Marvel har løftet sløret for en ny plakat til Avengers: Doomsday, og selvom Robert Downey Jr. som Doctor Doom naturligvis har fået den mest prominente placering, er det faktisk tre maskerede skikkelser i baggrunden, der for alvor har fået Marvel-fans til at hive lup og konspirationstavle frem.
Den nye plakat er blevet vist i forbindelse med San Diego Comic-Con Málaga i Spanien og giver et bedre kig på Doctor Doom samt tre såkaldte Latverian witches, der tilsyneladende kommer til at stå ved superskurkens side.
Og de tre hekse er allerede blevet centrum for en ganske interessant omgang MCU-spekulation.
Hvem gemmer sig bag maskerne?
De tre karakterer er iklædt henholdsvis lilla, røde og grønne gevandter, mens ansigterne er skjult bag metalliske masker.
Marvel har indtil videre ikke afsløret deres identiteter, og det har naturligvis kun sat yderligere gang i teorierne.
En af de mest interessante teorier går på, at den røde heks i virkeligheden er Wanda Maximoff – Scarlet Witch – spillet af Elizabeth Olsen. Wanda har været ude af billedet siden Doctor Strange in the Multiverse of Madness, men hendes enorme betydning for MCU’ets multivers gør hende til en oplagt kandidat til et comeback.
Den grønne skikkelse bliver blandt andet kædet sammen med Sylvie, som Sophia Di Martino spillede i Loki-serien.
Og så er der den lilla.
Her er teorierne tilsyneladende mere delte. Kathryn Hahns Agatha Harkness er et populært bud, mens andre peger på Charlize Therons Clea, der blev introduceret i slutningen af Doctor Strange in the Multiverse of Madness.
Det skal understreges, at Marvel ikke har bekræftet nogen af teorierne. De tre figurer kan i princippet også vise sig at være nye karakterer eller håndlangere for Doom.
Læs også:
Doctor Doom overtager MCU
Avengers: Doomsday bliver samtidig kulminationen på en noget turbulent periode for Marvel.
Filmen hed oprindeligt Avengers: The Kang Dynasty og skulle som titlen antydede have haft Kang som den centrale trussel. Marvel ændrede siden kurs, og ved Comic-Con i 2024 kom den store afsløring: Robert Downey Jr. vender tilbage til MCU, men denne gang som Victor von Doom.
Det betyder samtidig, at manden, der i mere end et årti var synonym med Tony Stark og Iron Man, nu skal spille en af Marvel-universets største skurke.
Joe og Anthony Russo er tilbage som instruktører efter blandt andet Captain America: The Winter Soldier, Captain America: Civil War, Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame.
Og Avengers: Doomsday bliver ikke ligefrem nogen lille familiesammenkomst.
Filmen samler figurer fra flere forskellige hjørner af Marvel-universet, heriblandt Avengers, Fantastic Four, Wakanda og X-Men.
Anthony Mackie lover masser af Doom
Anthony Mackie, der spiller Sam Wilson/Captain America, var også blandt gæsterne ved Comic-Con Málaga, hvor han kom med en lille teaser om filmens omfang.
Ifølge Mackie bliver der først og fremmest rigtig meget Doom.
Han beskriver filmen som nærmest konstant kaos og fremhæver samtidig Russo-brødrenes evne til at give de mange forskellige karakterer deres egne øjeblikke – noget instruktørduoen også gjorde i Avengers: Endgame.
Det bliver næppe nogen helt enkel opgave denne gang. Rollelisten til Doomsday er enorm, og filmen skal samtidig føre MCU videre mod Avengers: Secret Wars.
Om de tre maskerede hekse på den nye plakat blot er stemningsfulde håndlangere eller Marvels seneste forsøg på at gemme nogle meget store overraskelser lige foran næsen på publikum, finder vi senest ud af, når Avengers: Doomsday rammer biograferne den 18. december 2026.
Læs også: