Film
National Treasure 3 er endelig officielt på vej med Nicolas Cage
Ben Gates vender tilbage.
Der har været talt om den i så mange år, at National Treasure 3 efterhånden har haft lidt samme status som de skatte, Nicolas Cage jagter i filmene: Alle håber, den findes, men ingen har rigtig kunnet bevise det.
Nu ser det dog ud til, at jagten officielt kan begynde igen.
Instruktør Jon Turteltaub, som stod bag både National Treasure fra 2004 og National Treasure: Book of Secrets fra 2007, har bekræftet, at en tredje film nu er i aktiv udvikling hos Disney. Meldingen kom under en liveoptagelse af podcasten National Treasure Hunt i Philadelphia, hvor instruktøren for første gang offentligt kunne fortælle, at projektet rent faktisk bevæger sig fremad.
Nicolas Cage skal tilbage som Ben Gates
Det vigtigste spørgsmål er naturligvis, om man overhovedet kan lave en rigtig National Treasure-film uden Nicolas Cage som den historisk overgearede skattejæger Benjamin Franklin Gates.
Ifølge Turteltaub er planen da også, at Cage vender tilbage.
Instruktøren fortalte samtidig, at man vil forsøge at samle så meget af det oprindelige cast som muligt. Det kan potentielt betyde gensyn med blandt andre Diane Kruger som Abigail Chase og Justin Bartha som Riley Poole.
Turteltaub beskrev under arrangementet projektet som “finally real”, men understregede samtidig, at det stadig er Hollywood, og at ting derfor kan ændre sig undervejs.
Entertainment Weekly skriver, at et manuskript allerede er blevet skrevet og godkendt af både Turteltaub og Disney, mens hverken Disney eller Nicolas Cages repræsentanter foreløbig selv har udsendt en officiel annoncering om filmen.
Der er endnu ingen premieredato, og optagelserne er heller ikke annonceret.
Læs også:
Universet begyndte med en meget berømt amerikansk uafhængighedserklæring
National Treasure ramte biograferne i 2004 og introducerede Nicolas Cage som Ben Gates, der er overbevist om, at en enorm skjult skat kan findes ved hjælp af spor gemt i amerikanske historiske dokumenter.
Det fører blandt andet til den lettere problematiske, men meget underholdende plan om at stjæle USA’s uafhængighedserklæring.
Filmen blev en solid biografsucces med en global omsætning på omkring 347 millioner dollars og fik i 2007 efterfølgeren National Treasure: Book of Secrets. Her blev indsatsen skruet op med blandt andre Helen Mirren og Ed Harris på rollelisten, mens jagten denne gang blandt andet involverede Abraham Lincolns attentat og en hemmelig bog med oplysninger, som de amerikanske præsidenter gennem tiden har haft adgang til.
Toeren tjente omkring 459 millioner dollars globalt, men selv om filmen lagde op til flere eventyr, blev der aldrig produceret en tredje biograffilm.
Disney forsøgte senere at holde universet i live med Disney+-serien National Treasure: Edge of History fra 2022, hvor fokus blev flyttet til en ny generation af skattejægere. Serien blev dog droppet efter én sæson.
Og så er der stadig mysteriet om side 47
Hvis National Treasure 3 virkelig ender foran kameraerne, har den også en snart 20 år gammel løs tråd at samle op.
Mod slutningen af Book of Secrets bliver Ben Gates nemlig spurgt af USA’s præsident, om han har kigget på side 47 i den hemmelige præsidentbog. Gates svarer, at indholdet er “life-altering”, men publikum får aldrig at vide, hvad der faktisk står på siden.
Siden da har side 47 udviklet sig til et af franchisens helt store fanmysterier.
Om det bliver omdrejningspunktet for den tredje film, er endnu ikke afsløret. Men efter næsten to årtier med rygter, manuskripter og løse udmeldinger er der i det mindste for første gang i lang tid reel bevægelse omkring Ben Gates’ næste skattejagt.
Læs også: