Månedens Crush: Mariah Parejas

Jeg er blevet Månedens Crush i januar. Det er rart at blive anerkendt for sit udseende, når man går så meget op i det - så jeg blev rigtig glad, da jeg fik af vide, at I havde valgt mig. Jeg er jo en meget selvkritisk dame, så efter et par udskiftninger af nogle af billederne, så er jeg egentlig ret godt tilfreds med resultatet. Og der skal meget til, før jeg er tilfreds. Jeg er fan af Mikkels (red. fotografen) magi.

Jeg stammer fra Lima, Peru, Sydamerika. Jeg blev adopteret, da jeg var to uger gammel, og har aldrig været tilbage. Jeg har rejst meget, men aldrig til Sydamerika. Det er dog min næste destination, da jeg har fundet min mor og der er et gensidigt ønske om at se hinanden. Det skete på en meget tilfældig og indviklet måde efter flere forsøg hos Sporløs, som gav mig beskeden om, at der intet håb var. Herefter flyttede en af mine gamle veninder til Peru og blev gift med en lokal, hvis moster gik i samme kloster som min mor, og på den måde fandt de frem til hende.

Nu skriver vi på Whatsapp, men hun kan kun spansk, så det bliver en google-translate spanglish something.

I forhold til uddannelse så har jeg ingen gymnasial uddannelse. Jeg har taget 10. klasse og en privat danse- og vokaluddannelse. 

Jeg er selvstændig danser. Er vikar i Twerk og Girly Hip Hop på en danseskole på Nørrebro. Jeg bliver hyret til musikvideoer, har backup-danserjobs for sangere/artister, og så har jeg mine egne dansehold på Christianshavn, som jeg starter op igen i 2020. Jeg underviser også polterabender i Twerk.

Jeg har lavet et par Brandon Beal-musikvideoer, hvor jeg har danset og koreograferet. Lukas Graham, Ice Kid, Eebz, Tim Schou, Muri & Mario, Trina, Audio District, Tv2Zulu musikvideo, KNA Connected, Kaliber, DB King, Tuborg musikvideo v. Dean Thompson, Djames Braün, Chase LA - kan ikke huske flere lige på stående fod.

Ved siden af er jeg i et event & strip-bureau, hvor jeg laver alt fra lingeriservering til shows. For at folk ikke skal få en forkert opfattelse af det, foregår det sådan, at jeg har en security med ude, som sørger for at ingen røre eller sidder med deres små telefoner. Ergo alting foregår med gensidig respekt. 

Jeg har i flere år været danser på samtlige natklubber i København fx. Zen/Arch, Dolores, Shade, Jupiter. Så det ekstra step for mig betød ikke det store. Jeg har mere tøj på til mine shows end på min IG (nok de fleste damers IG nowadays). 

Jeg er ikke fra Hellerup eller har en rig kæreste, der betaler for noget som helst. Jeg klarer mig selv, og tager mig af dem, jeg holder af. Der er ikke noget; “hun må have haft det svært” eller “det er synd”. Jeg har ben nok i næsen til at stoppe, hvis jeg ikke gad. Jeg gør det helt frivilligt, og jeg har altid arbejdet med dans, performances og skuespil. I sidste ende er vi alle hustlers. And you know it.

Så længe jeg kan stå inde for, hvad jeg gør, pakke sammen og tage hjem til min kæreste og mine katte, når jobbet er færdigt, så er det alt værd. Men jeg vil ikke råde nogle piger til det, medmindre jeg ved, de har psyken til det. Du er nødt til at være ben for at klare det - er du det, så go do your thing!

Jeg synes, at en kvinde, der udstråler selvtillid og passer godt på sin krop samt elsker sig selv, er virkelig tiltrækkende. 

Lingeri for mig er en måde at udtrykke mig på. Jeg aflæser tit andre kvinder, efter hvilket undertøj de har på. Det lyder overfladisk, og det er det måske også, men sådan har jeg det. Jeg kan skimte på 2 sekunder om undertøjet er billigt lort fra FashionNova, eller om det er fra Marlies Dekkers. Stilbevidste kvinder - det fascinerer mig, fordi vi kan få alting så hammer billigt nu til dags. 

Jeg er godt klar over, det ikke er alle, der har det sådan. Altså jeg render rundt i joggingbukser og en lille top hver dag, så det kan da godt lyde dobbeltmoralsk, men det udtrykker mig, Parejas. Du vil højst sandsynligt se mig i et par joggers og en tee, men du kan stole på, jeg har pænt lingeri på indenunder. Jeg er smurt fra top til tå i Kiehls cremer, og jeg har tænkt over mine smykker, min pedicure og manicure.

Min kærlighed til lingeri startede for alvor, da jeg tog en uddannelse på Margrethe Skolen indenfor ´Lingeri´. Åh, jeg var så langsom på min symaskine, men jeg elskede det. Jeg elsker det! Og jeg kan bruge timer og dage på at sidde og sy små perler og diverse bling bling på, rette skabeloner til, indtil det strammer lige dér, hvor det skal. Dér hvor vores hofter synes større, brystet sidder tilpas uden for meget push up og maven ser flad ud.

Jeg er ikke selv helt tilfreds med min krop og min højde, men nogle ting er bare, som de er. Jeg er glad for mit ansigt, men min krop giver jeg gerne en hjælpende hånd med noget smukt og sexet lingeri! Dét får mig til at føle, jeg har hele pakken. Man kan jo ikke have Mikkel Laumann (red. fotografen) med i hverdagen og lave live-photoshop. 

Lingeri er min hverdagsphotoshop. Nok også fordi det er lidt provokerende. Jeg finder dog tit, at de fleste folk der hater lidt i starten, bløder op og følger mig, eftersom de ser, hvor meget jeg hviler i mig selv, hvor ligeglad jeg er, og så er der jo ikke så meget at gøre end at lade være at kigge på, eller give efter og anerkende det.

Det skal siges, apropos photoshop, at jeg går meget op i, at huske at lave små videoer til min IG, så man kan se, at jeg ikke bare er photoshop. Jeg ser sådan ud.

Hvis mænd skal købe lingeri til kæresten/konen i julegave, så er det svært at give et råd til, hvad man skal gå efter. 

Det kommer helt an på, om det er Elsebeth fra Rødovre plejehjem, der vil peppes lidt op, Natasha på 20 år fra Amager eller Pippelippe fra Hellerup? Som jeg tidligere har ytret min mening om, synes jeg desværre også, der er mange, der har en tendens til at købe billigt undertøj fra diverse onlineshops. IKKE, at der er noget galt med billigt (!), men jeg synes, det er synd, at man ikke anerkender håndarbejdet og tanken bag lingeri, og derfor vælger noget kopi-agtigt, der er lavet i Chong Ping i Kina. 

Så hvis jeg skulle svare for mig selv, vil jeg ALTID elske at få ANYTHING highwaisted eller bh’er uden bøjle fra Atelier Bordelle, Marlies Dekkers, Chantelle, Aubade eller La Perla (åh, jeg er ikke meget for at dele ud af mine guldminer - men her er de). Eller en suspender - det klæder enhver kvindes krop! Dog ikke for tynd, så giver den bare en ekstra delle, ligemeget hvor stor en salatspiser du er!

En anden idé kunne være en kimono - gennemsigtig, det er så perfekt, når man dækker det hele lidt til, men stadig kan skimte lækkerierne indenunder. 

Eller hvis hun er rigtig vild, så køb et Harness. Hvis du ikke ved, hvad det er så google det. Bordelle laver nogle sindssyge nogle. Prisen er også derefter.

Jeg har nok brugt rundt regnet 30.000 kr. på lingeri det sidste lille års tid. Det er jo ikke så slemt, hvis man dividerer det med 10 er det 3.000 kr. om måneden. Altså det er selvfølgelig uden kimonos og stockings. Ja, Atelier Bordelle’s hardware er alt sammen belagt med 24 karat guld.

Grunden til, at jeg godt kan lide mine smykker over 18 karat er fordi, at farven er mere gul/kraftig, og jeg synes den passer bedre til min hudfarve. Jeg tror ikke, det ville være pænt, hvis jeg var lysere. Fx bruger jeg 18 karat på min hals, fordi der er jeg blegere, man får jo aldrig sol på halsen.

På mine hænder mixer jeg 21 karat, 22 karat og et par enkelte ringe i 18 karat. Ak ja..  Detaljer. 

Jeg tror jeg føler mig aller mest sexet i et par løse joggingbukser og en banging bh med en masse guld, iført høje hæle midt i en dansetime i LA. Dér er jeg virkelig et sted, hvor det lidt street/hiphop kombineret med luksus lingeri og sexede koreografier -sved og høj musik gør, at jeg føler mig som THE mamacita!

Ellers kan jeg godt lide at sidde og høre musik og synge, mens jeg lægger makeup i et par små trusser. Gerne gennemsigtige og højtaljede. Og en pæn BH mens jeg tager selfies. Så føler jeg mig altså også lidt sexet.

Jeg er ret vant til at være nøgen pga. mit arbejde. Lige siden min danseuddannelse, hvor vi allesammen klædte om hver anden time, fordi vores tøj var gennemblødt af sved, så vænner man sig til det. Derefter har alle de musikvideoer jeg har været med i, hvor jeg skulle dresses af andre, også gjort mig rimelig afslappet i forhold til at være afklædt. Måske startede det i virkeligheden, da jeg var dresser på Københavns Fashion Week, og vi skulle dresse alle modellerne, der stod i underbukser og boxershorts. 

Hvis jeg underviser mine dansehold, skifter jeg også til joggingbukser foran dem. Det sker der intet ved. Det er jo bare ben og baller.

Til gengæld kan jeg slet ikke håndtere at se mine forældre i underbukser. Så dør jeg. Så engang min ekskærestes mor i underbukser - mit liv blev aldrig det samme igen!

Læg mærke til, at jeg kalder det underbukser. Der er kæmpe forskel. Vi snakker Sloggi. Det kan jeg slet ikke håndtere, altså sådan dødalvorligt, jeg prøver ikke at lave sjov. Jeg vil nærmest hellere være Frank Hvam i Klovn i en måned end at se dem i underbukser igen. Nej nej nej. Og fælles sauna. Jeg ville hellere træde på en fed lort med søm i og slå hovedet ind i Trumps røvhul.

Jeg synger i et gospelkor, fordi jeg elsker soulen. Jeg elsker the spirit, den højere forbindelse jeg får, når vores energier forenes. Der er noget meget fantastisk ved at stå med 30 andre dygtige og passionerede sangere og sætte lyd på noget, vi alle er fælles om at tro på. Det giver mig ro og styrke. 

Jeg er solist i et kor. Vi synger en masse koncerter, hvor jeg får mit lille shine og bliver en bedre sanger for hver gang, der går. Det er en kæmpe kontrast til mit liv som model/ danser. 

I kirken handler det om dét, vi ikke kan se, og jeg mærker mig selv. Jeg mærker efter, hvordan jeg har det, jeg græder hvis jeg har brug for det, og jeg beder for dem, jeg elsker og for fred i verden. Jeg har altid elsket gospel. Min gudmor tog mig med til en gospelworkshop, da jeg var lille, og lige siden har jeg elsket det. Jeg tror, jeg var 10 år, og så tilmeldte jeg mig til ´Stjerne for en aften´ og fik en tredjeplads. Jeg ville bare synge og mærke, og den lille pige er jeg stadig.

Jeg bliver ikke konfronteret med min tro og mine letpåklædte billeder på Instagram. Vi er i 2020, og der er plads til alle. Også i kirken.

Ingen bliver sorteret fra, fordi de er letpåklædte. Så skulle halvdelen af verden, specielt i USA fordi der er alle troende, have det svært med at være troende, og Kim Kardashian skulle i helvede. Sådan hænger det ikke sammen, og når jeg har fortalt folk i kirken, hvad jeg laver, så accepterer OG respekterer de det.

Jeg har i hvert fald ikke oplevet nogle, der ikke gør, men der skal da nok være haters, og til dem har jeg absolut ingenting at sige. Jeg har prøvet lidt af hvert, så der skal meget til at slå mig ud af kurs. Og man skal elske sin næste.

Jeg drømmer om at designe min egen lingeri-serie. Jeg arbejder på at få nogle demoer færdig med en god ven, som har samme passion som mig, og som har et kæmpe sy-værksted, hvor vi tager ud og er kreative og laver pynt til kvindekroppen.

Helt klart et budskab, men det er ingen hemmelighed, at jeg har mange meninger, så jeg tænker, at der skal være flere linjer, som har forskellige budskaber. Ikke noget “hippie-her-er-plads-til-alle”-gøjl. Jeg vil koncentrere mig om folk med min figur. After all, så er det det eneste, jeg kan gøre mig 100 % klog på. Det skal være dyrt, fordi jeg går meget op i at finde den helt rigtige pasform og de perfekte eksklusive materialer. Jeg elsker silke og guld, og det er ikke billigt.

Min kærlighed til musik startede da jeg var 6 år. Jeg tog med min mor på arbejde, hun var musicallærer og lavede store set-ups som Mamma Mia, Cyrano og Atlantis. Jeg gik samtidig til klaver hver uge hos en lettere skrap dame, hvor jeg lærte at spille klaver. Her lærte jeg også en del om kæft, trit og retning. Det sidder stadig i mig den dag i dag.

Nu spiller jeg dog kun akkorder og becifringer. Jeg kan godt læse noder, men skal jeg spille og læse på samme tid, lyder det som en hakket CD. Jeg lærte at læse ved at høre alle sangene fra forskellige musicals, mens jeg læste i sanghæftet. Og så blev jeg ellers sat til at spille duet og synge med min mor. Den dag i dag bliver jeg stadig sat på klaverbænken juleaften, hvor jeg spiller alle traditionens sange. Gudskelov slipper jeg for at danse om træet!

Da jeg så flyttede hjemmefra som 16-årig, startede jeg i et gospelkor på Nansensgade, hvor jeg genfandt kærligheden til musikken. Efter en del år og efter min danseuddannelse blev jeg træt af at være i baggrunden som danser, og besluttede mig for at gøre noget ved min stemme.

Jeg tog derfor en et-årig uddannelse på CVI, som kickstartede mit liv som sanger. Jeg skriver på min EP, og jeg håber snart at udgive en single derfra. Min inspiration kommer fra min hverdag, mit vilde liv med sydamerikansk temperament, borderline og kæreste-kaos.

Fra druk og stoffer til at holde mig fuldstændigt fra det,og finde tilbage til kristendommen. Mit liv som kvinde og eksotisk danser i en mandsdomineret verden, min længsel efter at vide, hvor jeg stammer fra, til hvem min far er. Min drøm om at motivere kvinder til at være sexede, klare sig selv og vælge karrieren først. 

Jeg elsker mine veninder, der har børn, men for mig personligt gør det helt ondt og se på. Jeg kunne aldrig selv drømme om at få børn, før jeg har opnået enhver lille drøm, jeg har. Alt jeg har drømt om og har nu, har jeg selv arbejdet for. Ingen kan tage æren for noget, og det vil jeg gerne opfordre folk til at følge. Jeg har været igennem helvede, som jeg ikke har lyst til at dele i et M!-interview, fordi det skal forklares gennem musik.