Verden

“Næste pandemi”-virus fører til covid-lignende kontroller i lufthavne – to i koma efter hjernebetændelse

Flere lufthavner har indført covid-lignende kontroller, efter udbrud af Nipah-virus.

Flere lufthavne har genindført restriktioner fra covid-tiden efter et udbrud af den dødelige Nipah-virus, som af eksperter betegnes som en mulig kommende pandemi.

Mindst fem tilfælde af virussen er blevet registreret i den indiske delstat Vestbengalen. Nipah-virus har ingen kendt behandling og kan være dødelig i op mod 75 procent af tilfældene.

Virussen, der har inspireret Hollywood-filmen Contagion med Gwyneth Paltrow, overføres primært fra dyr til mennesker – ofte via flagermus og svin – men kan også smitte fra menneske til menneske.

Som reaktion på udbruddet har blandt andet Nepal, Thailand og Taiwan skærpet deres beredskab for at forhindre yderligere spredning.

I Thailand er der indført sundhedsscreening af passagerer i tre lufthavne – Suvarnabhumi, Don Mueang og Phuket, som modtager fly fra Vestbengalen. Rejsende med høj feber eller symptomer, der kan indikere Nipah-smitte, vil blive overført til karantænefaciliteter, ifølge lokale medier.

I Nepal har myndighederne hævet beredskabsniveauet og intensiveret sundhedskontrollerne i Tribhuvan International Airport i Kathmandu samt ved centrale grænseovergange til Indien.

De fem smittede i Vestbengalen er alle sundhedsansatte med tilknytning til et privat hospital i byen Barasat. To sygeplejersker er fortsat i kritisk tilstand og ligger i koma på intensivafdeling, oplyser lokale embedsmænd.

Omkring 110 personer, der har været i tæt kontakt med de smittede, er desuden blevet sat i karantæne.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har klassificeret Nipah som et “prioriteret patogen” på grund af virussets potentiale til at udløse en pandemi. Også den britiske sundhedsmyndighed UK Health Security Agency (UKHSA) har placeret Nipah på sin liste over de 24 største fremtidige trusler mod folkesundheden.

Forskere har tidligere udtalt, at Nipah “absolut kan blive årsag til en ny pandemi”.

Virussen spredes især via frugtflagermus, som kan overføre smitten til mennesker gennem kropsvæsker som spyt og urin, der forurener frugt. Smittede personer kan derefter give virussen videre til andre ved tæt kontakt – muligvis også via dråber i luften ved hoste og nys.

Nipah kan forårsage alvorlige luftvejsproblemer og livstruende hævelse af hjernen. I svære tilfælde fører hjernebetændelsen til kramper og efterfølgende koma.

Der findes hverken vaccine eller effektiv medicinsk behandling mod Nipah-virus. Behandlingen består derfor primært i at understøtte patientens overlevelse, mens kroppen selv bekæmper infektionen.

Der har aldrig været registreret tilfælde af Nipah i Danmark.