Magasinet M!

Ny sæson af True Detective på vej

Næste kapitel efter Night Country.

Efter den succesfulde premiere på True Detective: Night Country er Issa López allerede dybt inde i arbejdet på den næste sæson af HBO’s anmelderroste krimidramaserie.

"Jeg er dybt, dybt, dybt fordybet i skriveprocessen og lige i midten af det hele", fortæller López. 

På den røde løber til Emmy Awards afslørede López, at sæson 5 er godt undervejs, og at den fortsætter i samme univers som forgængeren – men med nye mysterier og en solid dosis af hendes signaturstil: magisk realisme.

Det var lidt en stil, der godt kunne dele vandene i sæson 4 af True Detective - men det bliver altså også skabelonen til sæson 5.

“Det er det samme univers, og den magiske realisme er mit brand, så det vil være der,” fortalte López til The Wrap. Hun antydede desuden, at True Detective vil tage tråde op fra sæson 4, mens den introducerer et nyt sæt karakterer og sætter scenen i et andet område.

Selvom Night Country bragte nye detektiver til skærmen i form af Jodie Foster og Kali Reis, vil sæson 5 fortsætte med at bygge på nogle af de samme temaer og stemninger, som både sæson 1 og sæson 4 berørte. López forklarede, at selvom historien fokuserer på et nyt mysterium, vil fans kunne opdage flere referencer til tidligere begivenheder og figurer. 

Når det kommer til, om Jodie Foster og Kali Reis vil vende tilbage som deres karakterer Liz Danvers og Evangeline Navarro, holdt López kortene tæt til kroppen.

“Du bliver nødt til at se den,” sagde hun med et smil.

Hvad siger folket - klar til en ny sæson med samme overnaturlige elementer, som aldrig rigtig bliver forklaret?

ANNONCE
Del

Seneste nyt