Verden

Mand anholdt for at befamle påskehare i storcenter

De fleste af os forbinder påskeharen med chokoladeæg og hygge, men for en kvinde i et shoppingcenter, blev tjansen som påskehare forvandlet til en yderst mærkelig og grænseoverskridende oplevelse. En 36-årig mand er nu røget bag tremmer, efter han gik ‘amok’ på det sagesløse kostume.

Den 36-årige Shivakrishna Bera opsøgte påskeharen i South Hills Village Mall, mens hun var i gang med at posere for billeder.

Men i stedet for et smil og et high-five, begyndte han at udspørge haren om dens identitet: “Er det en dreng eller en pige?” ville han vide.

Fra spørgsmål til klamme hænder

Før assistenten eller den kostumeklædte kvinde nåede at reagere, eskalerede situationen fuldstændig.

Ifølge politirapporten begyndte Bera at røre ved harens arme og bryst, hvorefter han greb fat i kvindens bryster gennem det tykke kostume.

Som om det ikke var bizart nok, stoppede han ikke der. Han forsøgte angiveligt også at mase sine fingre ind i både næsen og munden på det store kaninhoved. Det skriver det amerikanske medie The Smoking Gun.

“Jeg troede, det var en dukke”

Politiet fandt hurtigt frem til gerningsmanden i en biograf tæt på centeret. Da han blev konfronteret med anklagerne om at have befamlet påskeharen, kom han med den måske dummeste undskyldning længe:

“Det er en dukke, ikke?” spurgte han betjentene. Da han fik at vide, at der faktisk sad et levende menneske inde i den varme plysdragt, skiftede han hurtigt forklaring til: “Ved en fejl kom min hånd til at røre hende, hvis det er en dame.”

En dyr omgang

Manden er nu sigtet for blufærdighedskrænkelse og chikane.

Han sidder i øjeblikket varetægtsfængslet med en kaution på 10.000 dollars – hvilket svarer til ca. 70.000 danske kroner. Det er en pæn sjat penge for at have forvekslet et menneske med en dukke.

Jobopslaget for rollen som påskehare lokkede ellers med en bonus på 100 dollars og beskrev jobbet som “ideelt for skuespillere og folk, der elsker karakterarbejde og publikumskontakt”.

Men vi gætter på, at den her type “publikumskontakt” ikke ligefrem stod med småt i kontrakten.