Natteravn
Mørkets lydløse lister.
I nat havde hun igen søvnløse perioder. Det har efterhånden stået på i over to år. I starten vågnede hun på grund af uhyggelige drømme, men nu vågner hun, inden de kommer. Intuitivt har hun fået kontrol over sin underbevidsthed således, at hun i gennemsnit sover cirka én til halvanden time ad gangen.
På nattens store sorte lærred kan kvinden med små og store penselstrøg male og farvelægge sine egne drømmebilleder. Små uindviklede enkeltheds billeder, der tilpasses ind i det rum, hvor hendes håb og ønsker lever. Flere gange i løbet af natten lister hun ud i køkkenet. Her har hun efterhånden indrettet en natlig tilværelse.
Indenfor det sidste år har hun lært at bevæge sig helt lydløst gennem lejligheden for ikke at vække manden og sønnen. Første gang hun vågner, tager hun sin dyne og hovedpude og lister ind i stuen og ligger det på sofaen. Hun træder et lille skridt ad gangen, for nogle af parketstavene i gulvet er begyndt at knirke. Hun ønsker ikke at vække manden, som sover fredeligt i den seng, de deler sammen.
Ude i køkkenet kan hun endelig give natten lys. Hun finder noget brød i skabet. Som regel spiser hun en ostemad og drikker et glas mælk. Derefter leder hun i sine små hemmelige gemmesteder. Der hvor hun altid lægger nogle chokolader, hun kan have for sig selv, uden de to andre ved noget om dem. De har begge nogle meget søde munde og kan ikke lade være med at spise det, hvis de ved, det er i huset.
Det sidste års tid er hun også begyndt at ryge en enkelt cigaret om natten. - Det er faktisk én af grundene til, hun bagefter lægger sig ind på sofaen. Selv om hun bagefter går ud og børster tænder, vasker hænderne og putter vand i ansigtet, så ved hun, at tobaksrøgen stadig hænger i hendes hår og nattøj. Manden har aldrig røget, og hans næsebor har udviklet en antipartisk holdning til tobaksrøg.
Da hendes natlige scenarier faktisk gentager sig flere gange, er det også bedst, at hun bare ligger på sofaen.
På nattens store sorte lærred kan kvinden med små og store penselstrøg male og farvelægge sine egne drømmebilleder. Små uindviklede enkeltheds billeder, der tilpasses ind i det rum, hvor hendes håb og ønsker lever. Flere gange i løbet af natten lister hun ud i køkkenet. Her har hun efterhånden indrettet en natlig tilværelse.
Indenfor det sidste år har hun lært at bevæge sig helt lydløst gennem lejligheden for ikke at vække manden og sønnen. Første gang hun vågner, tager hun sin dyne og hovedpude og lister ind i stuen og ligger det på sofaen. Hun træder et lille skridt ad gangen, for nogle af parketstavene i gulvet er begyndt at knirke. Hun ønsker ikke at vække manden, som sover fredeligt i den seng, de deler sammen.
Ude i køkkenet kan hun endelig give natten lys. Hun finder noget brød i skabet. Som regel spiser hun en ostemad og drikker et glas mælk. Derefter leder hun i sine små hemmelige gemmesteder. Der hvor hun altid lægger nogle chokolader, hun kan have for sig selv, uden de to andre ved noget om dem. De har begge nogle meget søde munde og kan ikke lade være med at spise det, hvis de ved, det er i huset.
Det sidste års tid er hun også begyndt at ryge en enkelt cigaret om natten. - Det er faktisk én af grundene til, hun bagefter lægger sig ind på sofaen. Selv om hun bagefter går ud og børster tænder, vasker hænderne og putter vand i ansigtet, så ved hun, at tobaksrøgen stadig hænger i hendes hår og nattøj. Manden har aldrig røget, og hans næsebor har udviklet en antipartisk holdning til tobaksrøg.
Da hendes natlige scenarier faktisk gentager sig flere gange, er det også bedst, at hun bare ligger på sofaen.
Efterhånden har hun også fået en vis tryghedsfornemmelse ved at ligge på sofaen. Der kan hun rigtigt pakke dynen tæt omkring kroppen og lægge sig tæt ind til sofaens ryglæn. Her sover hun rigtigt dejligt, indtil næste gang hun vågner og står op.
Manden har vænnet sig til, at hun i løbet af natten forsvinder, og han om morgenen vågner op til en tom seng. En seng hvor han nu har indrettet sig i midten af den med masser af plads til, at hans lange arme kan spredes ud til begge side. Som en flyvemaskine på en landingsbane.
Kvinden slukker sin cigaret og går ind og sætter sig i stuen. Hun tager et af sine krydsords hæfter og kommer til at tænke på, hvor let tilværelsen ville være, hvis alle hendes tanker og følelser kunne løses på samme måde.
Hendes kærlighed til dem hun elsker er grænseløs. Efter snart femogtyve års samliv elsker hun stadig hendes mand. Det fuldendte i hendes dybeste kærlighed, er det barn hun fødte for snart sytten år siden og som hver eneste dag har fyldt hendes liv med lykkefølelse.
Alle de år, der er gået, ruller som en film gennem kvindens tanker. Små smil tegner sig omkring munden. Kvindens øjne ser noget, som kun de kan se. De udtryksfulde øjne er som et potpourri af nyudsprungne blå anemoner. Hun samler dem ligeså forsigtigt og sætter dem sammen i små buketter. Hendes dyrebare minder liver hele stuen op med lys. De blå farveklatter er kreativt strøet rundt i rummet. Hendes kunstneriske sans skitserer, illustrerer og konstruerer nye fantasifulde motiver.
I tankerne får hun sorteret, ryddet op og tømt ud fra sit indre rum. Alt bliver sirligt lagt i små symetriske bunker. Lige så nænsomt rører hun ved dem, som var hver enkel af dem et kortspil hus, hun havde bygget og som en usynlig finger kunne få til at falde sammen. De er hendes dyrebare minder - den største og mest uvurderlige skat, hun har. I dem ligger alt det hun har fået. Alt det hun har, og alt det hun skal bygge videre på. Små byggeklodser der skal stables oven på hinanden på det fundament, der er ved at blive støbt.
Manden har vænnet sig til, at hun i løbet af natten forsvinder, og han om morgenen vågner op til en tom seng. En seng hvor han nu har indrettet sig i midten af den med masser af plads til, at hans lange arme kan spredes ud til begge side. Som en flyvemaskine på en landingsbane.
Kvinden slukker sin cigaret og går ind og sætter sig i stuen. Hun tager et af sine krydsords hæfter og kommer til at tænke på, hvor let tilværelsen ville være, hvis alle hendes tanker og følelser kunne løses på samme måde.
Hendes kærlighed til dem hun elsker er grænseløs. Efter snart femogtyve års samliv elsker hun stadig hendes mand. Det fuldendte i hendes dybeste kærlighed, er det barn hun fødte for snart sytten år siden og som hver eneste dag har fyldt hendes liv med lykkefølelse.
Alle de år, der er gået, ruller som en film gennem kvindens tanker. Små smil tegner sig omkring munden. Kvindens øjne ser noget, som kun de kan se. De udtryksfulde øjne er som et potpourri af nyudsprungne blå anemoner. Hun samler dem ligeså forsigtigt og sætter dem sammen i små buketter. Hendes dyrebare minder liver hele stuen op med lys. De blå farveklatter er kreativt strøet rundt i rummet. Hendes kunstneriske sans skitserer, illustrerer og konstruerer nye fantasifulde motiver.
I tankerne får hun sorteret, ryddet op og tømt ud fra sit indre rum. Alt bliver sirligt lagt i små symetriske bunker. Lige så nænsomt rører hun ved dem, som var hver enkel af dem et kortspil hus, hun havde bygget og som en usynlig finger kunne få til at falde sammen. De er hendes dyrebare minder - den største og mest uvurderlige skat, hun har. I dem ligger alt det hun har fået. Alt det hun har, og alt det hun skal bygge videre på. Små byggeklodser der skal stables oven på hinanden på det fundament, der er ved at blive støbt.
En stille formiddagstime hvor selverkendelsen igen nåede op til overfladen i kvindens tanker.
I hendes efterhånden isolerede tilværelse hvor angsten har lavet mange afspærringer og begrænsninger. I de ustrukturerede og usammenhængende små tankebrikker, kvinden i sine søvnløse nætter hele tiden prøver at bygge en bro med.
Den rastløshed der indtræder af for lidt søvn. Tankemylder, tankekaos og tankekøer skaber en hvileløs uro og forhindrer hele tiden, at hun kommer over afgrunden og forcerer de forhindringer, hvor hun kan risikere igen at falde ned i de små sorte huller.
Kvinden rejser sig og går ud i køkkenet igen. Det er derude, hun kan tillade sig at tænde en cigaret. Med døren hermetisk lukket, så røgen ikke siver ud af køkkenet.
En lille sympatisk kvinde med store følelser og store tanker. Der elsker og bliver elsket. En lille gråspurv der ønsker at flyve op til en af træernes øverste grene. Sætte sig på den og se ud over hele verdenen.
Kvinden sidder på køkkenbordet med hendes tredje kop Mocca og en Corner. Hun smiler og tænker: Mange ting sker tilfældigt, og man ved aldrig hvornår, men noget af det har hun trods alt selv indflydelse på alligevel.
Den største gave, hun har fået, er livet. Hun fik det for at skulle leve det.
Hendes liv som det aktuelt ser ud i det øjeblik, hvor hun skodder sin cigaret i askebægeret og drikker den sidste mundfuld Mocca fra sin tredje kop. - I DAG - Skal dagen gribes, ikke begribes. I morgen vil hun igen vågne op og være lykkelig over at have fået forlænget sit liv med endnu en dag.
I hendes efterhånden isolerede tilværelse hvor angsten har lavet mange afspærringer og begrænsninger. I de ustrukturerede og usammenhængende små tankebrikker, kvinden i sine søvnløse nætter hele tiden prøver at bygge en bro med.
Den rastløshed der indtræder af for lidt søvn. Tankemylder, tankekaos og tankekøer skaber en hvileløs uro og forhindrer hele tiden, at hun kommer over afgrunden og forcerer de forhindringer, hvor hun kan risikere igen at falde ned i de små sorte huller.
Kvinden rejser sig og går ud i køkkenet igen. Det er derude, hun kan tillade sig at tænde en cigaret. Med døren hermetisk lukket, så røgen ikke siver ud af køkkenet.
En lille sympatisk kvinde med store følelser og store tanker. Der elsker og bliver elsket. En lille gråspurv der ønsker at flyve op til en af træernes øverste grene. Sætte sig på den og se ud over hele verdenen.
Kvinden sidder på køkkenbordet med hendes tredje kop Mocca og en Corner. Hun smiler og tænker: Mange ting sker tilfældigt, og man ved aldrig hvornår, men noget af det har hun trods alt selv indflydelse på alligevel.
Den største gave, hun har fået, er livet. Hun fik det for at skulle leve det.
Hendes liv som det aktuelt ser ud i det øjeblik, hvor hun skodder sin cigaret i askebægeret og drikker den sidste mundfuld Mocca fra sin tredje kop. - I DAG - Skal dagen gribes, ikke begribes. I morgen vil hun igen vågne op og være lykkelig over at have fået forlænget sit liv med endnu en dag.
