Hvis du har haft en svaghed for sarkasme, skæve karakterer og kaos i parcelhusformat, så vil den her nyhed gøre dig glad: Malcolm er tilbage. Og ikke bare som meme eller YouTube-klip – men som en ægte genforening.
Frankie Muniz, Bryan Cranston og Jane Kaczmarek – bedre kendt som Malcolm, Hal og Lois – står foran kameraet sammen igen for første gang i næsten 20 år, og det hele dokumenteres på Disney+, hvor serien genoplives med et mini-comeback i fire afsnit.
40 år med kaos – og kærlighed
Den nye Malcolm in the Middle-serie bliver kort og komprimeret. Fire episoder, der kredser om Hal og Lois’ 40-års bryllupsdag. Det bliver selvfølgelig ikke bare sølvbryllupsballade og taler – der er garanteret både pinligheder, skrigeri og et eller andet, der bliver sat i brand.
Flere originale skuespillere er også med: Christopher Masterson (Francis) og Justin Berfield (Reese) vender tilbage. Dog ikke Erik Per Sullivan, der spillede Dewey – han har for længst trukket sig fra skuespil. Rollen er blevet recastet.
Og ja, hvis du husker teaseren fra den originale series finale: Familien har fået et sjette barn. En datter ved navn Kelly, spillet af Vaughan Murrae, der med garanti vil rykke ved Malcolms “middle child”-status.
Læs også:
Muniz i spotlightet – men det koster
Frankie Muniz, som blev en af de højest betalte barnestjerner i 00’erne, har i de senere år haft fokus på racerløb og familieliv. Han har været lidt væk fra skærmen – så da han postede på X (tidl. Twitter), at han havde det svært mentalt, ramte det mange fans.
“Hvis jeg skal være 100% ærlig… Mentalt og følelsesmæssigt er jeg nok på et nyt lavpunkt. Jeg ville bare sige det højt,” skrev han.
Det fik fans til at bakke op, og nogle foreslog, at han burde droppe serien for at prioritere sin mentale sundhed. Men i et opslag dagen efter delte Muniz et billede fra settet – smilende, flankeret af sine “forældre” fra serien, Cranston og Kaczmarek.
“Always good to have Mom and Dad around,” lød hans caption – en simpel, men stærk besked om, at han ikke står alene.
En sitcom-klassiker vender hjem
Malcolm in the Middle var aldrig bare en børneserie. Den tog hverdagskaos og forældreskab, teenagekriser og eksistentielle forstyrrelser – og serverede det som sitcom med kant. Serien formåede at være sjov, skarp og menneskelig på samme tid.
Og nu, hvor genforeningen ikke bare er officiel men i gang med optagelserne, er det tydeligt, at mange stadig har et blødt punkt for Wilkerson-klanen (selvom efternavnet teknisk set aldrig blev nævnt i selve serien).
Læs også: