Magasinet M!

Når det er okay...

...at føle sig en lille smule overlegen.

Først og fremmest: Jeg skal på ingen måde gøre mig selv til herre over, hvad intelligens er. Der findes mange forskellige typer inde for den kategori, og hvis man ikke er bogligt begavet, betyder det ikke, at man er andre mennesker underlegen. Lynchstemning frabedes.  

Af og til støder man dog ind i mennesker på sin vej, som man ikke kan lade være med at trække lidt på smilebåndet over. Du kender godt typen. Det er dem, der ofte ender som ofre i en omgang satire på DR2. Man tager sig selv i at tænke: 'Så dum kan man bare ikke være!' Men jo. Nogle mennesker kan.
 
Da jeg var 16, arbejdede jeg sammen med en pige, som ikke kunne tale dansk. Misforstå mig nu ikke, hun var født og opvokset i Danmark. Hun kunne bare ikke sproget! Som dansklærerdatter måtte jeg flere gange bide mig selv hårdt i læben for ikke at rette på hende, men nogle gange kunne jeg bare ikke holde mig selv tilbage. Af eksempler kan nævnes engang, hun netop havde fået en ny kæreste.

Hende: 'Jeg er bare så forelsket. Jeg har ikke sovet i flere natte!'

Mig: 'Natte?!'                                      

Hende: 'Åh, så natter!'
 
Av min arm.
 
Et par uger senere var vi sammen hos bageren og skulle hente morgenbrød til resten af kollegerne.

Hende: 'Uh. Jeg vil gerne have sådan en chokolademuffins.'

Mig: 'Én muffins?! Det hedder vel en muffin?'

Hende: 'Men der står jo muffins på skiltet?'
 
Korrekt dansk. Det vil nok altid være en af mine kæpheste.
 

En helt anden ting er ikke at vide noget. At have en paratviden, der er så skræmmende lille, at det halve (eller det dobbelte?) kunne være nok.

Jeg er i øjeblikket i besiddelse af en virkelig god veninde. Vi er begge spillefugle og overordentlig dårlige tabere (og vindere for den sags skyld!). Forleden satte vi os til at spille Jeopardy. Det skulle vise sig at blive en lettere sejr, end jeg havde forventet.
 
Jeg giver svaret:
'Stenfrugt hvis frø blandet med sukker bliver til marcipan.'

Hun stiller spørgsmålet:
'Hvad er appelsiner?'
 
Jeg giver svaret:
"Krisen som i 1970'erne fik os til at gå søndagstur på motorvejen.'

Hun stiller spørgsmålet:
'Hvad er kartoffelkuren?' 

There are no words.
 
Med ovenstående eksempler i tankerne tillader jeg mig hermed at erklære i dag for at være jantelovsfri og stiller dig spørgsmålet: Hvornår har du sidst følt dig bare en lille smule klogere end dine medmennesker og hvorfor?

ANNONCE
Del

Seneste nyt