Magasinet M!

Ny dansk comedy-kanal på YouTube skal få dig til at grine døgnet rundt

En ny, dansk og gratis comedy-kanal på YouTube præsenteres nu for brugerne. Den kommer til at vise nogle af landets største komikere i aktion på forskellige platforme.

Ny dansk comedy-kanal på YouTube skal få dig til at grine døgnet rundt

Vi elsker jo at grine. Så hvorfor ikke gøre det så ofte som overhovedet muligt? For eksempel hver dag? Og uden at bevæge sig uden for en dør eller betale så meget som en øre for at grine godt igennem.

Alt det er nu muligt. For Gonzo Media har skabt verdens første YouTube comedy-kanal, hvor nogle af Danmarks største komikere kan nydes hver eneste minut, time og dag. Kanalen hedder Hallo Eddie og er som sagt gratis.

Geo, Dan Andersen, John & Aage, City Singler, Omar Marzouk og mange flere er allerede en del af den nye komedie-platform. Derudover vil en række nye, up-coming komikere på sigt få plads og sendetid på kanalen.

Der vil KUN blive vist comedy på Hallo Eddie. Dermed slipper du for sædvanlige streaming-tjenester, der tager penge for også lige at vise dig have-, bage- og bygge-progammer, som du måske slet ikke gider at glo på.

"Det skal være en unik, ny mulighed for at kunne opleve comedy uden at skulle abonnere på en masse, som man ikke har interesse i. Man kan ikke være god til alt, og vi er gode til comedy, så derfor koncentrerer vi os om at få folk til at grine," lyder det i en pressemeddelelse fra Gonzo Media, som har skabt Hallo Eddie.

På kanalen vil der blive vist alt lige fra klassisk stand-up og sitcoms til show-comedy. Og så vil der også "blive eksperimenteret med nye formater på platformen," siger Jesper Holger, der er kreativ direktør hos Gonzo Media.

Den rablende vanvittige og ansigtsvridende komiker Geo glæder sig til at vise danskerne forskellig comedy hver eneste dag på Hallo Eddie.

"Jeg støtter helt klart op om et comedy-univers, hvor der er højt nok til loftet til, at man kan tillade sig at tænke på tværs af de gængse alders- og målgrupper. I den forbindelse mener jeg, at Hallo Eddie er en fantastisk fed platform for fans og komikere, der åbner op for muligheden for at lave indhold, der bringer folk lidt tættere på hinanden," siger han.

Allerede nu kan du se comedy-serien 'GiGis' på Hallo Eddie. Og løbende vil der komme indslag med komikere, som eksperimenterer med forskellige former og afprøver helt nyt materiale, som kun kan ses der. Samtidig lover folkene bag Hallo Eddie, at der meget snart vil blive præsenteret nye, danske stjerne-komikere.

Gad vide, om det betyder, der snart bliver kvækket lidt fra 'Anden' inde på Hallo Eddie. Man har vel lov til at håbe.

I videoen øverst i artiklen kan du se første episode af 'GiGis'.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce