Verden

Michigan-far og søn på fisketur: “Vi stødte på Bigfoot – og det var ikke en bjørn”

Bigfoot spøger stadig.

Der er fisketure, man aldrig glemmer – og så er der dem, hvor man seriøst overvejer, om man skal begynde at tro på Bigfoot. Det sidste skete angiveligt for en far og hans 12-årige søn i Michigan, hvor en rolig formiddag med buefiskeri endte i noget, der bedst kan beskrives som Skræk i sumpen.

Ifølge et vidneudsagn til Bigfoot Field Researchers Organization (BFRO), var far og søn ude omkring Plum Creek, nord for Monroe, da de stødte på noget, de ikke lige kunne forklare væk som et par hjorte.

Bigfoot på spil igen?

“Vi gik igennem sumpen, da hunden skræmte noget stort op,” fortæller faderen, som identificeres som Edward. “Træer begyndte at ryste. Vi troede først det var hjorte. Men lidt senere hørte vi et tungt bump fra et træ – og pludselig landede noget STORT på jorden og begyndte at bevæge sig mod os gennem buskene.”

“Det lignede en gorilla – men løb som et menneske”

Edward beskriver, hvordan hans hund skød afsted mod væsnet, men dyret stak lynhurtigt af op ad skrænten og forsvandt over togskinnerne. Ifølge sønnen så det ud som en kæmpe bjørn, men med tydelige, menneskelignende træk. Eller som han sagde:

“Holy shit, hvad var det der?! Det lignede en gorilla!”

De to trak sig hurtigt tilbage – og hørte stadig noget pusle bag dem, da de forlod området.

Eksperten: “Det var ikke en bjørn. Det var en Bigfoot”

Den kendte Bigfoot-efterforsker Matthew Moneymaker (ja, det hedder han) fulgte op med både far og søn. Efter samtaler konkluderede han, at det næppe var en bjørn – men “en stor, mørk pelset primat, der løb på to ben op ad skråningen. Fra ryggen lignede det en gorilla. Altså, en Bigfoot.”

Området omkring Tamarack Creek er fyldt med dådyr, og da der ikke må jages der, er det blevet lidt af en buffet for potentielle sagnvæsner. Moneymaker påpeger også, at jernbanespor løber fra sumpen til åbne markområder – en klassisk rute for Bigfoot-sightings, ifølge ham.

“Bigfoots bruger jernbanespor til at komme tættere på byer, fordi skovlommerne der ofte er jagtfri og fyldt med dyr. Det giver dem ro – og mad.”

226 registrerede Bigfoot-sightings i Michigan

Det her er ikke første gang, Michigan dukker op i Bigfoot-arkiverne. BFRO har hele 226 registrerede observationer fra staten, og sidste år påstod en anden mand, at han blev slået bevidstløs af væsnet.

Om det er fup, naturfænomen eller noget midt imellem, må du selv vurdere. Men én ting er sikkert: Hvis du skal ud at fiske ved Plum Creek, så tag en lommelygte, et kamera – og måske en ekstra hund med. Bare for en sikkerheds skyld.