Meningsartikel: Er Fast & Furious-franchisen stadigvæk Fast & Furious?

Vi nærmer os premieren på den 9. (!) film i rækken af Fast & Furious-franchisen, som fik sin spæde begyndelse i starten af 00’erne - og der er endda en spin-off på markedet og endnu flere på vej.

Hver gang, vi stempler ind til nye eventyr med Dom & Co. virker det til, at de eksponentielt skal gøre det vildere, hurtigere og mere vanvittigt.

Jovist, jeg skal da være ærlig at sige, at jeg igennem alle årene har været kæmpefan af Fast & Furious hele vejen fra etteren og til til den ottende film - netop fordi man får, hvad man forventer og kan koble hjernen fra til rendyrket macho-hygge og action-extravaganza.

Men med en francise, der næsten lukkede og slukkede tilbage i 2016, men kom tilbage ny og ‘forbedret’ i 2018 - har den så stadigvæk sin originale ånd intakt?

Fra Brian-hygge til heist

Det korte og enkle svar er: Nej.

Det lidt længere svar er: både og.

Selve franchisens eventyr får sin spæde begyndelse i 2001, hvor vi bliver introduceret til politibetjenten Brian O’Conner som skal infiltrere et undergrundsmiljø af folk, som kører bilræs i gaderne - her møder han Vin Diesels Dominic Torretto, som med det samme tryllebinder ham til miljøet og sætter hans loyalitet på prøve.

Som vi alle ved, så vælger han at give et enkelt fripas til de tunge drenge på gaden som en ægte bromance, mens han vender det blinde øje til.

Toeren er mere fokuseret på at undersøge, om franchisen kan bære at bevæge sig mere over i politibetjent-universet, hvor Brian og sin nye makker Roman spillet af Tyrese Gibson. Her har vi stadigvæk krydret plottet med gaderæs, mens selve bilræsfokusset er mere dedikeret til vilde actionscener og jagt-scener gennem flotte omgivelser.

Mere fokus på krimi-delen og en film, som splitter vandene hos folket.

Og så kom Tokyo Drift - et kæmpesats, hvor man dedikerede fokusset på drift-genren i et forsøg på at vende tilbage til den tekniske bilentusiast.

I min optik det svageste led i franchisen, men stadigvæk en sjov og meget anderledes tilgang til universet med helt nye karakterer og andre lokations.

Så blev der lidt stille, da Tokyo Drift ikke ligefrem fik de store ros med på vejen.

Men så ramte vi ind i en tidsånd, hvor Hollywood valgte at få gamle kendinge tilbage til en surprise-comback - og heriblandt fandt vi Paul Walker og Vin Diesel i Fast & Furious.

De tunge drenge var tilbage, plottet udviklede sig progressivt fra den originale film og vi dykkede dybere ned i det originale univers i 09 - ikke et decideret mesterværk, men alligevel en underholdende film med rødder tilbage til den gyldne etter.

Og så kom femmeren i 2011.

Her blæser Fast & Furious-franchisen i nye horn og drøner henover skærmen med dobbelt så høj fart, dobbelt så meget action og stadigvæk masser af biler - de har forbedret sig og rammer et koncept, der kombinerer moderne action med 01’ernes bilnørderi.

Og herfra rammer vi 6’eren, 7’eren og 8’eren - og trods den vildeste og mest perfekte afsked til franchisen i 7’eren, hvor folket havde accepteret finalen og takket farvel til franchisen, så valgte de at køre videre.

Og dermed lidt af sporet.

Glemte vi ånden i svinget?

Så for at vende tilbage til spørgsmålet - er Fast & Furious stadig fast and furious? Det konkrete svar er, at vi aldrig rigtig har nærmet os den helt rette ånd fra etteren i de utallige sequels - i stedet har filmene fusioneret med et underliggende plot, som i gennem otte film har udmundet sig i et virvar af sammensluttede historier, gengangere af ikoniske karakterer og en beslutsomhed om, at det hele tiden skal blive vildere.

De lugtede blod, da vi blev ellevilde over at gense drengene i 4'eren og 5'eren - så delvist er det også vores skyld.

Vi accepterede, at de stak fuldstændigt af, fordi det var fantastisk at få muligheden for at se Dom og Co. igen og igen på nye eventyr, at vi gik med på præmissen om, at det hele bare blev vildere, så længe vi kunne se Paul og Dom bag rettet.

Fast and Furious er gået fra bilnørderi til moderne heist-fortællinger, hvor vi får fokus på sammenhold, mandehørm og familie frem for motorolie, mandehørm og gaderæs.

Nogle vil mene, at det er en opgradering - andre vil mene, at det er stukket helt af.

Og det afhænger af øjnene, der ser.

Er Fast & Furious-franchisen blevet bedre med sin makeover gennem årene? Eller har den mistet sin charme ved at udvande essensen med kavalkaden af action?

Der er ikke et konkret svar, da det netop ligger i, hvad du som seer lægger i universet.

Gamle bangere hader de nye, og yngre seere elsker de nye, da de tapper ind på en genre, som tilfredsstiller det brede publikum.

Fast & Furious har fået en anden betydning

- og det er op til dig, om du vil acceptere det.

Fast & Furious er en decideret gråzone - navnet, personerne og universet er på sin vis det samme, men de har ændret sig. 

Om ånden fra den originale film er tilstede i en acceptabel grad udelukkende via gensynet med de trofaste, originale skuespillere, er egentlig det reelle spørgsmål - for universet, handlingen og fokusset er helt og aldeles anderledes.

For mit vedkommende har jeg accepteret franchisen helt op til den syvende film, som for alvor vil blive husket som filmen, der fik alle mænd til at græde.

Derfra har franchisen nogenlunde mistet mig, da charmen er gået lidt ud af ballonen.

Kammerateriet, gaderæset, bilkærligheden og nørderiet i værkstedet er blevet udskiftet med store missioner, hemmelige agenter, overdrevne stunts og actiondrevne plots frem for karakterdrevet plots, gademiljøer og ‘vis mig hvad du kan med din bil’-essensen.

Don’t get me wrong - de er fucking underholdende og vanedannende.

Men summa summarum? Fast and Furious er ikke længere Fast & Furious i sin oprindelige forstand.

Franchisen er ekspanderet, manipuleret og skræddersyet til at opfylde actionbehovet om højere, vildere, hurtigere - mens man har glemt charmen det lavpraktiske niveau med en kold øl, olieindsmurte hænder og mandehørm i garagen.

Men hvem narrer jeg - jeg skal selvfølgelig ind og se 9’eren.

John Cena er med og de skal i rummet.

Den lader vi lige stå lidt.