Magasinet M!

Nej da.. har du mødt ham på nettet?

Jeg lider af en kendt sygdom - det rager mig faktisk hvad andre mener om mig...



I skrivende stund er jeg lige kommet hjem efter en lang dag i skolen, og selvom jeg egentlig burde lægge mig over på sengen (og have dårlig samvittighed over alle de lektier jeg ikke får lavet)er der nogle tanker der rumsterer i mit hoved, som jeg simpelthen bliver nød til at få ud!
ANNONCE
Nej da.. har du mødt ham på nettet?
Da jeg i et frikvarter for fjerde gang tog min mobil, kiggede på den og smilede kært til den, blev det for meget for mine evigt-nysgerrige veninder, og de blev bare nød til at vide, hvad der dog fremkaldte min glæde. Efter lidt betænkningstid sagde jeg sikkert: "Jamen det er bare en sød fyr, jeg skriver lidt med".

Det var jo selvfølgelig ikke nok for dem og straks forvandlede de sig til rene Stasi-spioner, der ville have alt at vide om, hvor jeg havde mødt ham og om der var mere i det end som så. Jeg følte straks projektørlampen brænde i panden og jeg vidste de ikke ville give op, før jeg havde givet dem bare lidt næring, til resten af dagens sladderier. Derfor fortalte jeg med let-rødmende æblekinder, at jeg havde mødt ham i byen, men at han desværre boede et stykke væk, og at de derfor nok ikke kendte ham.

Sandheden mine damer og herrer er som de sikkert har gættet, et stykke fra denne historie. Fyren som fik mig sådan til at smile, har jeg nemlig skrevet med her på Connery, og jeg så ham bestemt ikke i byen, forrige weekend. Mit spørgsmål er så - hvorfor er det, at kærlighedshistorien (hvis det er dét den bliver til) ikke er nær så spændende at fortælle, når man har oplevet den over nettet?

Der er selvfølgelig det med, at man ikke har set hinanden og derfor ikke ved om det nu er den rigtige bag "profilen" (fantastisk argument for alle dem der ikke ved at Webcammet er opfundet). Men hvorfor bilder vi os selv og hinanden ind, at man kender en person bedre, hvis man har set ham eller hende i en voldsom brandert? Dagen efter er det jo alligevel ikke sikkert man kan huske hvordan vedkommende så ud!

Let's face it - det ér en del lettere at overveje om man rent faktisk vil have kontakt med en person, når man kan gå ind og tjekke profilen og læse den besked der er blevet sendt, end når man pludselig bliver overfaldet bagfra af en trunte eller score-Kaj, der ihærdigt kæmper for at få deres tunge ind i ens mund og røre drøblen. Oftest ender det med at man opgiver og fraværende lader dem kæmpe videre med ens trætte læber, hvilket resulterer i nogle virkelig ubehagelige flashbacks dagen efter.

På nettet sker det ikke - man kan overveje om man har lyst, for man bliver aldrig overrasket af en sniger-tunge. Derfor har jeg hermed bestemt mig for, at jeg aldrig vil skamme mig over dejlige mennesker, som jeg har mødt på nettet. Jeg ved jeg skal passe på mig selv, men vi lever altså i en verden, hvor der er nye fantastiske alternativer til brevduen - og dem vil jeg simpelthen ikke skamme mig over at udnytte.

Tak for Connery og tak for Jer! :)

Kattty
ANNONCE
Del

Seneste nyt