Når det hurtigste ikke er hurtigt nok
Se 10 lynhurtige biler blive udsat for en omgang bindegal tuning
GEMBALLA AVALANCHE GTR 800 EVO-R
Firma: Gemballa
Speciale: Porsche
De færreste mennesker har brug for mere power, end den mægtige Porsche 911 Turbo kan levere. Men til de få, der ikke kan få nok, er tuningsfirmaet Gemballa klar med flere forskellige pumpede versioner af den hurtige super-tysker.
Avalanche GTR 800 EVO-R er modificeret efter alle kunstens regler, og derfor er effekten nu hævet fra 500 hk til massive 850 hk. Det ydre er også gejlet kraftigt op, så looket passer til kræfterne.
Facts:
0-100 km/t: 3,1 sek.
Tophastighed: 335 km/t
HK: 850
NM: 935
G-POWER M3 TORNADO RS
Firma: G-Power
Speciale: BMW
Det er ganske vist ikke nogen superbil, men BMW M3 har alle dage været blandt de hurtigste og bedst kørende vogne på kloden. Hos G-Power i Tyskland lever de af at bygge kompressor på BMW'er, og her ser du deres M3 Tornado RS.
Det orange bæst kan efter en seriøs runde G-Power-tuning bryste sig af flere hypper end de fleste Ferrari-modeller. Intet mindre end 720 hk blæser den ned til asfalten gennem de brede bagdæk.
Facts:
0-100 km/t: 3,7 sek.
Tophastighed: 330 km/t
HK: 720
NM: 700
BRABUS ROCKET 800
Firma: Brabus
Speciale: Mercedes-Benz
Når man smider ordet 'rocket' på en bil, skal man være ret sikker på, at den nu også er lynhurtig for ikke at blive til grin. Men Brabus Rocket 800 er da også uhyrligt hurtig. Faktisk er den ombyggede Mercedes CLS kåret til at være verdens hurtigste sedan.
TEGN ABONNEMENT PÅ VMAX FRA KUN 99 KR. FOR 3 MAGASINER!
Brabus har tunet V12-motoren med bl.a. to turboladere, så den producerer - hold nu fast - 800 hk og 1.420 Nm. Dog begrænset til 1.100 Nm for ikke at smadre gearkassen. Det betyder, at Rocket kan køre over 370 km/t, hvilket er yderst imponerende i en bil med fire døre og plads til hele familien.
Facts:
0-100 km/t: 3,7 sek.
Tophastighed: 370+ km/t
HK: 800
NM: 1.420 (1.100)
ABT R8 GTR
Firma: Abt Sportsline
Speciale: VW, Audi, Skoda og Seat
Audi R8 er ringenes herre, og den sprøde V10-maskine, som også ligger i Lamborghini Gallardo, passer perfekt til den flotte tysker. Men, men, men, det er bare ikke godt for Abt Sportsline, der ombygger blandt andet Audi og VW.
Derfor har de bygget deres egen version, og den kalder de R8 GTR. Motoren har nu 620 hk, og vægten er reduceret med over 100 kg ved brug af store mængder kulfiber. Abt kalder selv modellen for 'Motorsport til gaden'.
Facts:
0-100 km/t: 3,2 sek.
Tophastighed: 323 km/t
HK: 620
NM: 550
ASI BENTLEY W70GTS
Firma: ASI
Speciale: Bentley, Ferrari og Porsche
Hvis vi siger Bentley-tuning fra Japan, vil de fleste sikkert tro, at vi er åndssvage. Men den er god nok! ASI specialiserer sig i at ombygge biler fra blandt andre Bentley og Ferrari. Man siger, at der er tæt ved 20.000 Ferrari-ejere i Japan, så de må have penge nok derovre.
Den ombyggede Continental GT, som du ser her, har fået den store tur med bodykit, kæmpe fælge, sænket undervogn, ny udstødning og lidt tuning af den store W12-maskine. Effekten er steget fra 560 til enten 640 eller 660 hk (afhængig af model).
Facts:
0-100 km/t: 4,0 sek.
Tophastighed: 325 km/t
HK: 640/660
NM: Ikke opgivet
9FF GT9-R
Firma: 9ff
Speciale: Porsche
Hvis du en dag vinder den heeelt store Lotto-gevinst og bare må have noget unikt at cruise rundt i, bør du overveje en model fra Porsche-tuneren 9ff. Modellen GT9-R har ikke meget med en original 911'er at gøre, men den ligner stadig - bortset fra bagenden og taglinjen, som er sænket.
TEGN ABONNEMENT PÅ VMAX FRA KUN 99 KR. FOR 3 MAGASINER!
Den sekscylindrede boksermotor er tunet til 1.120 hk i den vildeste udgave. Det giver bilen præstationer, der gør samtlige af klodens superbiler misundelige. F.eks. tager det kun 15,8 sekunder at ramme 300 km/t. Det er hurtigere end Bugatti Veyron!
Facts:
0-300 km/t: 15,8 sek.
Tophastighed: 414 km/t
HK: 1.120
NM: Ikke opgivet
TITAN SUPRA
Firma: Titan Motorsports
Speciale: Toyota, Lamborghini, Dodge etc.
Hvad laver en gammel Toyota mellem alle de vilde biler, spørger du måske? Jo, vi er altså nødt til at nævne USA-firmaet Titan Motorsports, som er blevet verdenskendt for at tune den japanske sportsvogn fra 90'erne.
Den i forvejen hurtige Toyota Supra er født med en sekscylindret rækkemotor med twinturbo og 330 hk (lidt færre i Japan), men tuningspotentialet er enormt! Titan Motorsports har flere tuningspakker klar til bilen, som nemt får 800 hk med et Titan-kit. Firmaet har dog tunet den på billedet til hele 1.600 hk. Men den kører kun på bane.
Facts:
0-300 km/t: Ca. 7,5 sek.
Tophastighed: Ukendt
HK: 1.600
NM: Ikke opgivet
HENNESSEY FORD GT1000
Firma: Hennessey Performance
Speciale: Ford, Dodge, Chevy etc.
Det vil være synd at sige, at Fords unikke GT-model er en sløv slæde. Den store V8'er med kompressor yder 550 hk, men hvis nogle skulle ønske den dobbelte effekt, skal de bare ringe til Hennessey Performance.
GT får smidt et par turboladere på maskineriet, og vupti, så er der 1.000 hk at lege med, og navnet er GT1000. Hennessey har netop sat rekord i konkurrencen Texas Mile, hvor det gælder om at ramme højeste tophastighed på en mil (1,6 km). GT1000 nåede 414 km/t.
Facts:
0-100 km/t: 2,8 sek.
Tophastighed: 414+ km/t
HK: 1.000
NM: Ikke opgivet
NOVITEC ROSSO 599 GTB
Firma: Novitec Rosso
Speciale: Ferrari
Mange mener, at det er blasfemi at ombygge en Ferrari, men når fabrikken selv tuner bilerne, er det vel også okay, at andre gør det? Her er det den sydtyske tuner Novitec, der har haft fingrene i den store 599 GTB.
Der er gejlet en smule, og V12'eren er monteret med to kompressorer, så effekten er hævet med 188 hk. Der er altså 808 tysk/italienske hypper klar under højre fod. Motorombygningen alene koster den nette sum af 350.000 kr.
Facts:
0-100 km/t: 3,5 sek.
Tophastighed: 340 km/t
HK: 808
NM: 823
UNDERGROUND GALLARDO TT
Firma: Underground Racing
Speciale: Lamborghini, Audi, Ferrari etc.
Det er nok lidt med Lamborghini som med Ferrari. De fleste mennesker nænner ikke at pille ved de hellige dele i motorrummet. Men herhjemme har mange nok set Nicolas Kiesas Lamborghini Gallardo med twinturbo. Det setup har de også brugt hos Underground Racing.
De tilbyder turbokits til både Gallardo, Murcielago og den nye Aventador. Her er det Gallardo, som får helt op til 1.500 hk med højoktan racerbenzin. Med almindelig benzin har den stadig over 1.000 heste.
Facts:
0-100 km/t: 2,5 sek.
Tophastighed: 400+ km/t
HK: 1.500
NM: Ikke opgivet