordret mentalt, og jeg har meldt mig til ´Alene i Vildmarken´ fordi jeg har brug for at bevise overfor mig selv, at jeg kan klare det, at jeg har det som kræves for at kunne overleve i naturen og for at mærke mit overlevelsesinstinkt blive vakt til live. Nu håber jeg bare, at jeg er heldig nok til at blive en af de udvalgte.

Den grove, lumre og hårde mandehumor falder mig mest naturligt. Hvis jeg er sarkastisk, ironisk eller udfordrende i min humor, så er det fordi jeg føler mig tilpas i en anden persons selskab, og har det sjovt. Den form for humor finder jeg ærlig talt mest underholdende, også for at alt ikke bliver så formelt og seriøst. Hvis man ikke har lidt humor og selvironi, kan det hurtigt blive kedeligt, og der er da ikke noget bedre end når man kan lave lidt gas med hinanden. Humor er rigtig vigtig for mig, specielt evnen til at kunne bevare den i modgang og svære situationer.

"Mænd er ikke så komplicerede"

ANNONCE
Foto: M. Laumann - Månedens Crush: Cecilie Vahl Foto: M. Laumann

Mine veninder har for nyligt sagt, at hvis man slog sarkastisk op i ordbogen, så ville der stå CECILIE med kæmpe, fed skrift. Nogle gange når jeg laver sjov med mine veninder, må jeg lige minde dem om, at jeg bare laver sjov, også selvom jeg står med et bredt smil på læberne.

Det vigtigste jeg har lært om mænd må være, at de ofte taler før de tænker, og at man derfor ikke skal tage alting så bogstaveligt. De mener det som oftest ikke på samme måde, som vi kvinder opfatter det og misforståelser opstår let. Det afgørende er i øvrigt heller ikke, hvad de siger, men hvad de gør, og det er, hvad vi kvinder burde lægge mest vægt på. Mænd er ikke så komplicerede, og i sidste ende betyder deres handlinger mere end ord. 

Det største turn-off i soveværelset må være, hvis jeg kan mærke, at han prøver at bevise noget, og at det for ham mere gælder om at vise, hvor mange stillinger han kan, end det gælder om at skabe en god connection. Og hvis han ego-tripper, så er det en deal-breaker.  

Der kan være nok så mange velproportionerede mænd i en forsamling, men det der fanger min opmærksomhed er, hvis han er smart og samtidig har god humor. Han skal være flydende i sarkasme og vores kommunikation skal indeholde gode mængder episoder, hvor vi både flirter og disser hinanden. Der skal være en god balance af overstående hvis man gerne vil slå benene væk under mig, og så vil kemien helt naturligt også følge med.

ANNONCE
Credit

Fotograf: Mikkel Laumann // FacebookMikkel Laumann Photography // Instagram_mlaumann // Hjemmesidemlaumann.com

Lokation: Amager Strandpark

Interview og koordinering: Simone Klindt

Del
Om forfatteren
M! M!

Følg på:
Facebook
Instagram

Vil du blogge hos os?

Seneste nyt