Marvels mutanter er langt om længe ved at være klar til at indtage MCU for alvor. Efter flere års spekulationer om alt fra Wolverine og Professor X til hvem der skulle overtage rollerne efter Fox-filmene, har Marvel nu præsenteret holdet til den kommende X-Men-film.
Afsløringen fandt sted under Disneys D23 Expo, og der er både velkendte Hollywood-navne og relativt nye ansigter på rollelisten.
En af de største overraskelser finder vi dog på skurkesiden. Adam Driver er nemlig kommet med ombord.
Bemærk: Artiklen indeholder spoilers for Spider-Man: Brand New Day.
Fra Fox til Marvel Cinematic Universe
X-Men har naturligvis været på det store lærred masser af gange før. Fox startede deres filmserie med X-Men i 2000, hvor Hugh Jackman, Patrick Stewart, Ian McKellen og resten af mutantflokken var med til at sparke gang i en helt ny generation af superheltefilm.
Senere fulgte både fortsættelser, prequels, Wolverine-film, Deadpool og en række mere eller mindre vellykkede mutantprojekter.
Disney købte størstedelen af 21st Century Fox i 2019, og dermed kom filmrettighederne til X-Men tilbage under samme tag som resten af Marvels helte. Siden har MCU langsomt leget med mutanter gennem forskellige karakterer og multivershistorier, men den kommende X-Men bliver første gang, Marvel Studios for alvor lancerer sit eget live-action-hold under Disney.
Filmen instrueres af Jake Schreier, der allerede har erfaring med Marvel efter Thunderbolts*.
Læs også:
Jean Grey har allerede vist sig
Det første medlem af det nye hold er faktisk allerede blevet introduceret.
Sadie Sink spiller Jean Grey og debuterede som karakteren i Spider-Man: Brand New Day. Sink er især kendt som Max Mayfield fra Stranger Things, men skal altså fremover jonglere teenageproblemerne med telepatiske og telekinetiske superkræfter.
På D23 fik hun selskab af resten af det nye mutant-hold.
Inde Navarrette, der blandt andet har været aktuel i gyserfilmen Obsession, skal spille Rogue, mens Samara Weaving fra Ready or Not overtager rollen som Emma Frost.
Kit Connor fra Heartstopper bliver Scott Summers, bedre kendt som Cyclops, mens Christopher Abbott skal spille selveste Professor Charles Xavier.
Storm bliver spillet af debutanten Maya Boyd.
Dermed vælger Marvel en interessant blanding af etablerede skuespillere og nyere talenter frem for udelukkende at fylde Xavier’s School for Gifted Youngsters med Hollywoods største navne.
Adam Driver bliver Mister Sinister
Et stort Hollywood-navn har Marvel dog gemt til skurkerollen.
Adam Driver blev på scenen introduceret som Nathaniel Milbury. Det navn siger måske ikke den gennemsnitlige biografgænger ret meget, men blandt tegneserielæsere begynder alarmklokkerne hurtigt at ringe.
Nathaniel Milbury er nemlig et alias, der forbindes med Nathaniel Essex – bedre kendt som Mister Sinister.
Dermed står Driver til at spille en af X-Mens klassiske superskurke og samtidig levere karakterens første egentlige live-action-optræden på det store lærred.
Mister Sinister har gennem tegneserierne været særdeles interesseret i genetik, mutationer og især Summers-familien, hvilket gør ham til en oplagt modstander, hvis Marvel vil bygge en historie omkring Cyclops, Jean Grey og etableringen af et nyt X-Men-hold.
Adam Driver sagde ellers nej
At Driver ender hos Marvel er i sig selv lidt af en historie.
Marvel-chef Kevin Feige har fortalt, at selskabet gennem længere tid har forsøgt at få skuespilleren med i MCU. Driver har dog gentagne gange takket nej, og ifølge Feige udviklede det sig nærmest til en tradition, at de ringede til ham, hvorefter han høfligt afviste tilbuddet.
Denne gang har Marvel tilsyneladende fundet den rigtige figur.
Driver har i forvejen rigeligt med erfaring fra enorme franchises efter rollen som Kylo Ren i Star Wars-sequeltrilogien, men Mister Sinister giver ham mulighed for at gå i en noget anden retning. Figuren er mindre klassisk superskurk og mere flamboyant, manipulerende videnskabsmand med en temmelig usund fascination af mutantgenetik.
X-Men bliver en vigtig brik i MCU
Introduktionen af et helt nyt X-Men-hold kan blive en af Marvels største ændringer i mange år.
Mutanterne har deres egen omfattende del af Marvel-universet med grupper som X-Force, New Mutants og Brotherhood of Mutants samt karakterer som Magneto, Wolverine, Mystique, Gambit og Nightcrawler. Det giver Marvel Studios et temmelig stort katalog at arbejde videre med.
Samtidig betyder placeringen i MCU, at døren står åben for møder med Spider-Man, Avengers, Fantastic Four og resten af Marvels voksende persongalleri.
Præcis hvor meget den kommende film kommer til at hænge sammen med de øvrige MCU-projekter, er endnu ikke afsløret.
X-Men får efter planen biografpremiere den 5. maj 2028.
Læs også: