Magasinet M!

Et døgn på koffeintrip

Et døgn på en færge med 1.500 medlemmer af den danske diskoteksbranche. Der var damer, galskab og selvlysende robotter, og M! var med hele vejen. Næsten.

Et døgn på koffeintrip

Torsdag kl. 6:30: Vækket af hippierock

"Bipbipbipbipbipbipbipbipbip. Det er morgen, og solen står op. Du ligger stadig og strækker din krop." Jeg vågner ved, at fotografen kaster sin trøje, sine nøgler og en tom øldåse efter højttaleranlægget, der spiller Bifrost på fuld styrke. "... i nat har jeg sovet som en sten, man ligger så godt imellem dine ben," fortsætter sangen, og jeg kommer så småt til bevidsthed. Jeg ligger fuldt påklædt på en seng i en kahyt på åbent hav et sted uden for Frederikshavn. Min mund er klistret sammen med sukkersirup, og i min brystlomme ligger der en stak ubrugte drinksbilletter. Det sidste, jeg husker, er et dampende fuldt dansegulv, en robotmand og en bartender, der kun vil servere mig fire drinks ad gangen. Lad os spole tiden cirka 23 timer tilbage, hvor jeg går ombord på det tredje og sidste Club CULT Cruise, der er CULTs præmie til de diskoteker, dererbedst til at pushe Shakere og Mokaï.  

Onsdag kl. 9:17: Iskold modtagelse

"Båååååååååååååååååt!" Til tonerne af kompressorhorn og høje hvin fra otte CULT-piger vælter gæsterne ind på den Stena Line-færge, der de næste 24 timer kommer til at være et flydende diskotek i flere etager. Kombinationen af en iskold januarvind og et par emsige toldere får velkomsten til at trække ud, og temperaturen  ved indgangen minder mere og mere om et frysehus end en natklub. Selv om CULT-pigerne må danse i deres lårkorte og høje hæle for at holde varmen, får samtlige 1.500 gæster et velkomstpas og et båthorn, inden de smider taskerne i den kahyt, hvor de ikke skal sove specielt meget. Mange af deltagerne har allerede haft gang i festen i et stykke tid.

Nogle har været med en bus før fanden fik sko på, mens andre lige skulle se, hvordan Frederikshavns natteliv tog sig ud tirsdag aften. Det kommer til at kræve spandevis af energidrik for at kunne blive ved med at feste igennem. Heldigvis er energidrikken CULT opfundet for at løse netop det problem. Det koffeinholdige produkt blev opfundet i 1998, da den aarhusianske diskoteksejer Brian Sørensen lagde mærke til, at gæsterne forlod diskoteket klokken fire, hvilket var fjollet, når bevillingen var til klokken fem. Inspireret af udenlandske energidrikke som Flying Horse og Red Bull, lancerede han CULT Energy Activator. Resten er, som man siger, historie, og i dag sælges CULT i 27 lande.  

ANNONCE
Et døgn på koffeintrip

Onsdag 11:48: Ingen regler på åbent hav.

Club CULT Cruise er i virkeligheden bare en branchefest. En branchefest på steroider. Siden efteråret har diskoteker landet over deltaget i en konkurrence, der i korte træk handler om at sælge CULT-produkter. Dit diskotek får point alt efter, hvor mange Shakere og Mokaï-flasker der ryger over disken, og der venter fedtepoint, hvis du promoverer CULT gennem billeder og YouTube-videoer. Har du nok point, kommer du ud at sejle. Og Club CULT Cruise er et brag af en fest.

Der er barer på flere etager, spabad på toppen, casino, spillemaskiner og CULT-piger, så langt øjet rækker. Den danske diskotekselite er samlet på én færge - professionelle festmagere, der i et døgn har én opgave: At fejre sig selv, mens energidrikken flyder. Jeg er allerede på dette tidspunkt klar over, at jeg ikke kan følge med i deres tempo i samtlige 24 timer, så jeg takker stik imod min natur nej til gratis alkohol. Det gælder om at være nogenlunde frisk, når galskaben for alvor bryder løs, og det gør den så småt kl. 14, hvor det traditionsrige Bingo Banko-spil begynder på dæk otte.

Onsdag 13:55: "Vi vil se dem nøøøøøøgne"

Sea View-diskoteket på dæk 8 er til hverdag et sted, hvor du kan gå ned og tage en svingom til Johnny Reimar og nyde en whiskey til norske overpriser. I de følgende timer danner Sea View rammen om det, der bedst kan beskrives som en blanding mellem en bingohal, en polterabend og en ucensureret provinsrevy. Én af de to konferencierer er Claus Krøyer, der kom med i CULT som partner kort tid efter begyndelsen. Han har til dagens bingo lovet "fuld smadder med æ præmier. Rejser til Sunny Beach og årsforbrug af det ene, det andet og det tredje." Lad os sige det sådan her: Claus Krøyer holder, hvad han lover. Der står pallevis af Mokaï, gummibåde, bunker af gavekort og masser af andet tingel-tangel. Inden trækningen har fire CULT-piger været rundt med kuponer og tuschpenne, så alle i den propfyldte sal kan spille med, og så glemmer vi, at der langt fra er gevinst til alle.Også alligevel. Det er nemlig , når der er pause i trækningen, at publikum får smæk for skillingen.

Under kapslen på de Shakere, der engang også hed CULT til fornavn, står der enten "truth" eller "dare," hvilket de to værter bruger som anledning til at udfordre publikum. "Vi skal bruge fem drenge på podiet...," når de dårligt nok at sige, inden fem friske fyre er løbet op på podiet og smidt al kluns med undtagelse af deres boksershorts. "Vil se dem nøgne, vi vil se dem nøøøøøgne," brøler pigerne i salen og der går ikke mange sekunder, før en tatoveret fyr har smidt det sidste stykke tøj og kan gå fra podiet  en ordentlig stak præmier rigere.Nu begynder det at stikke af.

Bankospillet er en sidehistorie i forhold til det bizarre talentshow, der foregår mellem nummertrækning af tal. Der bliver fortalt vittigheder, der bliver slået baglæns flikflak, og vi finder ud af, hvor meget tøj en dreng og en pige kan nå at bytte, når de befinder sig en sovepose med Jägermeister-logo.

ANNONCE
Et døgn på koffeintrip

Onsdag 16:32: Schlager, jägerbombs og CULT-piger

CULT har aldrig været bange for at bruge bar hud, når det gælder om at sælge energidrikke. En del af salgsstrategien er CULT-pigerne, der er et fast indslag på diskotekerne og til CULTs egne fester. For dem er Club CULT Cruiset en meget lang arbejdsdag med tre til fire vagter og tre forskellige kostumer, der består af mindre og mindre tøj, efterhånden som aftenen bliver til nat. Jeg falder i snak med en af pigerne, da jeg bevæger mig ind i afterskibaren. Hun har været en del af holdet i tre år. Hun fremhæver festerne og sammenholdet, som det fedeste ved at være CULT-pige. Ud af øjenkrogen kan jeg se et par piger, der flasher bryster på dansegulvet, og jeg kan mærke lugten af falsk sne i mine næsebor. I need a drink.

Onsdag 17:14: Skål i skibet, fest i kahytten

Der er to slags fester på færgen. Den officielle, og så de mange små forfester ude i kahytterne.  På vej væk fra skibaren aftaler jeg to ting med fotografen: Vi skal crashe et par kahytfester, og vi skal begynde at gå til alkoholen. Hårdt. Det er heldigvis ikke så svært, og fem minutter senere sidder jeg sammen med fire gutter i en kahyt og drikker en Mokaï, jeg har nasset mig til. De fortæller mig, at absint er det bedste at blande op med CULT. Den kombination sælger de mange af, betror de mig.

Jeg når at tylle endnu en Mokaï, inden jeg stavrer over til den næste fest. Der er betydeligt flere piger, og de  lader os drikke shots fra flasken og hiver ned i hinandens toppe. "Kom tilbage om en time, så holder vi nøgenfest," lover de. Færgen befinder sig på dette tidspunkt et sted i farvandet mellem Danmark og Norge, men det er ikke noget, vi mærker noget til - bortset fra at baren ikke må sælge hele flasker sprut, når vi befinder os i norsk farvand. Ingen fra festen kommer til at sætte så meget som en fod i Oslo, når vi lægger til. Der er udelukkende afsat tid til at danse, drikke og feste igennem, og fra klokken otte skal det efter planen foregå i den store balsal på diskotek Sea View.

ANNONCE
Et døgn på koffeintrip

Onsdag kl. 21:39: Robotmanden er nede

Jeg får øjenkontakt med den norske bartender og bestiller en drink. Han kigger på min drikkebon. "Du skal bestille fire," siger han, så jeg beder om at få to Shakere (det er ligemeget hvilken) og to fruit bombs, der bedst kan beskrives som en tuttifrutti-jägerbomb. De er jævnt upraktiske at bære rundt på, så jeg tyller begge bomber og åbner op for den ene Shaker, der med det samme får sat en selvlysende plastikbrik i bunden. Jeg kigger op mod scenen, hvor tre dansere ryster røv foran en dj. Jeg har været til mange firmafester, hvor musikken har virket malplaceret, men CULT er tydeligvis gået målrettet efter kun at have artister, der kan holde dampen oppe på dansegulvet. Bogstaveligt talt.

Her er cirka samme indeklima som i en riskoger. Pludselig samles opmærksomheden om en mand på stylter iført en sort dragt med LED-eksem. Vi kalder ham robotmanden, og hans tid på dansegulvet bliver i første omgang kort. Gulvet er for glat til robotmanden, der må eskorteres ud af to mænd, mens festen på gulvet fortsætter - sætter nu med deltagelse af en mand i bar overkrop med et gigantisk kaninhoved. Det minder om Alice i Eventyrland på Crazy Daisy - pumpet op med energidrik og cider.

Torsdag kl. 0:45: Druknet i koffein og sukker

"Kom, nu køber vi en sixpack. Jeg kan ikke klare mere Mokaï lige nu," siger fotografen og slæber mig ned i toldfri-butikken, hvor vi køber seks Carlsberg til norske priser. Så behøver vi ikke at leve på nas, når vi lige om lidt besøger de bindegale kahytfester med nøgenløb og vodkabong, vi har gejlet hinanden op til at forvente lidt af hvert. Og vi ser folk, der snaver på gangene. Vi ser det ene mere vanvittige sømandskostume efter det andet. Men vi ser aldrig noget nøgenløb, så vi stiller vores øl, fisker drinksbilletterne op af lommen og går tilbage til festen i Sea View, hvor jeg møder den nu hovedløse kanin.

Jeg spørger, om han det er et arbejde, han har stor erfaring med. Han fortæller, at han fik jobbet dagen før. Nu står han på et dansegulv på en båd uden for Oslo med et kaninhoved mellem armen. Imens begynder dj'en Kongsted at vende plader og størstedelen af lokalet klumper sig sammen foran scenen. Jeg stiller mig i baren og iagttager myldret på dansegulvet. Jeg føler mig svimmel. Hvis nogen fandt på at tappe mit pis og putte det på flaske, ville det med stor sandsynlighed kunne sælges som CULT. Jeg ser folk, der danser på bordene. Jeg ser, at Robotmanden er tilbage - uden stylter. Det er nu,  festen går op i et højere gear, men det er også nu, jeg tager den fatale beslutningen om at gå ned i kahytten for at tage lidt notater og en mindre powernap. Jeg vender aldrig tilbage til festen.

ANNONCE
Et døgn på koffeintrip

Torsdag kl. 6:32: Sidste tur på havet

Da den sidste guitarsolo er fadet ud, fortæller bingo-Claus os over højtaleranlægget, at klokken er kvart i syv (selv om den kun er halv!) og at vi skal op nu. Han informerer os også om, at de, der har bestilt CULT-produkter, kan hente dem i tax free-butikken. Jeg er helt med på det ironiske i, at jeg går kold efter at have indtaget uhyrlige mængder af en drink, der blev opfundet for at holde folk vågne på diskotekerne, men festen er slut. På vej ud fra færgen kan vi se en flok CULT-ansatte i færd med at sætte en bod op. Deltagerne skal sendes afsted med kakao (CULTs egen) og et sødt smil fra CULT-pigerne.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce