Christopher Nolan er tilbage – og folk opfører sig, som om hans nye film er en religiøs åbenbaring. The Odyssey lander først i biograferne om et år, men det stopper ikke filmfans (og scalpers med hurtige fingre) i at rydde hylderne for IMAX 70mm-billetter allerede nu. Resultatet? En regulær sortbørsfest – og priser på over 200 dollars. For én billet.
95% udsolgt – på under ét døgn
Ifølge Variety blev 95% af de eksklusive billetter til IMAX 70mm-visningerne solgt på få timer. Og nej, det er ikke til en førpremiere i næste uge. Det er til en film, der først har verdenspremiere 17. juli… 2026.
Og selvfølgelig kom videresalget i gang lynhurtigt. På eBay kan du allerede nu finde billetter til New Yorks ikoniske AMC Lincoln Square med bud, der starter på 1.000 dollars for fire pladser. Dallas? 400% over normalpris. Folk går amok. Og vi forstår dem lidt.
En Nolan-film er ikke bare film. Det er ritual.
Hvis man har set, hvordan Oppenheimer sendte biografer tilbage i teknologisk fortid med analog filmruller og udsolgte visninger i ugevis, så ved man, hvad Nolan gør ved folk. The Odyssey bliver hans første film optaget 100% på IMAX – og det alene er nok til at få enhver filmnørd til at begynde at svede som i en sauna i Helsinki.
For det her skal ikke streames. Det skal ikke ses på din bærbar. Det skal ikke engang bare ses i biffen. Det skal opleves. I 70mm. På lærred så stort, at det føles som om guderne selv blinker til dig fra Olympus.
Et stjernespækket pantheon
Matt Damon som Odysseus. Tom Holland som Telemachus. Zendaya, Pattinson, Lupita, Hathaway, Bernthal og Theron. Det er castet, der lyder som et Marvel-møde med en Oscar-galla. Nolan samler ikke bare superstjerner. Han samler et ensemble, der gør det svært at sidde stille i stolen af forventning.
Og han gør det med The Odyssey – en filmatisering af Homers oldgamle epos, fortolket gennem Nolans typiske linse af visuel storhed og narrativ hjernegymnastik.
Nolan som genre i sig selv
Det er her, det bliver vildt: Der er ikke andre instruktører, hvor selve navnet får billetter til at gå som varmt brød et år i forvejen. Ikke engang Spielberg eller Tarantino kan trække den hype. Nolan er ikke bare en instruktør – han er genren.
Comscores Paul Dergarabedian sagde det meget passende: “Only someone of Nolan’s stature could pull this off. He’s a brand unto himself.” Jep.
En klassiker – før den er født
Så… er 200 dollars for meget for en billet? Det kommer an på, hvad du er ude efter. For mange er det ikke bare en tur i biografen. Det er en billet til noget, der potentielt kan blive filmhistorie.
En moderne fortælling om gamle guder. Et filmteknisk eksperiment i verdensklasse. Og måske endnu en Nolan-klassiker, vi kommer til at tale om de næste 20 år.
Læs også: