Film

Matt Damon langer ud efter Netflix-formatet: »Folk sidder med deres telefoner«

Sviner til moderne forbrugere.

Matt Damon har ikke ligefrem tænkt sig at holde igen, når snakken falder på forskellen mellem biograffilm og streamingproduktioner. I podcasten The Joe Rogan Experience løfter han sløret for, hvordan Netflix skræddersyr deres film til et publikum med splitopmærksomhed – og hvordan det påvirker hele fortælleformen.

– Det ville ikke være forfærdeligt, hvis du gentog handlingen tre eller fire gange i dialogen, fordi folk sidder med deres telefoner, mens de ser med, lyder det ærligt fra Damon, der netop er Netflix-aktuel med actionthrilleren The RIP, lavet i samarbejde med Ben Affleck.

Set piece i første minut – eller udgang til venstre

Netflix’ tilgang til film er i stigende grad præget af en konstant kamp for seerens opmærksomhed – og det starter allerede i første scene. Ifølge Damon insisterer streaminggiganten på, at en actionfilm skal åbne med et stort set piece inden for de første fem minutter.

– Den traditionelle måde var, at man havde tre store actionscener: én i hver akt, og så brugte man budgettet på klimakset. Nu siger de: »Kan vi få en kæmpe scene i starten? Vi vil gerne have, at folk bliver hængende«.

Det er Netflix-logik i en nøddeskal – der er ikke tid til langsomme opbygninger, fordi folk ellers smutter videre til næste anbefaling.

Film til dem, der multitasker

Og mens biograferne kræver total opmærksomhed, er sofaen ifølge Damon noget andet. Derfor beder Netflix også ofte om, at man forklarer plot og motivationer flere gange – i tilfælde af, at seeren lige er smuttet på Instagram midt i en nøglescene.

– Det er en helt anden grad af opmærksomhed, forklarer han.

Selv mener han, at det ændrer måden, man skriver og spiller på. Du kan ikke længere forvente, at nuancer bliver fanget – du skal gentage og gøre pointerne krystalklare. Flere gange.

Når undtagelsen bekræfter reglen

Enkelte film bryder dog ud af det mønster. Damon nævner sidste års Netflix-hit Adolescence som et eksempel på en film, der alligevel formåede at fastholde seerne uden at gå på kompromis med sin stil.

– Den gjorde præcis det modsatte, og den blev et kæmpe hit. Det viser, at publikum stadig er derude – hvis filmen er stærk nok, siger han.

Biograferne kalder igen

Selv er Damon dog ikke færdig med den store skærm. Senere på året spiller han hovedrollen i Christopher Nolans episke sci-fi-drama The Odyssey, der er skrevet direkte til lærredet og biografsæderne.

Med andre ord: Når man ikke behøver gentage sig selv fire gange, og folk ikke kan flygte til TikTok i en ekspositionsscene, er der stadig håb for den klassiske filmoplevelse.