Marvel-rygter: Sådan kommer Fantastic 4 ind i MCU-universet
Er vi klar til Fantastic Four?
Efter MCU lancerede Avengers: Endgame og Spider-Man: Far From Home, blev døren til fremtidige projekter og retninger lagt op til fri leg.
Vi har et par projekter i støbeskeen med velkendte ansigter - eksempelvis Black Widow, Guardians og Doctor Strange - men hvad kan vi ellers forvente?
Og efter Marvel/Disney fik købt rettighederne fra Fox - og dermed fik rettighederne over alt fra X-Men til Fantastic Four, så har fans længe spekuleret i, hvornår disse ikoniske størrelser rammer MCU.
Vi har hørt rygter om, at Doctor Doom (fra Fantastic Four-universet) bliver den store skurk i Black Panther II.
Og nu er der kommet rygter om, at vi får heltedelen af Fantastic Four at se i Captain Marvel 2.
Ifølge kilder hos WGTC, så vil Carol Danvers' fortsatte eventyr i MCU dykke ned i Quantum Realm - som spillede en essentiel rolle i Ant-Man og Endgame - hvor forskellige tidsaldre og alternative tidslinjer er åbne.
Her vil Captain Marvel ifølge rygterne støde ind i de fantastiske fire, Reed, Sue, Johnny og Ben - og ja, rygterne går på, at vi ser deres ansigter, hvilket betyder (hvis rygterne er sande), at castet til Fantastic Four som minimum er i hus til Captain Marvel 2-premieren i 2022.
Det giver god mening, da det nye Quantum Realm for alvor åbner op for mulighederne - eksempelvis at få Deadpool med i MCU.
Stay tuned!