Nina Helene: Jeg vil dømmes for min person - ikke mit fag (Første del)

Nina har haft en opvækst, som mange af os ikke kan relatere til. 

Hun er opvokset på tre forskellige ungdomsinstitutioner, har en meget ung mor og en far der er alkoholiker. Hun har haft det vi andre vil kalde for en hård og barsk barndom, hvor følelsen af uønskethed bestemt har sat sine spor i hendes voksenliv.

Ninas forældre gik fra hinanden da hun var fire år, og herefter finder hendes mor en ny kæreste, som bliver hendes stedfar. De får sammen et barn, og flytter til Humlebæk, hvor Nina bor sammen med familien i et par år, inden hun som 13-årig ryger på den første ud af tre ungdomsinstitutioner.

Det fungerer simpelthen ikke derhjemme, og Nina bliver valgt fra. 

Når man lever det meste af sin ungdom på forskellige ungdomsinstitutioner, sætter det sine spor. Som Nina selv beskriver det, så er det en gave, når man bliver voksen, menekstremt hårdt, når man er i det.

Når man lever livet primært på gaden, og ind og ud af forskellige ungdomsinstitutioner, så søger man, ifølge Nina, spænding i livet, og det har også resulteret i, at Nina i en meget ung alder blev amfetamin stofmisbruger.

Den sidste ungdomsinstitution Nina lander på er i Nakskov, og her lever hun livet i provinsen med stoffer, fester og byliv. Hun opbygger et netværk, som ender med at blive hendes nye familie, og her er hun ønsket og velset. 

“Jeg var stofmisbruger i 12 år, og så fik jeg følelsen af, at jeg kunne et eller andet, og der skulle ske noget med mit liv nu. Jeg kan mere end det her, men hvad er det jeg kan?”.

På det tidspunkt er Nina i starten af tyverne, og har været sammen med sin daværende kæreste i ni år. Det var et helt almindeligt, kedeligt forhold. Hun var drengepigen med sorte negle, som altid rendte rundt ude på værkstedet med drengene og kørte gaderæs, alt imens han passede på hende.

Hendes liv var udadtil perfekt. Hun var velkommen alle steder, og var oftest midtpunkt på dansegulvet på diskotekerne.

“Det var en gave for mig at lande et sted, med så mange gode mennesker omkring mig, som værdsatte mig for den Nina jeg var. De lappede min cykel, sørgede for at skifte dæk på min bil. De hjalp med alle de ting, som i princippet skulle være udført af en faderfigur. De var det eneste familie, jeg havde på daværende tidspunkt”.

Hendes barske start på livet uden sin familie på adskillige ungdomsinstitutioner, og nu et amfetamin stofmisbrug, bliver for meget for Nina.

Hun ville stoppe og væk fra de dårlige vaner. 

“Hvis man vælger at stoppe et misbrug, når man stadig er i omgivelserne, så bliver man helt automatisk outsideren, og omtalt som bedrevidende. Nogle bakkede mig selvfølgelig op i mit valg, mens andre mente, jeg skulle lade være med at spille så skide smart - og frøs mig derfor ude”.

"For første gang i mit liv, var jeg god til noget"

Stripteasen var vejen ud af et langt stofmisbrug

Da Nina beslutter sig for at lægge stofferne på hylden, har hun allerede en drøm om at være stripteaser - eller ihvertfald finde ud af, hvad det er for noget. 

“Det var nogle dansere på det lokale diskotek, og jeg får stukket et visitkort i hånden af ejeren. Det ligger i skuffen i et par år, og en dag finder jeg det frem igen. Jeg skriver til Dansk Showservice, som det hed dengang, ´hvad er det her?´ Det er piger, der danser, og jeg kunne faktisk rigtig godt lide det. Jeg bliver så tilbudt at komme til København, hvor jeg kunne få noget undervisning”.

På daværende tidspunkt er Nina kun 22 år. 

Til danseundervisning finder hun hurtigt alle de lidt mere kvindelige sider frem i sig selv. Det går op for hende, at hun godt kan lide at sætte hår, lægge makeup og have stiletter på, og da hun for alvor begynder at strippe, stopper stofmisbruget lige så stille. 

Hun får det bedre uden stofferne, og begynder at gå op i sin krops velvære. Hun bliver stærkere psykisk, og får mere lyst til livet.

Det er også her, det for alvor går op for Nina at, hvis hun endeligt skal ud af sit stofmisbrug, så skal hun sige farvel til Nakskov. Farvel til det liv hun har opbygget, og den eneste familie hun har. 

Og det gør hun.

Herefter flytter hun til Jylland, og får for alvor travlt med stripteasen.

Hun får en uddannelse som makeup artist, åbner sit eget dansestudie, og begynder at strippe - rigtig meget. Hun fik følelsen af at være anerkendt, og vinder da også DM i Strip hele tre gange. 

“For første gang i mit liv, var jeg virkelig god til noget. Det var en fantastisk rejse”.

Men der var en masse sorg forbundet med at flytte til Jylland alene fra al det velkendte i Nakskov hos hendes "nye" familie.

Nina sagde farvel til alt og alle hun kendte. Hun ender også med at søge al det hun havde i Nakskov, venner, kærlighed og følelsen af familien. Men hun finder det aldrig i Jylland. Det resulterer i, at hun begynder at gå meget ind i sig selv,  og det at elske sit eget selskab.

Det var hun tvunget til.

“Jeg får tit af vide, at jeg tror, jeg er så meget bedre og klogere end dem (red. Ninas tidligere omgangskreds i Nakskov), fordi jeg endelig har fået succes i mit liv. Da jeg åbnede mit polestudie i Jylland dengang, der kom nogle af mine kammerater forbi til åbningen, men ingen af mine veninder kom. De var blæst på stoffer”. 

I sin tid i Jylland bliver Nina også gift, men efter ni år bliver hun skilt. Hendes daværende mand er hende utro.

Igen et hak i selvtilliden, og kærligheden til sig selv. Og ikke mindst et hak i tilliden og relationen til andre mennesker. En følelse hun kender al for godt. 

Jeg er uønsket i min egen familie

Ninas barske barndom gør, at hun den dag i dag hverken har kontakt til sin mor, far, stedfar eller søskende.

Hun har afskåret sig selv fra familien 100%, og det er udelukkende for sin egen skyld.

“Jeg er enormt uønsket i min egen familie. Da jeg flyttede tilbage til Sjælland efter et par år i Jylland, opdagede jeg, at jeg aldrig rigtig har været en del af min egen familie”.

Følelsen af ikke at være hjemme i sin egen familie har sat spor i Nina. Hun har svært ved at lukke folk ind i sit liv.

Når man sidder og snakker med hende, er hun en åben bog, men når hun går i det private, så kommer man ikke så nemt ind på livet af hende. Men Nina har et kæmpe budskab og en inspirerende historie, som hun meget gerne vil fortælle andre om.  

Den svære periode af sit liv brugte Nina særligt stripteasen. 

Det var nærmest det eneste, hun havde.

“Stripteasen er en forførelse af dig selv. Forfør dig selv til bedre selvkærlighed, det er mit koncept. Dyrk dit selvværd, dyrk dig selv, se på dig selv, dans for dig selv, forkæl dig selv i noget lækkert undertøj. Hvis der er noget, vi kvinder kan, så er det at være sexede. Mænd er ikke så gode til at være sexede. De kan godt være frække, men de har ikke den evne, som vi kvinder har, til at kunne forføre. Det er en fucking gave, og hvis ikke jeg havde opdaget det, så aner jeg ikke, hvor jeg havde stået henne i dag”. 

Nina mener, at der er en indre stripteaser gemt i alle kvinder derude. Hun har ét enkelt råd til samtlige kvinder: Lad være med at snakke grimt til dig selv.

Og det er noget vi alle kan lære noget af.

“Du må gerne røre ved dig selv, og det handler meget om kropskontakt. Det giver gode energier til dit mindset. Generelt det med at røre sig, det giver dig mere overskud, og giver positive tanker. Hvis du begynder at bruge kroppen, så får du andre tanker om dig selv".

Jeg er stripteaser - ikke stripper

Nina vil helst ikke omtales som stripper, og det er der en hel særlig grund til.

Hun mener nemlig ikke, at de bureauer der er i Danmark i dag bevarer kunsten i stripteasen. De har glemt de værdier, som stripteasen oprindeligt er bygget på, og de udvikler sig ikke. Hun mener, at det er bureauerne der gør stripperne “beskidte”, og som gør, at de fleste af os nok sidder og vrænger på næsen over netop det erhverv. For er det overhovedet et rigtigt job?

Nina har været i striptease branchen i 12 år, og efter hendes mening, så står bureauerne i stampe. De udkonkurrerer stille og roligt hinanden. Det fungerer sådan, at alle kvinder kan skrive til et af bureauerne, så vil de bede om et par billeder, og så har man et job i weekenden.

Det er for nemt, og Nina spørger undrende ´Hvorfor gør I det her mod branchen?´.

“Det er synd, at det har taget den triste drejning, for striptease er en kunst. Det er jo ikke forkert at være stripper. Der er da intet forkert i at vise kvindekroppen, for den er da noget så gudesmuk?”.

Nina har brokket sig længe over den standard, som hun mener der pt er i stripper branchen.

De er sikkert godt trætte af hende, men det giver hende ikke mindre blod på tanden til at kæmpe for at hæve standarden inden for striptease. 

Hvis ikke bureauerne kan opretholde værdierne indenfor striptease, hvis ikke de uddanner pigerne, laver kurser og workshops, så er det ikke et sted for Nina. Hun vil værdsættes for den kunstner hun er, og have lov til at udfolde og dygtiggøre sig. 

Nu har hun taget det i egen hånd.

For to år siden gik hun så selvstændig med Miss Nuna. 

Skriv dig op til anden og afsluttende del af serien med Nina herunder.